Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Donald Trump er åben over for nogle af Kennedys mere kontroversielle idéer.

Trump vælger vaccineskeptiker som sundhedsminister

Trump har valgt vaccineskeptikeren Robert F. Kennedy Jr. som sundhedsminister.

Det skriver Trump i et opslag på X torsdag aften dansk tid. 

”Alt for længe har amerikanere været undertrykt af den industrielle fødevareindustri og medicinalvirksomheder, der har brugt vildledning, misinformation og desinformation om folkesundheden,” skriver Trump.

Som sundhedsminister får Kennedy blandt andet den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse, FDA, under sig. Det er FDA, der blandt andet godkender nye lægemidler. 

Før han kan blive sundhedsminister skal han dog godkendes i senatet, og det er langt fra sikkert, at den kontroversielle politiker, bliver det.

Robert F. Kennedy er søn af Robert F. Kennedy, som blev skudt i 1968, og han stillede op som uafhængig præsidentkandidat tidligere i år efter at have brudt med det demokratiske parti. I august trak han sit kandidatur og erklærede sin støtte til Trump.

Han har længe spredt konspirationsteorier, blandt andet om at kemikalier i grundvandet gør børn til transkønnede. Han er stærkt kritisk overfor vacciner og har for eksempel ofte påstået, at børnevacciner er forbundet med autisme, selvom studier har modbevist den teori i årtier. 

Da Trump for et nogle uger siden blev spurgt, om det kunne være en mulighed at forbyde visse vacciner i en anden embedsperiode, udelukkede han det ikke.

"Tja, jeg vil tale med [Kennedy] og tale med andre folk, og så vil jeg træffe en beslutning, men han er en meget talentfuld fyr og har stærke holdninger," sagde Trump.

Robert F. Kennedy Jr. har blandt andet sagt, at han vil fyre alle topfolk i sundhedsstyrelsen, forbyde fluor i drikkevandet og er fortaler for råmælk og psykedeliske stoffer. Han har også i årevis været en fremtrædende skikkelse i anti-vaccinebevægelsen og har udtrykt bekymringer over en række vacciner. Han har blandt andet været kritisk over for MFR-vaccinen (mæslinger, fåresyge og røde hunde).

Under COVID-19-pandemien har han også spredt misinformation om COVID-19-vaccinerne, herunder påstande om deres sikkerhed og effektivitet. I 2021 identificerede The Center for Countering Digital Hate Kennedy som en af de "Disinformation Dozen", de 12 mest produktive spredere af COVID-19-misinformation online.

Kennedys synspunkter er ofte blevet kritiseret af sundhedseksperter og også af hans egen familie, som har udtalt, at han er "tragisk forkert" i sine holdninger til vacciner.

 

 

Del artikler