Stor kampagne for færre krænkelser af unge med ADHD

Om kort tid søsættes en omfattende kampagne, som har til formål at mindske antallet af overgreb og seksuelle krænkelser af børn og unge med psykiske og fysiske handicap.

Af en rapport fra VIVE fra 2017 fremgår det, at problemet er størst for dem med ADHD. Tal fra bunken af politianmeldte sager viser, at disse børn har en 90 procent højere risiko end deres jævnaldrende uden ADHD for at blive udsat for vold eller krænkelser.

”Det er bekymrende høje tal. Derfor er der brug for at gøre noget nu. Og vi håber med kampagnen at opnå, at der fremover vil ske færre overgreb og seksuelle krænkelser af unge med handicap,” siger Anna Furbo Rewitz, udviklingskonsulent i ADHD-foreningen.

Kampagnen bliver til med støtte fra Socialstyrelsen, der har øremærket en pulje til forebyggelse af problemerne med overgreb og krænkelser. Støttekronerne er givet til fem projekter, hvoraf ADHD-foreningen står for et af dem. Det har fået overskriften ’Kend dine grænser’. 

Sværere at sige fra når man har ADHD

At problemer med overgreb og krænkelser i højere grad rammer børn og unge med ADHD har Anna Furbo Rewitz flere bud på.

”Deres handicap er usynligt. De ligner alle andre og har en normal intelligens og et almindeligt sprog. Men fordi deres kognitive modenhed er bagud i forhold til deres fysiske udvikling, kan de oftere end andre børn og unge ende i uheldige situationer. Det er også en del af deres diagnose, at de kan være impulsive og have en mere grænsesøgende adfærd. En adfærd, som andre vil kunne fejlfortolke og måske også udnytte. Desuden kan der være noget med, at de gerne vil passe ind og være som andre. De mangler måske nogle positive relationer og søger ofte venskaber og kærester på en måde, som ikke altid er hensigtsmæssig. Og så kan de have sværere ved at sige fra og sværere ved at overskue, hvad de kan risikere at ende i.”

Også børn med autisme og udviklingshæmning er mere udsat end deres jævnaldrende uden belastninger. VIVE-rapporten viser således, at fire procent af de ældste børn og unge med ADHD, autisme eller udviklingshæmning har været ofre i en politianmeldt sag. Det er fire gange så mange som for børn generelt.

Oplysning og redskaber skal hjælpe de unge

ADHD-foreningens kampagne- og oplysningsindsats skabes i et samarbejde med Feldballe Film, foreningen LEV (for udviklingshæmmede) og eksperter på autismeområdet. Den kommer til at bestå af målrettede film og visuelle redskaber, der øger børnenes og de unges selvindsigt, styrker deres evner til grænsesætning og giver dem mestringsstrategier inden for emnerne kropsforståelse, relationer, følelser og grænsesætning. Med til formålet hører også at oplyse om og give vejledning i, hvor og hvordan børn og unge med ADHD, autisme og udviklingshæmning kan få hjælp, støtte og råd i tilfælde af seksuelle krænkelser og overgreb. Målgruppen er børn og unge på 10-18 år, der har et af de tre handicap.

Kampagnen lanceres i foråret 2020.

Tags: ADHD

Like eller del denne artikel

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift

 

Redaktion

Webmaster

Tilknyttede journalister

  • Signe Juul Kraft - onkologi, hæmatologi, sundhedspolitik
    Berit Andersen – hjerte-kar, psykiatri, sundhedspolitik 
    Nina Bro - sclerose, sundhedspolitik 
    Birgit Brunsted - onkologi, hjertekar, generelt 
    Bo Karl Christensen - diabetes, generelt
    Jette Marinus - respiratorisk
    Grit Blok - dermatologi 
    Maria Cuculiza - kultur, sundhedsteknologi, sundhedspolitik 
    Ebbe Fisher - generelt
    Pernille Marrot – Propatienter.dk, osteoporose, diabetes 
    Maiken Skeem – hjertekar, reumatologi, sundhedsteknologi, sundhedspolitik 
    Annette Lausten - gastroenterologi
    Marianne Rohweder - overvægt, sundhedspolitik

Om os

Redaktionen

Redaktion

Webmaster

Tilknyttede journalister

  • Signe Juul Kraft - onkologi, hæmatologi, sundhedspolitik
    Berit Andersen – hjerte-kar, psykiatri, sundhedspolitik 
    Nina Bro - sclerose, sundhedspolitik 
    Birgit Brunsted - onkologi, hjertekar, generelt 
    Bo Karl Christensen - diabetes, generelt
    Jette Marinus - respiratorisk
    Grit Blok - dermatologi 
    Maria Cuculiza - kultur, sundhedsteknologi, sundhedspolitik 
    Ebbe Fisher - generelt
    Pernille Marrot – Propatienter.dk, osteoporose, diabetes 
    Maiken Skeem – hjertekar, reumatologi, sundhedsteknologi, sundhedspolitik 
    Annette Lausten - gastroenterologi
    Marianne Rohweder - overvægt, sundhedspolitik

Om os