Overlæge på offentligt sygehus tjente 3,2 mio. kr. i 2018

Den læge, som har tjent mest af alle læger på et offentligt sygehus, er overlæge på akutafdelingen på Kolding Sygehus, Mohamad El-Faramawi.

Det skriver Dagens Medicin, som har fået aktindsigt i, hvem der er de højest lønnede ansatte fra de fem regioner.

Mohamad El-Faramawi arbejdede ialt 3.145 timer på Sygehus Lillebælt sidste år, og en almindelig fuldtidsstilling med fem ugers ferie løber op i 1.735 timer om året.

Da mange af timerne har været ekstravagter med høj timeløn løber det op i en løn, der ligger langt over grundlønnen. Samtidig har han eksempelvis fået et løntillæg for at være en god rollemodel på sygehuset, som den ledende overlæge på hans afdeling havde besluttet, at han skulle have.

"Afdelingen havde brug for det, og når jeg nu elsker mit arbejde og har ikke små børn, jeg skal hjem til, så var det en slags win-win. Men det var selvfølgelig rigtig hårdt, og jeg gør det heller ikke igen. Det har jeg også gjort klart. Det kan ikke være rigtigt, at man skal sove mere i personalesengen på hospitalet end i sin egen seng,« siger Mohamad El-Faramawi til Dagens Medicin.

Like eller del denne artikel