”Videokonferencerne øger vores fleksibilitet og sparer os meget tid. Normalt går 80 procent af min tid med at gå til møder, og meget af tiden går med at komme til og fra og ind og ud af mødet, men nu holder jeg mange møder per video, og det er meget effektivt," siger Claudia Hilt.

Nøgle-læger sendes i forebyggende karantæne

Når det store ryk-ind af coronapatienter kommer, skal Neuroligisk afdeling ved Aalborg Universitetshospital stadig kunne tage sig af akut syge neurologiske patienter. Derfor har ledende overlæge Claudia Hilt sendt sine nøgle-medarbejdere på hjemmearbejde.

Neurologisk afdelingen ved Aalborg universitetshospital har valgt at isolere en håndfuld af de mest højtspecialiserede og funktionstunge overlæger for at sikre, at afdelingen fortsat vil være i stand til at tage imod akutte neurologiske patienter, når den store bølge af coronapatienter måske kommer.

Derfor er blandt andet specialeansvarlig overlæge Michael Nielsen og overlæge Boris Modrau udtaget til at arbejde hjemmefra i denne tid, og via sikre it-opkoblinger arbejder de blandt andet med telefon- og videokonsultationer og superviserer desuden yngre kolleger. Alt sammen uden at være i direkte personkontakt. De isolerede eksperter har dermed en anden læge som forlænget arm, der tilser og behandler de indlagte patienter efter fælles konsultation, fortæller ledende overlæge Claudia Hilt.

”Jeg har ikke så mange overlæger, så dem kan jeg ikke undvære. Vi kører denne model i rul, så vi hele tiden har nogle, der er raske, for vi kan risikere, at der pludselig komme forholdsvis mange i karantæne. Boris er for eksempel højt specialiseret inden for akut apopleksi og har været primary investigator på de fleste studier, vi har kørende på stroke, så hvis han bliver syg, skal vi anstrenge os for endnu mere at dække hans funktion. Lige nu gør han i princippet det samme, som han gør til hverdag i afdelingen, bare hjemmefra, fordi jeg har forbudt ham at have patientkontakt,” siger Claudia Hilt.

Selv om stort set alle elektive aktiviterer i afdelingen er aflyst eller erstattet af telefonisk kontakt, er der ingen læger, der går ledige rundt. Claudia Hilt har en haft læge på to ugers karantæne efter en uge i Tyrol, og en anden i karantæne efter en ferie i Italien, men også de har arbejdet hjemmefra.

”Som læge kan man jo heldigvis gøre meget hjemmefra. Der er både opgavelister og telefon- og videokonsultationer, og så alle de ting, der ellers har ligget og ventet. Der går lang tid, før man behøver kede sig som læge,” siger den ledende overlæge.

Coronasituationen har også sat skub i brugen af videokonferencer. Neurologisk afdeling i Aalborg har længe arbejdet med ideen om at indføre videokonsultationer for at udnytte lægernes tid bedre. Indtil nu har afdelingen dog tøvet over for den nye teknologi, men udsigten til en stor pukkel af planlagte aktiviteter efter coronakrisen har fået Claudia Hilt og hospitalsledelsen til at hoppe ud i projektet. Mens de patienter, der har akut behov, stadig kan få en tid i klinikken, gennemfører afdelingen så mange som muligt af de planlagte kontroller via telefon eller videoforbindelse til patienterne.

"I epilepsiambulatoriet kommer der ingen patienter mere, for de skal holdes hjemme, så der kører rigtig mange telefon- og videokonsultationer, og i MS-klinikken er der er også en del, der nu bliver set ved videokonsultation i stedet for at møde op, og det fungerer rigtig godt,” siger Claudia Hilt.

Hun ser det som den eneste store fordel ved krisen, at der bliver afprøvet nye teknologiske muligheder, som kan afhjælpe den lægemangel, som afdelingen har kæmpet med i årevis.

”Vi kører også morgenkonferencen per skype nu, og det fungerer. Når man har vænnet sig til skype og messenger, finder man ud af, at det virker ganske fint,” siger Claudia Hilt.

Videokonferencerne giver for eksempel afdelingens læger mulighed for at deltage i møder, uden at være væk i længere tid. Og de læger, der er sendt hjem i karantæne, kan stadig indgå i det daglige arbejde. For eksempel har en af de to karantæneramte læger kunnet gennemføre afdelingens Neuroonkologikonferencer hjemmefra, fordi de foregår per video nu.

”Videokonferencerne øger vores fleksibilitet og sparer os meget tid. Normalt går 80 procent af min tid med at gå til møder, og meget af tiden går med at komme til og fra og ind og ud af mødet, men nu holder jeg mange møder per video, og det er meget effektivt, ikke mindst ved møder, hvor der er deltagere fra forskellige byer. I går holdt jeg et møde med to fra USA, to fra Aalborg Universitet, og en fra Scleroseforeningen. Vi var otte til mødet. Alle kunne se hinanden på skærmen, og lydkvaliteten var god. Det er helt fantastisk,” siger Claudia Hilt, som forventer at kunne fortsætte med brugen af videomøder og konsultationer, når coronaepidemien er overstået.

Tags: corona

Like eller del denne artikel