"Situationen kommer til at gå ud over noget og nogen og vil få indvirkning på og betydning for mange patienters helbred. Formentlig vil vi kunne se det afspejlet i data for eksempelvis hjertekar-dødeligheden på den anden side af epidemien," siger Jens Winther Jensen.

Eksperter advarer: Alarmerende fald i behandling af hjertepatienter under coronakrisen

Antallet af undersøgelser og behandlinger af hjerte-kar-patienter er faldet markant under coronaepidemien. Det ser ud til, at patienterne holder sig tilbage og undlader at ringe ved brystsmerter. Professor ved OUH og direktøren for Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram kommer nu med et opråb: De kalder tendensen for bekymrende og mener, at det vil føre til øget dødelighed.

Den gennemgribende omstilling af sundhedsvæsenet i forbindelse med COVID-19 ser ud til at have en betydning for, om alle akutte og subakutte hjertepatienter kommer i relevant og ikke mindst i rettidig behandling. Det er netop dokumenteret i en rapport, som Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) og Vestdansk Hjertedatabase har udarbejdet på baggrund af data fra Dansk Hjerteregister. Her fremgår det, at færre patienter henvender sig til sundhedsvæsenet ved akutte brystsmerter under COVID-19-krisen. 

Tallene fra dansk Hjerteregister viser nemlig et markant fald i antallet af akutte og subakutte diagnostiske undersøgelser og behandlinger af patienter med brystsmerter og store blodpropper i hjertet i marts måned i år sammen­lignet med marts måned sidste år. Faktisk er der tale om et fald på hele 20 procent i forhold til 2019 og de foregående år, hvor tallet har ligget nogenlunde konstant.

Overlæge Jens Flensted Lassen, klinisk professor i kardiologi ved Odense Universitetshospital og formand for Dansk Hjerteregister, kalder det billede, som tegner sig, alarmerende og stærkt bekymrende:

”Behandlingen af akutte hjertesygdomme og store blodpropper skal ske så hurtigt som muligt for at redde flest. At vi ikke får samme antal henvendelser og at færre patienter kommer i behandling vil utvivlsomt få konsekvenser i form af øget dødelighed.”

Måske holder patienterne sig tilbage

Der er helt specifikt sket et fald i antallet af patienter, som får udført en akut eller subakut KAG-procedure. Der er også færre patienter, der får foretaget en PCI-procedure. Fald, som ikke kan forklares med en tilfældig variation i antallet af udførte procedurer fra dag til dag, pointerer Jens Flensted Lassen:

"Vi har en mistanke om, at patienter undlader at henvende sig til sundhedsvæsenet ved brystsmerter eller venter længere, inden de ringer 112. Det er stærkt bekymrende og kan være en afledt kon­se­kvens af det massive fokus på COVID-19-epidemien, de pludselige ændringer i danskernes dag­lig­dag og et fokus at på ikke overbelaste sundhedssystemet unødvendigt under Corona-epidemien. Vi har givet patienterne så meget information om COVID-19, at de måske nu desværre holder sig tilbage – både i forhold til at kontakte egen læge eller ringe 112, fordi de er bange for at være til besvær."

Jens Flensted Lassen understreger, at hvis man har ondt i brystet, og hvis ikke det umiddelbart går væk, så skal man naturligvis ringe 112.

”Vi har plads, og vi har kapacitet til at tage os af det, så man skal absolut ikke holde sig tilbage.”

Situationen vil få betydning for mange patienters helbred

Rapporten viser også et markant fald i udredning og behandling af patienter med brystsmerter og stabile hjerteproblemer. Dette kan skyldes, at sundhedsvæsenet på nogle områder har udskudt elek­tive KAG- og hjerte-CT-behandlinger, der kan vente til senere. Det er en aktiv og kon­trol­leret indsats, der er en konsekvens af den gennemgribende og pludselige omstilling af sundhedsvæsenet - men det belaster de borgere, som nu må vente længere på udredning og behandling.

Det forklarer Direktør Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP), Jens Winther Jensen:

”COVID-19 epidemien har og får langt fra kun konsekvenser for patienter med COVID-19. Den har og får også negative konsekvenser for mange andre patienter – herunder hjerte-kar-patienter. Situationen kommer til at gå ud over noget og nogen og vil få indvirkning på og betydning for mange patienters helbred. Formentlig vil vi kunne se det afspejlet i data for eksempelvis hjertekar-dødeligheden på den anden side af epidemien. Der vil derfor også helt uundgåeligt komme en refleksion på bagkant af COVID-19.”

 

Hold dig ikke tilbage!

Ring altid – også under COVID-19-epidemien –112 ved akutte brystsmerter, der ikke umiddelbart går over og tag i øvrigt altid kontakter læge ved hjerteproblemer.

 

Om RKKP og Dansk Hjerteregister

  • Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) skaber viden til et bedre sundhedsvæsen. RKKP indsamler, analyserer og fortolker data fra i alt 85 kliniske kvalitetsdatabaser for at understøtte kvalitetsudvikling og læring i sundhedsvæsenet. RKKP gennemfører også aktuelle analyser, der taler ind i de verserende dagsordener i sundhedsvæsenet.
  • Dansk Hjerteregister (DHR) er en landsdækkende klinisk kvalitetsdatabase, som indsamler data om patienter henvist til invasive kardiologiske procedurer og hjertekirurgi. Formålet er at følge undersøgelses- og behandlingsindsatsen og dermed at danne grundlag for vurdering og udvikling af kvaliteten.

Tags: corona

Like eller del denne artikel