Jane Heitmann ny formand for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Venstres sundhedsordfører Jane Heitmann er blevet formand for Sundheds- og Ældreudvalget i Folketinget. Partierne har også fundet deres sundhedsordførere.
Hun erstatter Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti, som fortsætter som menigt medlem af udvalget. Ny næstformand er Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.
Da Sundhedspolitisk Tidsskrift i maj forud for valget spurgte Jane Heitmann, hvad hun mente var de tre største udfordringer inden for sundhedsvæsnet i dag, svarede hun:
”Vi har stor geografisk ulighed. Vi mangler sammenhæng, og vi mangler nærhed. Det er vores overbevisning, at Sundhedsreformen giver svaret på nogle af de centrale og vigtigste udfordringer.”
Om hvilke mærkesager, hun havde, sagde hun:
”Vi har en meget stor udfordring på Fyn med lægedækning. I Faaborg har 40 procent af lægerne lukket for tilgang, i Nyborg 50 procent, på Langeland 60 procent og i Odense 68 procent. Det er en kæmpemæssig udfordring, og det betyder, at der er rigtig mange mennesker, som skal ud og køre langt, når de skal til læge. Også selv om det er for en simpel blodprøve eller en simpel kontrol, og det duer ikke. Det udfordrer især vores ældre medicinske patienter. Derfor går jeg blandt andet til valg på fuld lægedækning på Fyn.”
Nye profiler
Udvalget har mistet sundhedspolitiske profiler som f.eks. Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti, tidligere sundhedsminister Astrid Krag fra Socialdemokratiet og Stine Brix fra Enhedslisten. Ind i udvalget er trådt nye profiler, f.eks. den tidligere formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti, og Henrik Dahl fra Liberal Alliance.
Der er i alt 29 politikere i Sundheds- og Ældreudvalget.
