Voksne med type 1-diabetes får markant dårligere behandling end børn

Debat

Af Tove Juhl Nielsen, pensioneret læge og
Tine Filges, programchef i Type 1 –Tænketank for Diabetes
Begge lever med type 1-diabetes

Voksne med type 1-diabetes står markant dårligere end børn, fordi de sjældent får adgang til den teknologi, som løfter behandlingsresultaterne hos de yngste. Moderne insulinpumper har givet børn langt bedre blodsukkerkontrol, men flertallet af voksne får dem ikke, selv om effekten er veldokumenteret. Resultatet er en behandlingsulighed, skriver Tove Juhl Nielsen, pensioneret læge, og Tine Filges, programchef i Type 1 – Tænketank for Diabetes.

I Ugeskriftet nr. 17, 2025 beskrives, at årsrapporten fra Dansk Diabetes Database (DDID) viser flotte resultater, og at kvalitetsudviklingen i dansk diabetesbehandling går forrygende – blandt andet inden for glykæmisk kontrol. Denne vurdering bør problematiseres.

I rapporten er diabetespopulationen delt i tre grupper: voksne med type 1-diabetes, voksne med type 2-diabetes og børn med diabetes (hvoraf 90 procent har type 1-diabetes). Ifølge DDID opfylder 35 procent af voksne med type 1-diabetes målet om HbA1c ≤ 53 mmol/mol. I gruppen af voksne med type 2 er det 72 procent og blandt børn og unge 55 procent. Gruppen af voksne med type 1-diabetes har altså den største andel af dysregulerede patienter – hele 65 procent – og er den eneste gruppe, hvor majoriteten ikke når behandlingsmålet.

Hvorfor er det sådan? Og har voksne med type 1-diabetes historisk været dårligere reguleret end børn med samme sygdom?

Af Steno Diabetes Center Aarhus’ femårsevaluering (2023) ses på side 76 udviklingen i HbA1c for børn og voksne i Region Midtjylland 2019–2023. Fra 2021, hvor AID-pumper (Automated Insulin Delivery) blev introduceret, får børnene markant bedre resultater end de voksne. I 2023 har 55–60 procent af børnene HbA1c under 53, mod cirka 32 procent af de voksne. Før 2021 var forskellene små. I teksten forklares det, at forbedringen primært skyldes brugen af diabetesteknologi hos de yngste.

Man ved, hvordan behandlingsresultaterne kan forbedres. Kurverne viser tydeligt, at fremskridtet kom efter introduktionen af AID-teknologi. Det samme ses i databasen Diabetestal.nu: frem til 2021 var børn og voksne reguleret på omtrent samme niveau, men derefter steg andelen af børn, der nåede behandlingsmålet, markant.

Det er glædeligt, at det går så godt for børn og unge med type 1-diabetes. Men kan vi i Danmark forsvare, at voksne fortsat ikke får samme optimale behandling? Der er over 30.000 voksne med type 1-diabetes, hvoraf mange har haft sygdommen i årtier – længe før den nuværende teknologi fandtes. Over halvdelen lever med langtidskomplikationer.

Erfaringerne fra børn og unge viser, at AID-teknologi forbedrer resultaterne markant – uden nævneværdige bivirkninger og ofte med færre hypoglykæmier og mindre diabetesstress. Talrige studier bekræfter samme effekt hos voksne. Alligevel anvendes teknologien i Danmark kun i begrænset omfang til denne gruppe.

Teknologien findes, resultaterne kendes, og gevinsterne er veldokumenterede. Når vi alligevel ser så lav en andel velregulerede voksne, må vi spørge, om årsagen ikke snarere ligger i adgangen til udstyr end i patienternes indsats.

At kalde tallene for “flotte resultater” er derfor misvisende. De viser snarere, at vi som samfund accepterer en betydelig ulighed i behandling og livsmuligheder mellem børn og voksne med den samme sygdom.