
Robert F. Kennedy Jr. er sandsynligvis USA´s kommende sundhedsminister.
Vaccineskeptiker rykker tættere på posten som sundhedsminister i USA
De 100 senatorer i det amerikanske senat forbereder sig på en afstemning, der kan gøre Robert F. Kennedy Jr. til USA’s næste sundhedsminister. Efter en skarp debat i senatets finansudvalg 4. februar, hvor alle republikanere stemte for, mens samtlige demokrater stemte imod, er Kennedy nu rykket tættere på posten.
Hans nominering har udløst en intens politisk strid, ikke kun mellem demokrater og republikanere, men også internt blandt republikanerne, hvor flere senatorer har udtrykt skepsis over for Kennedys tidligere udtalelser og ageren.
Med republikanernes nuværende flertal på 53-47 i senatet kan Kennedy dog tåle, at op til tre republikanske senatorer stemmer imod ham.
Kontroversiel kandidat med kompleks baggrund
Robert F. Kennedy Jr. – søn af den tidligere justitsminister Robert F. Kennedy og nevø til præsident John F. Kennedy – har længe været en kendt figur i amerikansk politik og aktivisme. Han begyndte sin karriere som miljøadvokat og blev kendt for sine indsatser mod forurening og industripåvirkninger af folkesundheden.
I de senere år har han dog især skabt overskrifter på grund af sine kritiske holdninger om vacciner og offentlige sundhedsmyndigheder. Han har ofte hævdet, at vaccineindustrien ikke er tilstrækkeligt reguleret, og han har fremført påstande om, at vacciner kan være forbundet med alvorlige bivirkninger – herunder autisme, en påstand, der er blevet massivt afvist af forskere og sundhedsmyndigheder verden over.
Hans holdninger har gjort ham til en helt for visse grupper, der føler sig marginaliserede af det etablerede sundhedssystem, men også til en paria blandt mange i det medicinske samfund.
Vacciner, videnskab og politisk modvind
Kennedy har været igennem flere separate høringer i forskellige senatsudvalg, og under høringsprocessen har han forsøgt at distancere sig fra sin tidligere retorik om vacciner. Han har insisteret på, at han ikke er imod vacciner, men snarere ønsker at sikre bedre sikkerhedstests og en mere transparent regulering af medicinalindustrien.
Det overbeviste dog ikke mange af hans kritikere. Under en af høringerne fremviste senator Bernie Sanders billeder af babybodystockings med antivaccine-budskaber, der tidligere blev solgt af Children's Health Defense – en organisation, Kennedy ledede indtil for nylig. Kennedy svarede, at han ikke længere har nogen tilknytning til gruppen, men for mange demokrater var skaden allerede sket.
En af de republikanske senatorer, der i begyndelsen udtrykte tvivl, var lægen og eksperten i leversygdomme, Bill Cassidy fra Louisiana. Cassidy havde tidligere udtalt sig kritisk om Kennedy og hans vaccineholdninger, men annoncerede i sidste øjeblik, at han ville støtte nomineringen.
"Jeg har haft meget intense samtaler med Bobby og Det Hvide Hus hen over weekenden og endda i morges,"skrev Cassidy i et opslag på det sociale medie X. "Med de seriøse løfter, jeg har fået fra administrationen og muligheden for at gøre fremskridt på områder, hvor vi er enige, såsom sund kost og en pro-amerikansk dagsorden, vil jeg stemme ja."

Cassidys støtte var et afgørende vendepunkt for Kennedy, da det fjernede en af de største republikanske forhindringer for nomineringen.
Trumps opbakning
Kennedy blev nomineret af Donald Trump, som har givet ham stor opbakning og ser ham som en vigtig brik i sit projekt om at reformere det amerikanske sundhedssystem. Trump har flere gange rost Kennedy for hans engagement i at udfordre det etablerede sundhedsparadigme, især hvad angår regulering af fødevarer, medicin og offentlige sundhedsprogrammer.
I et opslag på sin sociale medieplatform Truth Social skrev Trump kort før afstemningen i finansudvalget:
"For 20 år siden var autisme hos børn 1 ud af 10.000. NU er det 1 ud af 34. WOW! Noget er virkelig galt. Vi har brug for BOBBY!!!"

Selvom opslaget ikke eksplicit nævnte vacciner, var budskabet tydeligt: Trump ser Kennedy som en reformator, der kan tage fat på spørgsmål, der har optaget vaccinekritiske og alternative sundhedsmiljøer i årevis.
Trump har også givet Kennedy relativt frie hænder til at omstrukturere sundhedsministeriet (HHS) og de føderale sundhedsmyndigheder. Kennedy har tidligere antydet, at han vil fyre mange af de nuværende embedsmænd og gennemføre radikale ændringer i måden, hvorpå USA regulerer lægemidler, fødevarer og offentlige sundhedsprogrammer.
Bekymringer om konsekvenserne af Kennedys udnævnelse
Demokrater og mange folkesundhedseksperter advarer om, at Kennedys nominering kan få alvorlige konsekvenser for amerikansk sundhedspolitik. De frygter, at hans historik med vaccinekritik og mistillid til offentlige sundhedsmyndigheder vil undergrave tilliden til videnskabelige institutioner og potentielt føre til lavere vaccinationsrater.
Senator Ron Wyden, en ledende demokrat i finansudvalget, sagde ifølge flere medier efter afstemningen:
"Kennedy har ikke givet os nogen grund til at tro, at han vil være andet end en marionet for planer om at skære i Medicaid og fratage millioner af amerikanere deres sundhedspleje."
Også senator Peter Welch advarede mod Kennedys tilgang:
"Jeg vil have en disrupter i sundhedssystemet, men ikke en ødelægger. Efter denne høring har jeg ikke tillid til, at Kennedy er den rette person til at lede os mod en bedre fremtid."
Kennedys modstandere peger desuden på, at han har juridiske sager mod medicinalindustrien, herunder et søgsmål mod Merck over HPV-vaccinen. De mener, at det udgør en interessekonflikt, som kan påvirke hans beslutninger som sundhedsminister.
Afstemningen i senatet bliver afgørende
Den endelige afstemning i senatet forventes at finde sted i de kommende dage. Hvis Kennedy bliver godkendt, vil han stå i spidsen for en af de mest magtfulde ministerier i USA med ansvar for agenturer som CDC, FDA og NIH. CDC overvåger og bekæmper sygdomme, FDA godkender medicin, vacciner og fødevarer, og NIH forsker i sygdomme og behandlinger.
Afstemningen vil også være en test af, hvor langt republikanerne er villige til at gå for at støtte en kandidat, der stadig er dybt kontroversiel, selv blandt nogle i deres egne rækker. Mens nogle ser ham som en nødvendig reformator, der kan tage kampen op mod et ineffektivt system, frygter andre, at han vil skabe mere usikkerhed og politisere sundhedsområdet yderligere.
Relateret artikel

