Tre intense dage: Sygeplejerske Thomas Sørensen dykkede ned i psykiatrien på Folkemødet

Sygeplejerske Thomas Sørensen, som har en brændende interesse for psykiatriens vilkår, deltog i årets folkemøde, hvor han brugte tre dage primært på at overvære debatter om psykiatri. Her fortæller han om sine indtryk. 

Folkemødet havde i år omkring 200 scener og 3400 events, debatter og happenings.

Ingen har kunnet deltage i alt, og alle har nok deltaget i det, de kunne indenfor det felt, de har interesser, arbejde eller forpligtelser.

Jeg selv brugte tre dage primært på at overvære debatter om psykiatri, og specielt psykiatrien har fyldt meget i de mange debatter. Psykiatrien er på mange måder et brændvarmt emne i den offentlige debat (søndag 16. juni har der igen været et knivoverfald på et psykiatrisk center) og var det tydeligvis også på Folkemødet. Netop fordi der nærmest hele tiden var to eller flere igangværende debatter omhandlende psykiatriens brugere, vilkår og udfordringer, har jeg måtte prioritere skarpt imellem de mange tilbud. 

Derfor prioriterede jeg selv Region Hovedstadens Psykiatris direktions ønske om at debattere psykiatriens ry og rygte. På blandt andet LinkedIn proklamerede man et ønske om at deltage i debatten. For et speciale, der i mange år har været svært lukket og utilgængeligt for udefrakommende, er det en meget kærkommen tilgang fra direktionen. 

Men desværre lykkedes det kun Region Hovedstadens Psykiatri at arrangere én debat, hvor direktionen selv deltog som moderator ved direktør Eva Zeuthen Bentsen, og hvor vicedirektør Ida Hageman deltog i panelet.

Debatten var om børne- Ungdomspsykiatrien, og man havde inviteret et par unge mentorer med brugerbaggrund samt en forældre med. Ud over disse var der fagfolk i form af en professor, overlæge og en chefpsykolog.  

Absurd udmelding

Debatten var spændende, og som kliniker var det spændende at høre brugernes oplevelser af specialet i en paneldebat med de klinikere, der leder subspecialet. Der var en erkendelse af, at man som speciale har trænge kår, og at mange tilbud ikke har været gode nok. Det var kærkommen og korrekt. Desværre sluttede man af med at angive overfor os tilhørere, at man bevæger sig den rigtige vej, og at der er en positiv udvikling i børne- ungdomspsykiatrien. Mere om det absurde i den udmelding senere. 

Stor ros

Direktør Eva Zeuthen Bentsen deltog desværre kun i én debat ud over den, hun var moderator på, men det var til gengæld også at træde ind i “fjendeland”. ´Håb i Psykiatrien´, som er en frivillig organisation, havde arrangeret en debat med deltagelse af fagfolk og ledere fra psykiatrien samt brugere og kritikere af den nuværende psykiatri. Debatten var levende, og selv om ideerne fra kritikerne blev anerkendt og dele af dem vurderet som opnåelige, så kunne man tydeligt mærke, at specialet har rigtig svært ved at redegøre for de rammer og begrænsninger, som der er. Det var den eneste debat, jeg overværede, hvor arrangøren faktisk havde fået inviteret paneldeltagere, som var uenige, og hvor debatten fik noget kant og sjæl.

Så stor ros til ´Håb i Psykiatrien´ for at arrangere debatten. Men også stor ros til Region Hovedstadens psykiatri og direktør Eva Zeuthen Bentsen for at ville stille op i en debat, hvor risikoen for kritik og skældud var overvældende.

Totalt kollaps af psykiatri-specialet

Jeg overværede også en debat arrangeret af Overlægeforeningen, hvor man ville debattere, hvornår man får en god psykiatri.

Der var den lægefaglige direktør i Danske Regioner med fra det politiske bagland, og generalsekretær Jane Alrø Sørensen fra Bedre Psykiatri var med som repræsentant for pårørende og brugerne. Imellem de to stod to lægefaglige selskaber repræsenteret ved deres forpersoner og selvfølgelig Overlægeforeningen selv.

Lad mig bare allerede her afsløre, at man ikke kunne give et svar på debattens spørgsmål. Tværtimod stod de to faglige selskaber for psykiatri og børne- ungepsykiatrien og talte om et totalt kollaps af specialet – hvilket blev bekræftet af både Bedre Psykiatri og Overlægeforeningens forkvinde. Det er faktisk første gang, jeg har hørt netop de specialeledende organisationer så bramfrit og direkte italesætte de massive udfordringer og konsekvenserne – nemlig et kollaps. 

Mange vil undre sig over udmelding

Og så tilbage til debatten arrangeret af Region Hovedstadens Psykiatri, som jo er arbejdsgiver. At proklamere, at børne-ungdomspsykiatrien bevæger sig i en rigtig retning er nok korrekt, hvis man isoleret ser på de positive effekter som for eksempel ungementorer har i forløbene. Men sammenholdt med, hvad offentligheden får af historier, så tror jeg mange vil undre sig over sådan en udmelding, hvis man arbejder i specialet eller dagligt har kontakt med børne- ungdomspsykiatrien. 

Region Hovedstadens Psykiatri tog til Folkemødet med et ønske om at debattere psykiatriens ry og rygte, og man må sige, at de fejlede. I hvert fald hvis deres budskab er som deres LinkedIn-opdatering, nemlig at psykiatrien er bedre end de historier, som kommer frem. Psykiatrien som speciale har fyldt rigtig meget på Folkemødet, og jeg har selvfølgelig ikke set og hørt alle debatterne. Men ingen steder hørte jeg så positive takter som i direktionens eget arrangement. Og så bliver det for unuanceret, når det, man siger, er så modsatrettet fra vigtige aktører som Dansk Psykiatrisk Selskab og Overlægeforeningen. 

Men man er også nød til at rose direktionen for at ture stille op og for at starte en proces, hvor åbenhed omkring specialets udfordringer kan komme brugere, pårørende og medarbejdere til gode. Det bliver en svær proces, som jeg håber man både politisk og organisatorisk kan støtte op om. For hvis man organisatorisk erkender, at man har fejlet igennem en årrække, så skal der hurtigt være nogle politikere, der ønsker at finde en ny ledelse, som igen kan fastholde illusionen om, at vi i psykiatrien kan levere mere for mindre.

Medarbejderne manglede i debatterne 

Ydermere var det i de mange debatter et fåtal af medarbejdere, der deltog, mens at ledere, organisationer og politikere stod på nakken af hinanden. Man kan selvfølgelig argumente for, at de mange dele af fagbevægelsen, som deltog, jo repræsenterer arbejdstagerne. Men debatterne blev hurtigt overfladiske og uden substans, når dem længst væk fra patienterne debatter vores psykiatri, ligesom at Dansk Sygeplejeråd med flere ikke er de bedst egnede til at italesætte konsekvenserne i psykiatrien.

Medarbejderne manglende simpelthen til at gøre debatterne mere konkrete, og konsekvenserne af de politiske vinde i bedre grad kunne visualiseres.

Til næste år kan man jo håbe på, at det billede ændrer sig. Alene det, at man i ledelsen af psykiatrien er villig til at stille op til debat, gør, at jeg har forhåbninger til, at vi næste år kommer et lag eller to dybere ned i at debattere det, som er svært i psykiatrien.