Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Sundhedsminister: Scleroseplanen kommer i starten af 2019

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har haft parterne i den danske scleroseindsats til rundbordsmøde om den kommende helhedsplan for området, og hun forventer at kunne præsentere planen i begyndelsen af det nye år, fortæller hun.

”Da regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om at afsætte knap 39 mio. kr. til en ny helhedsplan for scleroseområdet, var vi også enige om, at planen skulle blive til med inddragelse af parterne på området, for at få en plan, der tager fat de rigtige steder – der hvor dem, det hele handler om, kan pege på konkrete udfordringer,”

Ved rundbordsmødet, som fandt sted 4. december, deltog de relevante faglige selskaber, Danske Regioner, KL og scleroseforeningen, og Ellen Trane Nørby er tilfreds med, at der er taget hul på drøftelserne og med at have hørt parternes bud på de vigtigste udfordringer og løsninger.

”Vi talte blandt andet om, hvordan vi kan sikre, at helhedsplanen er med til at sikre en mere helhedsorienteret behandlingsindsats for den enkelte patient, et stærkere samarbejde på tværs af sektorer, og ikke mindst fokus på tryghed og omsorg for hele familien i sygdomsforløbet. Med de konstruktive drøftelser har vi fået et endnu bedre grundlag for at lave en helhedsplan, der favner de største udfordringer på området, og jeg forventer, at vi kan præsentere den i starten af det nye år," siger Ellen Trane Nørby.

 

Del artikler