Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Sundhedsstyrelsens direktør: Fakta kommer i flere versioner

“Vi lever ikke i en postfaktuel tid. Vi lever i en polyfaktuel tid,” siger Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm i et opsigtsvækkende interview i Zetland.

Engang kritiserede Sundhedsstyrelsens direktør det, han kaldte en ny, postfaktuel virkelighed, men i kølvandet på år med bl.a. vaccineskeptikere og utilfredse patienter med kronisk træthedssyndrom er hans indstilling nu, at fakta i dag kommer i flere versioner, hvilket Sundhedsstyrelsen må tage bestik af.

Søren Brostrøm var ansigtet udadtil, da kritikken haglede ned over HPV-vaccinen i 2015.

“Jeg stillede mig frem med stor autoritet som den læge og embedsmand, jeg er – og med Sundhedsstyrelsens autoritet sagde jeg: ‘Der er ikke noget at komme efter. Vaccinen er sikker og effektiv.’ Det var budskabet, og jeg vidste, det var faktuelt. Vi brugte så mange timer på at kigge på forskning og evidens,” siger han til Zetland.

Men det virkede ikke. Tilliden til styrelsen faldt drastisk, viste analyse.

I dag vil Søren Brostrøm gerne, at Sundhedsstyrelsen er en "moderne autoritet", der lytter til patienterne – også selv om de har et andet syn på deres sygdom, end systemet har.

“Vi skal møde patienterne, vise forståelse for deres situation og vise dem, hvordan vi er nået frem til vores anbefalinger. For eksempel ved at forklare dem, at man altid vil kunne finde forskning, der viser forskellige konklusioner, men at evidens handler om at kigge på det samlede billede af den solide forskning, der findes," siger han til Zetland.

Zetland spørger Søren Brostrøm, om han synes, missionen om at være en moderne autoritet lykkes over for patienter med ME, kronisk træthedssyndrom.

“Patienter med kronisk træthed bliver ikke hjulpet godt i det danske sundhedsvæsen. De bliver sådan set ikke hjulpet godt særlig mange steder i verden. Vi gør det ikke godt nok, og det er vi i gang med at kigge på. Og så holder vi møder med patientforeningerne – også dem, der ser noget anderledes på sygdommen, end vi gør i Sundhedsstyrelsen,” siger han til Zetland.

 

Resten af artiklen på Zetland kan læses her:

https://www.zetland.dk/historie/sO3E77zm-mopXyWzd-46b98

 

Del artikler