Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Liselott Blixt: Ministeren skal forholde sig til en national fedmeplan

Liselott Blixt (DF) tager initiativ til forespørgselsdebat med sundhedsministeren. Hun vil diskutere med Magnus Heunicke, hvordan han har tænkt sig en national plan for en styrket indsatsen for forebyggelse og behandling af svær overvægt.

{snippet tunge}

Liselott Blixt (DF) er en af de politikere, der havde taget mod invitationen til det politiske topmøde om svær overvægt, der blev afholdt af Overvægtsalliancen, Dansk Erhverv og Novo Nordisk i november i København.

Som politisk frontkæmper var hun med til at sikre, at der ved sidste års finanslov blev afsat ti millioner kroner over fire år til etablering af et videnscenter for overvægt. Men hun har også set, at pengene aldrig er blevet udmøntet og mener derfor, det er vigtigt at holde snor i et politisk momentum.

"Konferencen var fin og illustrerede mange af aspekter ved svær overvægt," siger hun.

"Men politisk vil en styrket indsats skulle kæmpe mod rigtigt mange andre gode ideer. For at holde fast i de gode intentioner, vil jeg derfor tage initiativ til en forespørgselsdebat med sundhedsministeren, så vi kan diskutere, hvordan han har tænkt sig en national plan for en styrket indsatsen for forebyggelse og behandling af svær overvægt."

Svær overvægt - en kompliceret sygdom

Liselott Blixt har tidligere været blandt modstanderne af den holdning, at svær overvægt skal betragtes som en sygdom. Hun har dog ændret holdning.

"Personligt ved jeg, hvor svært det er for mennesker, der har overvægt, at tabe sig og ikke mindst at holde vægten efter et vægttab, siger hun.

"Forskningen viser, at det blandt andet skyldes, at man er oppe imod sin krop, der reagerer på et vægttab ved metabolisk at forsøge genvinde den ”gamle” vægt. Derfor mener jeg, at vi skal betragte svær overvægt som en kronisk sygdom, men også at overvægt skal behandles med individuelle tilbud. Der skal være centre, hvor mennesker med overvægt kan få støtte og hjælp, og hvor man også kan henvende sig, inden overvægten bliver alt for stor og uhåndterlig," siger hun.

Styrket  tværsektorielt samarbejde

Ifølge Liselott Blixt er der et stort behov for at samle forskning samt eksisterende viden om de mange forskellige initiativer til forebyggelse og behandling, der allerede er afprøvet.

"Vi har sundhedsaftaler mellem regioner, kommuner og almen praksis. Og det er fint. Problemet er bare, at aftalerne ikke holder," siger hun og understreger, at aftalerne skal skærpes, så borgerne ikke falder mellem to sektorstole, og de gode resultater i den ene sektor spiller sammen med og følges op i den anden.

"Det hjælper jo ikke meget, at man gennemgår et behandlingsforløb f.eks. efter Holbæk-metoden, hvis ikke bolden gribes bagefter med fokus på kost, motion og en social ulighed, som kan trække den forkerte vej," siger hun.

Penge og prioriteringer

På konferencen blev de medicinske behandlingsmuligheder, der toner frem i medicinalvirksomhedernes horisont, også vendt.

"Jeg har mødt mennesker, der har tabt sig 30 kilo ved hjælp af medicin. Og det er jo fint, fordi det har gjort dem i stand til f.eks. at motionere, hvilket de ikke kunne før," siger Liselott Blixt.

"Problemet er dog, at effekten stopper, og man tager på igen, når medicinen seponeres. Men de medicinske muligheder vil blive bedre, det er jeg sikker på. Og så står vi med en politisk diskussion om penge og prioriteringer. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at vi nu går i gang med at skabe overblik og får skabt sammenhæng i indsatsen."

Tags: overvægt

Del artikler