Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Læge anklager: Sundhedsindustrien skader måske mere end den gavner

Læge Ida Donkin hudfletter i ny bog hele sundhedsindustriens kommunikation omkring sygdom og sundhed, som hun mener undergraver samfundets institutioner, videnskaben, de faglige eksperter og i sidste ende hele fundamentet for vores samfund.

Langt de fleste, der har noget at gøre med sundhed og sygdom i dette land, får verbale øretæver for deres måde at kommunikere til landets borgere og patienter i en ny bog, "Sygt eller Sundt - Sådan overlever du det næste sundhedsråd".

Bogen er skrevet af læge Ida Donkin, der mener, at stort set samtlige sundhedsaktørers kommunikationsmåder fører til sundhedsfarlige tilstande for efterhånden totalt forvirrede patienter og borgere, som i risikabelt omfang derfor ender med at forlade sig alt for meget på populære influencers og doktor Google, hvorefter det så for alvor kan gå helt galt.

Ifølge Ida Donkin er de skyldige i al denne forvirring af befolkningen journalister, bloggere, influencers, læger, forskere, Sundhedsstyrelsen, medicinalindustrien, den naturmedicinske industri, patientforeninger, politikerne og et udsultet sundhedsvæsen.

Ida Donkin har samlet alle disse af sundhedsvæsnets aktører i bredeste forstand under én samlet hat, som hun kalder for ’bekymringsindustrien’. En industri, som hun mener vildleder og manipulerer os gang på gang, når vi skal tage stilling til, hvad der er bedst for vores helbred. Og en industri, hvis aktører drager fordel af vores helbredsmæssige bekymringer og ønsker om at nå den optimale sundhedstilstand samt fordrejer vores opfattelse af, hvordan dette opnås bedst:

”Bekymringsindustrien er meget mere omfattende, end vi tror. Medierne og infuencers søger klik gennem sensationelle historier og følelsesmæssige anekdoter – det giver læsere og annoncepenge. Alternative behandlere, medicinalvirksomhederne og industrien for naturlægemidler og kosttilskud udnytter folks bekymring for sygdom og stræben efter komplet velbefindende til at sælge produkter og ydelser og bruger bevidst midler i markedsføringen, der fremmer denne dagsorden. Patientforeningerne søger fokus på netop deres sygdomsområde, mens forsikringsselskaberne nyder godt af patienternes bekymring og efterspørgsel efter, oftest overflødige, scanninger og undersøgelser. Forskerne og deres institutioner søger medieomtale for at promovere og sikre videnskabelige citeringer, der er adgangsbilletten til forfremmelser, priser og fondsstøtte. Politikerne udnytter følelser og frygt og fordrejer fakta for at vinde folkets stemmer og følge folkestemninger. Og lægerne og myndighederne har fejlet gennem mangelfuld envejskommunikation og ved ikke at agere rettidigt,” skriver Ida Donkin, der mener, at vi alle som én således forvirres over, hvad der er sundt, og hvad der er sandt.

Og denne forvirring er ifølge Donkin livsfarlig både for raske og alvorligt syge. Fravælger vi som kræftpatienter konventionel behandling til fordel for alternativ behandling, øges vores dødelighed markant. Bekymrer vi os unødigt over ellers normale tilstande, kan det sætte gang i overflødige behandlingsforløb med risiko for bivirkninger og komplikationer. Opsøger vi alternativ behandling i stedet for lægen, kan alvorlig sygdom overses, behandlingsforløb forsinkes, og muligheden for helbredelse forringes.

”Og hvad skal vi som samfund så gøre ved at sundhedsindustrien måske efterhånden skader os mere, end den gavner?”, spørger Ida Donkin, der kalder situationen ’alvorlig’ og derfor opfordrer samfundets sundhedsaktører til at tage ansvaret på sig og iværksætte ændringer.

Men hvor Donkin langt hen af vejen på veloplagt og skarp vis lykkes med at opridse en lang række interessante dilemmaer og problemer i såvel etablerede som alternative sundhedspersoners, selvbestaltede autoriteters, myndigheders og industriers kommunikation til syge og raske borgere, så bliver det hele straks mere problematisk, når hun forsøger at rådgive og komme med bud på, hvordan vi som samfund håndterer de beskrevne udfordringer og dilemmaer. Hendes råd rejser ligeså mange nye spørgsmål og problemer, som hun forsøger at besvare og løse:

For er det vitterligt sund, demokratisk fornuft at begynde at overveje at fratage aviser friheden til selv at vælge hvilke indlæg, de vil bringe samt kræve af medier, at de undertrykker subjektive debatindlæg fra mennesker, som stiller spørgsmålstegn ved vedtagne medicinske dogmer og den etablerede videnskab? Også selv om debatten indeholder eventuelle sundhedsskadelige påstande?

