Glade medarbejdere fra Hjertesygdomme på Aarhus Universitetshospital, der har vundet behandlingsområdet PCI – en behandling, der kan fjerne forsnævringer i hjertets kranspulsårer. Foto: Tonny Foghmar

Aarhus Universitetshospital kåret som Danmarks bedste hospital for 12. år i træk

Aarhus Universitetshospital bliver i dag kåret som Danmarks bedste hospital af Dagens Medicin. 

Aarhus Universitetshospital har vundet i kategorien af universitetshospitaler, som omfatter de største hospitaler i Danmark. I denne kategori bliver Aarhus Universitetshospital nr. 1, Odense Universitetshospital nr. 2, Rigshospitalet nr. 3 og Aalborg Universitetshospital nr. 4.

2019 har været et udfordrende år for Aarhus Universitetshospital p.g.a. økonomiske udfordringer, omorganiseringer og udflytning til det nye hospitalsbyggeri, og hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital, Poul Blaabjerg, glæder sig derfor ekstra meget over, at hospitalet er i stand til at fastholde titlen og bevare et højt niveau i kvaliteten af patientbehandlingerne.

"Det her er først og fremmest godt for patienterne. For det vidner om, at vi har et meget højt fagligt niveau hos personalet, som udviser stor ansvarlighed for at fastholde kvaliteten i behandlingen af patienterne," siger Poul Blaabjerg i en pressemeddelelse.

"Vi har evnet at fusionere hospitalerne og samtidig holde fagligheden på højeste niveau. I den proces har samarbejdet mellem vores mange dygtige medarbejdere og ledere været et væsentligt kendetegn – og både faglighed og samarbejde vil være vigtige ledetråde i vores arbejde med at udvikle hospitalet fremover," siger han.

Aarhus Universitetshospital får syv 1. pladser blandt de 64 behandlinger og undersøgelser, som hospitalet er blevet vurderet på. Desuden får hospitalet en række 2. pladser og 3. pladser.

Dagens Medicin har analyseret alle tilgængelige nationale data om kvaliteten af behandlingerne på landets sygehuse. I kåringen indgår også data fra Landsundersøgelsen for Patientoplevelser (LUP), hvor patienter over hele landet er blevet bedt om at svare på, hvor tilfredse de har været med deres besøg på hospitalet. Det er dog overvejende kvaliteten af behandlingerne, der er afgørende for hvilket hospital, der bliver Danmarks bedste. Denne del vægter 90 procent, mens patienttilfredsheden vægter 10 procent.

Blandt de mellemstore hospitaler vandt sygehuset i Vejle, og blandt de små hospitaler vandt Regionshospitalet Silkeborg for 7. år i træk. 

 

 

Fakta: Bedst på syv behandlingsområder

Aarhus Universitetshospital har vundet 1. pladsen inden for følgende syv behandlingsområder:

  • Rygsøjlegigt
  • Geriatrisk behandling (behandling af sygdomme hos ældre)
  • PCI (behandling, der kan fjerne forsnævringer i hjertets kranspulsårer – f.eks. en ballonudvidelse)
  • Carotis trombendarterektomi (behandling af forbigående blodpropper i hjernen)
  • Lungekræft (kirurgisk behandling)
  • Kroniske myeloide sygdomme (kroniske knoglemarvssygdomme)
  • Nyrekræft (kirurgisk behandling)
Like eller del denne artikel