I Norditalien arbejder de med livet som indsats, og i syden banker sulten på

ITALIEN. De italienske fagforeninger er i oprør. De mener, at coronavirussens helt særlige hærgen i i det nordlige Italien skyldes, at alt for mange industrier er lykkedes med at lobbye sig til dispensationer fra lockdown-regler, og at deres medlemmer derfor arbejder med liv og helbred som indsats, skriver journalist Maria Cuculiza, som pt. opholder sig på Sicilien i Italien. På det fattige Sicilien arbejder de fleste ikke, og sulten banker allerede på døren. 

Bag de daglige statistikker over Italiens coronadøde ulmer en voldsom konflikt mellem landets industrielle lokomotiver i Norditalien og de store fagforeninger, som har svært ved at holde til, at deres medlemmer uge efter uge smitter hinanden og deres familier og dør, fordi de fortsat skal gå på arbejde for at redde landets eksportindustri, fødevareproduktion og hele økonomi fra at brase helt og totalt og endegyldigt sammen. 

Coronaepidemiens epicenter i Italien er regionen Lombardiet, men Lombardiet er også det økonomiske epicenter og lokomotiv for resten af landet. Lombardiet står med sine cirka kun 10 millioner indbyggere for over halvdelen af landets coronadødsfald, men også for halvdelen af landets samlede bruttonationalprodukt. Lombardiet er stenrigt og har en af de højeste indtægter per indbygger i Europa, producer halvdelen af Italiens industrielle føde- og drikkevareproduktion, er storleverandør af komponenter til blandt andet den tyske bil- og sværindustri, llgesom Lombardiet fabrikerer mange, mange andre produkter indenfor gas, olie, plastik, kemikalier, medicin og hospitalsudstyr.

Får dispensationer

Torsdag aften var knap 14.000 italienere døde af Covid-19, heraf var over halvdelen, 7.960, afdøde alene fra Lombardiet, og sådan har de forholdsvise tal været siden februar. I fagforeningerne CGIL, CISL og UIL mener man, at coronavirussens helt særlige hærgen i Lombardiet skyldes, at alt for mange industrier er lykkedes med at lobbye sig til dispensationer fra regeringsdekreternes almindelige lockdown-regler hos regeringens to ministre for henholdsvis økonomisk udvikling samt økonomi og finans.

Fagforeningerne mener desuden, at arbejdsgiverne ikke gør, hvad de burde for at beskytte deres medlemmer, som arbejder med helbredet som indsats for at holde hjulene kørende. Som led i striden og i lyset af at Lombardiet - trods positive tegn på afmatning - stadig fører i de sørgelige statistikker, har fagforeningerne siden 21. marts både punktstrejket og især truet med større strejker. 25. marts lykkedes det fagforeningerne at true sig til at få lukket en stribe arbejdspladser, men langt fra alle.

Fra landets store industriforening, Confindustria, lyder argumentet for den omfangsrige fortsatte produktion fra industriforeningens præsident Vincenzo Boccia: ”Det vil koste Italien 100 milliarder euro om ugen. 70 procent af den italienske produktion lukker, jeg forstår ikke strejke".

At lukke ned for produktionen i de store industrier på grund af coronavirus vil ifølge Boccia medføre, at Italien taber konkurrencekraft, og nogle industrier derfor aldrig vil genåbne, og at landet derfor vil få en økonomi som under anden verdenskrig, hvor fattigdom var udbredt og mange måtte udvandre på grund af armod og sult.

Sulten i syd

Men i Syditalien, i de to provinser Calabrien og Sicilien, banker sulten allerede på døren.

Her er der stort set ingen større industriel produktion, så langt de fleste mennesker er hjemme, og antallet af syge og døende udvikler sig tilsvarende langsomt. Lockdown virker. Til gengæld eksploderer fattigdommen. I mange familier, som ofte består af både forældre og voksne børn i 20’erne og 30’erne, er alle familiemedlemmers indtægtsgrundlag med coronaepidemiens indtog samt regeringens bliv-hjemme dekret faldet fuldstændigt væk, eftersom manges indtægter var enten primært eller indirekte relateret til den turisme og serviceindustri, der i snart en måned har været helt udraderet. Og nu er husholdningspungene ganske enkelt tomme og udsigterne til påfyld ikke til at få øje på.

Størst er problemerne i de større byer som for eksempel i Siciliens hovedstad Palermo, hvor fødevarepriserne stiger dag for dag, og hvor der ligesom i andre byer allerede har været voldelige episoder i supermarkeder. Regeringen har derfor i denne uge lovet madkuponer til en ugentlig værdi af mellem 60 og 110 euro afhængigt af, hvor mange medlemmer familien består af. Men ind til kuponerne når frem til de nu mange akut alvorligt fattige mennesker, er disse indtil videre afhængige af privat hjælp fra andre, mere velstillede borgere. I mange supermarkeder kan man derfor aflevere en indkøbspose med fødevarer, som supermarkedet så diskret leverer anonymt videre til trængende, og på byens torve er der opstillet kasser, hvori man kan lægge fødevarer, som de sultne frit kan tage. Mange er flove og tager kun fra kasserne skjult af nattens mørke.

Tabu

At Lombardiets mange syge og døende skal ses i lyset af, at de fortsat arbejder for at sikre økonomien på langt og kort sigt, er lidt af et tabu, da det er en debat, som vil give øget vind i sejlene til fascisternes pusten til de i forvejen ulmende konflikter mellem nord og syd. Men regeringslederen Conte har dog sagt det næsten lige ud: ”Ja, det er et offer at skulle blive hjemme, men det er et mindre offer, end de store ofre som de, der fortsat arbejder, yder for at holde vores samfund i gang, så: Bliv hjemme”.

Og folk bliver da også hjemme her på Sicilien, hvor man bag de hermetisk lukkede skodder lige nu forfærdes over, at også unge dør, at tusindvis af italienske og flere hundreder sicilianske sundhedspersonaler er smittede, at 69 italienske læger er døde, og at hver dag består af hundredvis af nye omkomne.

Men nok så skrækindjagende er de tre spørgsmål, som de fleste stiller sig selv og hinanden dagligt:

Hvad sker der, når regeringen ikke mere tvinger os alle til at være inden døre? Hvad sker der, når smitten igen bliver eget ansvar i en formentlig snart mere normal hverdag uden benhårdt eksekverede forbud? Er den her periode i virkeligheden den nemmeste fase af coronaepidemien – kommer vi i virkeligheden til at gå fra slemt til meget værre?

 

Sidste nyt: Italien lemper først udgang i begyndelsen af maj belært af erfaringer fra Lombardiet

 

 

Læs Maria Cuculiza andre artikler om corona-situationen i Italien:

Tags: corona, italien

Like eller del denne artikel