VitaePro, der lever af at sælge kosttilskud, har luret vejen til danskernes pengepung. For hvis der er noget, der kan få danskerne til at bruge tusindvis af kroner hvert år på kosttilskud, så er det, når halv-og helkendte typer fortæller, hvor skønt de har det, efter de er begyndt at spise VitaePro.
En af dem er Line Baun Danielsen, der på en lille film lystigt fortæller, at hun har spist VitaePro i tre år, og nu er det blevet endnu bedre. For kosttilskuddet har for nylig fået zink. Derfor synes hun, at alle os, der kigger med, også skal hoppe på VitaePro-bølgen, og hun oplyser, at vi kan få det til halv pris den første måned.
Og på hjemmesiden fremgår, at “VitaePro indeholder ingredienser med dokumenteret effekt for muskler og led. Og som NYHED indeholder VitaePro nu også zink for immunsystemet og vitamin B1 for hjertet.”
Susanne Gjedsted Bügel, der er professor i ernæring og sundhed ved Københavns Universitet, har set nærmere på indholdet på VitaePro’s hjemmeside, men hun er ikke lige så begejstret. For de vitaminer og mineraler, kosttilskuddet indeholder, er alle nogle, man allerede får dækket gennem kosten, hvis man spiser sundt og varieret. Dette gælder også for zink:
”Kapslen indeholder blandt andet de tre mineraler: zink, mangan og selen. Fælles for de tre er, at man får dækket sit behov gennem varieret kost. Kun veganere skal være opmærksomme på at få zink nok. Til gengæld skal man ikke have for meget mangan, for det kan i værste fald give en forgiftning,” forklarer professoren, der ikke selv spiser kosttilskud, men foretrækker at spise sundt og varieret.
Varieret mad kan mere
Susanne Gjedsted Bügel forklarer, at man helt grundlæggende hverken har brug for den her kapsel fra VitaePro eller andre vitaminpiller, hvis man bare spiser varieret og spiser forskellige slags fisk to gange om ugen. Så får man det, kroppen har brug for, og som en slags bonus får man også en række sekundære næringsstoffer, som kan have en positiv effekt, og som man ikke får i kosttilskud.
Hun hæfter sig også ved, at de førte to ingredienser astaxanthin og lutein begge er såkaldte carotenoider, som ikke er essentielle kosttilskud og ikke er blandt de officielt anbefalede næringsstoffer:
”Det betyder, vi godt kan leve uden dem. Men de kan godt gå ind og påvirke vores metabolisme, og de har en antioxidant effekt. Men spørgsmålet er, om man har brug for det i de her mængder,” forklarer hun.
Kaj Winther, dr. med. og adjungeret professor ved Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, har også set nærmere på indholdet.
VitaePro svarer
Vi har kontaktet VitaePro i Oslo og stillet dem en række spørgsmål. Steve Jørgensen, Chief Commercial Officer i VitaeLab, har svaret, at hvis man dagligt formår at opretholde en sund og varieret kost, behøver man ikke nødvendigvis at tage kosttilskud. Den anbefalede daglige dosis af VitaePro er en-to kapsler, men alle kunder får automatisk leveret det, der svarer til kun en kapsel dagligt. Han tilføjer, at det er sikkert at tage to kapsler dagligt, og at indholdet af D-vitamin følger EU anbefalingen på 15 microgram. Men hensyn til, at der ikke er evidens for selve kapslen, fastholder han, at alle studier inden for dette område udføres på ingrediensniveau, og de er trygge ved den dokumentation af effekt, som de kommunikerer.
Læs hele svaret her
”Der er mange spændende stoffer i den kapsel, som hver især har dokumentation. Men det er ikke det samme som, at det så også virker, når man blander det hele sammen i relativt lave mængder – eller om man overhovedet har brug for det. Og da der desværre aldrig er lavet en klinisk kontrolleret undersøgelse på selve kapslen, så må vi jo stole på det, de kendte siger,” siger han og griner, for han synes, at det er lidt tosset, at folk køber et tilskud, de allerede får dækket gennem kosten.
VitaePro skriver også selv efter oversigten over ingredienser, at kapslen ikke bør erstatte en varieret og afbalanceret kost og en sund livsstil.
Nok er nok
Susanne Gjedsted Bügel forklarer, at det handler om at forstå, at nok er nok. Vi skal have den rigtige dosis af en lang række vitaminer og mineraler, men ekstra meget er ikke ekstra godt. Så når vi spiser kosttilskud, får vi bare en større dosis af noget, som kroppen allerede har, og i værste fald kan det virke modsat.
"Nok er nok. Det er vigtigt at forstå. D-vitamin er for eksempel godt mod ømme muskler, men man skal kun have den anbefalede dosis. Tager man for eksempel to VitaePro kapsler daglig, så får man dobbelt af den anbefalede dosis af D-vitamin, og man risikerer, at det har en modsat effekt. Ekstra D-vitamin har altså kun en god effekt, hvis man mangler det,” forklarer hun.
VitaePro kapslen har dog en fin dosis af omega 3-fedtsyrer, og det er det eneste kosttilskud, som man anbefaler til alle, der ikke spiser fisk to gange om ugen.
”Spiser man ikke forskellige fisk, så er det godt at tage et tilskud af fiskeolier. Men så tænker jeg, at man kan købe fiskeoliepiller og ikke en kapsel med alle mulige andre ingredienser, som vi hverken mangler, eller som er officielt anbefalede,” siger hun.

"Nok er nok. Det er vigtigt at forstå. D-vitamin er for eksempel godt mod ømme muskler, men man skal kun have den anbefalede dosis. Tager man for eksempel to VitaePro kapsler daglig, så får man dobbelt af den anbefalede dosis af D-vitamin, og man risikerer, at det har en modsat effekt," siger Susanne Gjedsted Bügel.
VitaePro kan noget særligt for led og muskler, fremgår det af reklamerne, og når man taler med kundeservice. Det skyldes især, at kapslen har en større dosis planteekstrakt af Boswellia, som heller ikke er et essentielt nærrigsstof, men som er en kendt plante med medicinsk effekt, fortæller Kaj Winther:
”Boswellia er en af de fire mest kendte for slidgigt og indenfor antiinflammation, ligesom ingefær, gurkemeje og hypen også er godt mod ledsmerter,” fortæller han.
Fakta: Vitaminerne i VitaePro
- B1 er et vigtigt vitamin, men det er nemt at få dækket via kosten, og ikke noget, man normalt mangler. B12 er også vigtigt. Hvis man spiser varieret, så mangler man sjældent B12. Men man får det gennem animalske produkter, så er man vegetar, skal man tage B12.
- C-vitamin er også vigtigt, men ved normal kost er man dækket ind over anbefalingen.
- D-vitamin er især vigtig om vinteren. Anbefalingen er 10 microgram (EU anbefaler dog 15 microgram, red.), men hos Viteapro får man 15 pr. kapsel. Og 30 hvis man tager de to kapsler dagligt, de anbefaler.
- E-vitamin får man gennem planteolier, og de fleste får nok.
Kilde: Susanne Gjedsted Bügel, der er professor i ernæring og sundhed ved Københavns Universitet