Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Jagten på ny regionsdirektør går ind

Region Midtjylland lokker med årsløn på mindst 1,6 millioner kroner til den, som skal afløse den fyrede Jacob Steengaard Madsen.

"Som øverste ansatte administrative leder er en vigtig opgave at kunne samle ledelsesholdet og have øje for samarbejde, forandringsparathed og medarbejdertrivsel."

Sådan skriver Region Midtjylland bl.a. i et stillingsopslag. Regionen indleder nemlig nu jagten efter en ny regionsdirektør efter Jacob Stengaard Madsen, som i september blev fyret efter ugers uro blandt medarbejdere i regionen.

Uroen ulmede længe og eksploderede, da de to hospitalsdirektører på Hospitalsenhed Midt blev fyret. 260 fagpersoner i Overlægerådene ved Hospitalsenhed Midt kaldte fyringen af sygehusledelsen for »kritisk«, og medarbejdervalgte repræsentanter udvandrede fra et møde med blandt andre Jacob Steengaard Madsen i regionens samarbejdsudvalg.

Og fortidens samarbejdsproblemer er tydeligt at læse i jobopslaget.

Ikke alene skal den nye regionsdirektør have øje for samarbejde og medarbejdertrivsel. Vedkommende skal også være "dialogorienteret og god til at skabe troværdighed og tillid i forhold til medarbejdere". I jobopslaget hedder det videre: "Du sætter et godt arbejdsmiljø i højsædet og inddrager MED-organisationen konstruktivt."

Og jobopslaget indledes med: "Kan du agere i spændet mellem det administrative og politiske niveau?"

Måske ikke en tilfældig indledning, for de seneste måneders begivenheder i regionen har afsløret, at hvis samspillet mellem politisk og administrativ ledelse ikke går i hak, så går det galt.

Den kommende direktør kan se frem til en årsløn på 1.573.724 kroner. Regionen er desuden åben over for at indgå en kontrakt på "individuelle vilkår" med den nye direktør. Sker det, kan lønningsposten blive 20 procent tungere.

Jobbet som regionsdirektør varetages i øjeblikket af Christian Boel, som er konstitueret regionsdirektør.