Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Hver femte kronisk syge ældre genindlægges indenfor en måned

Kronisk syge ældre med hyppige kontakter til sundhedsvæsenet har stor risiko for genindlæggelse.

Omkring hver femte patient ryger tilbage på hospitalet inden for den første måned efter udskrivelsen. Det viser en ny undersøgelse af personer over 65 år, der har været indlagt på et dansk hospital:

"Ikke overraskende drejer det sig om borgere med kroniske sygdomme, der i forvejen har kontakt med en række forskellige aktører inden for sundhedsvæsenet. De havner tilsyneladende i en negativ spiral, hvor gentagne akutte indlæggelser og kontakter på kryds og tværs mellem de forskellige instanser bliver en del af hverdagen," forklarer Mona Kyndi Pedersen i en pressemeddelelse fra Aalborg Universitetshospital. Hun er forsker ved Klinik Medicin og Akut på Aalborg Universitetshospital og står bag undersøgelsen.

Ifølge forskeren bidrager undersøgelsens resultater til, at man i fremtiden bedre vil kunne udpege de særlige grupper af borgere, som er i risiko for at blive genindlagt.

"I princippet kan man allerede ved indlæggelsen vurdere, om der er tale om en patient, der med stor sandsynlighed vil blive genindlagt. Hvis for eksempel patienten bruger meget medicin, har mange besøg hos egen læge eller vagtlæge, eller ofte benytter skadestuen, eller har været indlagt for nyligt, er det markører, som indikerer, at patienten har stor risiko for at blive genindlagt," siger Mona Kyndi Pedersen.

Forskergruppen har udviklet en database, der kobler oplysninger fra forskellige registre. Herfra har de beskrevet patienternes kontakter til sundhedsvæsenet over tid og identificeret kontaktmønstre på tværs af sektorer. Oplysningerne er herefter koblet med en række informationer om den enkelte persons livsvilkår og sociale forhold.

Databasen omfatter 1.275.000 indlæggelser og omfatter knap 500.000 personer, der én eller flere gange, har været indlagt på et hospital i perioden 2007-2010.

Forskergruppen planlægger nu at bruge det omfattende datamateriale til at se nærmere på udvalgte problemstillinger og mere afgrænsede patientgrupper.

Del artikler