Etisk Råd er mere politisk end etisk

Formanden for Etisk Råd, Leif Vestergaard Pedersen, sagde for nylig i Sundhedspolitisk Tidskrift, at aktiv dødshjælp til den enkelte risikerer at fratage noget værdifuldt fra de mange. Etisk Råd har også tidligere forholdt sig til spørgsmålet. Formand for Læger for Aktiv Dødshjælp, Svend Lings, er dog stærkt kritisk overfor rådets vurderinger.

Etik handler om de ideer eller teorier, der ligger til grund for moralske valg, mens moral er betegnelsen for vore forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert. Det Etiske Råd beskæftiger sig mig bekendt ikke ret meget med moralteorier. Derimod handler dets udtalelser som regel om, hvad vi bør tro og gøre eller ikke gøre, altså hvad der moralsk er rigtigt. Rådet burde derfor rettelig hedde ”Det Moralske Råd”.

De fleste har nok en forestilling om at et udvalg der hedder noget så storartet som ”Det Etiske Råd” består af meget kloge folk, omhyggeligt udtaget på baggrund af fremragende faglig indsigt eller andre særlige kvalifikationer. Sådan er det bare ikke. Overhovedet ikke.

Rådet har 17 medlemmer. Ni udpeges af Folketingets udvalg vedrørende Det Etiske Råd, mens otte udpeges af fire forskellige ministre, som hver udpeger to: hidtil Sundheds- og Ældreministeren, Miljø- og Fødevareministeren, Uddannelses- og Forskningsministeren samt Erhvervs- og Vækstministeren. Der er ingen kriterier, ingen krav om faglige kvalifikationer eller anden særlig indsigt.

Lur mig, om ikke folketingsudvalget indgår politiske studehandler, og om ikke ministrene udpeger deres egne meningsfæller.

Af forunderlige årsager har troende kristne altid haft flertal i rådet, ligesom formændene har været udøvende kristne. Har de kristelige da en højere moral end os andre? Det er i hvert fald lykkedes det kristne establishment at trykke på de rigtige knapper. Derfor ligner rådet i sammensætning slet ikke befolkningen (der selvfølgelig heller aldrig er blevet spurgt).

Det Etiske Råd har gennem mange år haft afgørende indflydelse på politikernes beslutninger i kontroversielle spørgsmål ved at rådgive folketing og sundhedsmyndigheder. Hvem tør sige imod, når Det Etiske Råd har givet en, for det meste, ”enstemmig” udtalelse? Derved fungerer det som en barriere mellem befolkning og politikere. Det er en lukket, udemokratisk anakronisme, der vækker mindelser om 1800-tallets paternalisme, og det bør nedlægges til fordel for en direkte dialog mellem folket og dets repræsentanter på tinge. Når politikerne har behov for rådgivning, kan man bare ad hoc nedsætte et udvalg af personer med særlig indsigt på området. Eller, endnu bedre, man kunne i stedet for Etisk Råd danne et åbent ”borgerpanel”, der er sammensat, så det ligner befolkningen. Som det er sket på en række andre områder både her og i udlandet. Det ville både gavne samfundsdebattens kvalitet og styrke demokratiet.