Læge fra intensiv opsøger sine patienter

KULTUR: Hvad sker der for alvorligt syge patienter, når moderne medicin og dygtige læger nok redder dem på målstregen, men herefter efterlader dem i et liv, som nogle vil mene er en værre skæbne end den død, som de lige netop undgik?

Intensivlæge på Brigham & Women’s Hospital and Harvard Medical School, Daniela Lamas, har i sin nye overbevisende og gribende bog ’You can stop humming now’ opsøgt ikke kun egne patienter, men også andre patienter, som nu lider af kroniske, invaliderende sygdomme, efter at de har overlevet intensiv behandling af livstruende sygdomme og ulykker. Hun har besøgt dem hjemme hos dem selv for at finde ud af, hvordan livet egentligt former sig dem, efter at de for længst er blevet udskrevet fra de intensive afdelingers ofte voldsomme behandlinger.

Det er en nærmest journalistisk opgave, som Daniela Lamas har taget på sig, efter at hun blev ramt af tvivl om, hvor vidt hendes mange årige professionelle kamp i døgndrift på ledende amerikanske hospitalers akut- og intensivafdelinger for at få sine patienter til at overleve for en nærmest hvilken som helst pris, egentligt altid har været til patienternes bedste. Nogle gange ville en mindre målrettet livreddende indsats måske have været bedre, og måske var hendes succes måske ikke altid patientens, spurgte hun sig selv.

Daniela Lamas’ patienter har typisk overlevet efter at have været igennem akutte livstruende lunge- nyre - og hjerteoperationer. Ofte har de kun undgået døden i kraft af at have være bundet til maskiner i månedsvis, og de fleste har ligget længe på intensive. Mange har fået stærke mediciner med forfærdelige bivirkninger, og nogen har måttet gennem procedurer, som mange ikke overlever. Behandlingsforløb om hvilke det gælder, at det kun er de færreste, som kan vende tilbage til et liv, der ligner det liv, som de havde før de blev syge.

Så efter i en årrække at have reddet liv på intensiv, fik Daniela Lamas i stigende grad blik for, at hendes overlevende, men herefter nu ofte kronisk kritisk syge patienter typisk ikke kan ånde uden respirator, er tilbøjelige til infektion og lider af dysfunktioner, der kan spænde fra agression til koma. Og værre, at disse patienter har dårlige udsigter til at blive bedre, ligesom en del udskrives til institutioner.

’You can stop Humming now’ er således ikke en typisk medicinsk memoire, hvor en læge har fokus på sin egen udvikling, men en bog om, hvordan livet former sig på godt og ondt for overleverne, når hightechmediciner og målrettede og nogle gange ligefrem mirakuløse indsatser fra blandt andre læger som Daniela Lama selv, har givet patienter mulighed for at forlænge det liv, som de ellers var så tætte på helt at miste.

Bogen består af ni essays, hvori læseren møder overlevere og indimellem også pårørende, hvis beretninger er fint balancerede mellem Lamas' kliniske viden og iagttagelser og patienter og pårørendes subjektive oplevelser. Vurderinger og nye livsvilkår, som hun får fremragende foldet ud i kraft af hendes egen kolossale nysgerrighed og tilsyneladende dybe menneskelige interesse for overlevernes nye vilkår samt ikke mindst hendes åbenlyse evner som interviewer og samtalepartner. Og hertil kommer, at Lamas er befriende bevidst om, at ligesom læger ofte kan være meget tætte på deres patienter gennem selve behandlingsforløbene, så kan de også samtidigt være helt uden indsigt i patienternes liv udenfor diagnosen og hospitalsmurene.

"For mine kolleger og mig er tiden på hospitalet, når vi behandler og skærer i patienterne (...) generelt, hvad vi kender til deres livsbaner. Måske ser vi dem, hvis de bliver syge nok til at vende tilbage til enheden, og hvis tilbagefaldet falder sammen med vores vagter. Men vi har sjældent mulighed for at følge dem gennem deres ophold på hospitalernes langtidsafdelinger, gennem infektioner, delirium og tilbagefald, og måske, hvis de er heldige, så tilbage til et liv hjemme hos dem, der ligner noget i retning af hvad de forlod, " erkender hun og forklarer videre:.

“Jeg ønskede at vide, om de ville lære at tilpasse sig de nye realiteter, og om de måske ville fortryde deres beslutninger (valget om at modtage de ofte invaliderende behandlinger, red),” skriver Lamas, som konstaterer, at patienterne som oftest har betalt en meget høj pris i form af alvorlige fysiske eller psykiske følgevirkninger for de lægeligt anskuet meget succesfulde behandlinger.

Og de tidligere intensivpatienter er da også ofte fortsat udfordrede og skrøbelige, men sjældent bitre og ulykkelige over deres nye livsvilkår. De fleste værdsætter at være i live og finder nye glæder i tilværelsen indenfor de rammer, som de nu hver især har efter sygdommen, og det samme gør de pårørende trods hverdage fulde af vanskeligheder og handicaps.