Og har det gang på jord, og er det overhovedet ønskeligt, at medier afholder sig fra at bringe sundhedsvidenskabelige forskningsnyheder til fordel for baggrundsartikler om ’ Hvad vi ved’ - baseret på myndighedernes anbefalinger? Og upåagtet, at disse ofte modstridende nyheder rigtigt nok kan skabe forvirring og måske mistillid til videnskaben?

Og vil det ikke have uoverskuelige konsekvenser at kræve, at medierne selv skal kunne bevise, hvorfor et medicinsk postulat er sandt, før det kan få lov at blive videreformidlet? Ikke mindst i lyset af at forfatteren selv oplyser, at op mod halvdelen af alle udgivne forskningsresultater ikke kan reproduceres, fordi de rummer fejl, som først opdages af kolleger længe efter studiernes offentliggørelse.

Og hvad løser det at tvinge forskere til at blive mere flittige til at kommunikere deres viden, når de selvsamme forskere i bogen kritiseres for at puste deres forskning op for at få del i forskningsmidler? Forskerne vil givetvis fortsat have mest interesse i at fortælle om deres egne nye forskningsresultater – også selv om det muligvis kan betyde, at sundhedsbudskaber skifter fortegn, eller at patienter ’"trækker store ressourcer ud af samfundet, når borgerne kontakter egen læge med spørgsmål om sundhedsforskning, der endnu ikke er omsat fra enkeltfund til myndighedsanbefaling.” Og risikerer de enkeltfund, som nogle gange fører til berettigede hurtige forandringer i sundhedsvæsnet ikke på uheldigvis at blive tiet ihjel, hvis Ida Donkin fik magt, som hun har agt? Blandt andet i lyset af at historien viser, at fremskridt i sundhedsvæsnet ofte kommer i kraft af pres udefra?

Og er det en god vej at gå at opfordre myndighederne til at erklære alternativ behandling for uden virkning fremfor i dag, hvor man typisk oplyser, at der ikke er evidens herfor, når ønsket er større tillid mellem borger og sundhedsmyndigheder? Vil det virkelig mindske konspirationsteorier, som hun mener, eller i virkeligheden bare øge disse blandt de mange hundrede tusinder af hyppigere brugere heraf?

Ida Donkin har rent faktisk selv fornemmelse for de mere problematiske implikationer i sine behandlingsforslag, men fastholder dem i sidste ende alligevel, og det er her, at snoren nogle gange knækker. For selv om hendes forslag er båret af et tydeligvist velment ønske om langt mere autoritetstro og tillidsfulde patienter, som ikke forvirres af alle hånde mangesidige kommercielle interesser, så er det som om, at hun alligevel ikke altid har tænkt konsekvenserne til ende.

For hvorfor er det, at politiske greb som censur politisk kontrol og umyndiggørelse er ok, når det lige præcist handler om sundhedsopfattelser og kommunikation herom? Selv skriver hun, at det er fordi, sundhedskommunikation er anderledes end alt andet i den offentlige debat, fordi det handler om liv eller død. Men det er der jo også andre ting i samfundet, som gør, hvor vi ikke synes, at censur er vejen frem i et demokratisk samfund – for eksempel debat om deltagelse i krig.

Og måske er det bare sådan, at sundhedsvæsnet ligesom mange andre statslige institutioner i disse år er ramt af en antiautoritær, individualistisk samfundstrend, som væsnet må lære at tackle i forhold til de nu ofte mere krævende patienter, som i stigende grad forventer, at netop de selv bliver set. Krav som må formodes kun vil blive yderligere forstærkede af de fremadstormende ’skræddersyede’ og ’ personlige’ medicinske behandlinger.

Men selvfølgelig er det værd at debattere, om forvirrede patienter er så meget af det onde, at der bør gribes politisk ind på forskellig vis, og hvor grænserne i givet fald går. Eller om sundhedsforvirring er noget, som vi som samfund, som patienter og som læger må lære at leve med som en pris for mangfoldige oplysninger af forskellig observans i det moderne mediehav. Som udgangspunkt for debat herom er Ida Donkin’s bog et udmærket og tilstrækkeligt provokerende indspark – også selv om denne diskussion ikke kun er relevant for sundhedsområdets aktører, men måske for hele samfundsdebatten.

 

Om Ida Donkin:

32 år, er læge og ph.d. Hun arbejder gennem foreningen "Læger formidler" med sundheds- og videnskabsformidling og er vært på Heartbeats' podcastserie, Sundhedsjunglen.

Hun er desuden mor til to små børn.

 

 

 

 

Del artikler