Fuldt svar fra VitaePro
Svar fra Steve Jørgensen, Chief Commercial Officer i VitaeLab.
Hvorfor har I ikke testet kapslen, så der ville være evidens for at sammensætningen har den lovede effekt?
Alle studier inden for dette område udføres på ingrediensniveau, hvilket vil sige, at de undersøger de forskellige bestanddele, som kosttilskuddet består af. Virkningen af ingredienserne i VitaePro baserer sig på tilgængelig forskning inden for området og er blevet bekræftet af et ekspertpanel udpeget af EU (EFSA). Derfor er vi trygge ved den dokumentation af effekt, som vi kommunikerer. De aktive ingredienser, der findes i VitaePro, mister ikke deres effekt, når de spises sammen, i modsætning til når de spises hver for sig, på samme måde som frugt og grøntsager ikke mister deres næringsværdi, når de blandes i en salat. Vi udfører også mange analyser, der sikrer, at ingen ingredienser i VitaePro nedbryder hinanden eller har andre negative virkninger på hinanden.
Eksperterne er enige i, at langt de fleste danskere er dækket ind og ikke har brug for kosttilskud. Undtagelsen er fiskeolier, hvis man ikke får fisk nok og måske D-vitamin i vinterhalvåret. Hvad er jeres argument for, at man alligevel skal tage kapslen?
Hvis du dagligt formår at opretholde en sund og varieret kost og for eksempel får tilstrækkeligt med fed fisk, frugt og grøntsager, behøver du ikke nødvendigvis at tage kosttilskud. Men for dem, der ikke får tilstrækkeligt med vitaminer og næringsstoffer gennem kosten, kan kosttilskud være et meget godt supplement. VitaePro indeholder mange af de samme næringsstoffer, som du får gennem en sund og varieret kost og kan derfor være et godt tilskud for dem, der ikke får tilstrækkeligt med vitaminer og næringsstoffer gennem den mad, de spiser.
D-vitamin virker kun, hvis man har underskud. Får man for meget, kan det give en modsat effekt, og man får for meget, hvis man tager to kapsler daglig, som er tre gange anbefalet dosis. Hvad tænker I om det?
EU har vurderet, at du har brug for 15 µg dagligt for at opnå tilstrækkeligt indtag af D-vitamin (Vitamin D: EFSA sets dietary reference values | EFSA). Mængderne af antioxidanter og vitaminer, du får gennem den anbefalede dosis VitaePro, svarer til dem, du kan få ved at spise sundt og varieret hver eneste dag. Den anbefalede daglige dosis af VitaePro er 1-2 kapsler, og alle kunder får automatisk et leveringsinterval, der svarer til kun en kapsel dagligt. Det er helt sikkert at tage to kapsler dagligt, og de, der af forskellige årsager har behov for ekstra tilskud, kan aftale et leveringsinterval, der imødekommer deres behov.
Hvordan er ambassadørerne udvalgt?
Det primære udvælgelseskriterium for alle vores ambassadører og kundevidner er, at de er dedikerede brugere af VitaePro, og dette er også en forudsætning for vores samarbejde med dem. Vi benytter os som regel af almindelige personer, som længe har været loyale og tilfredse brugere af VitaePro, i vores reklamer. Af og til vælger vi også at anvende kendte personer i vores reklamer, men det er stadig afgørende, at de er dedikerede brugere af VitaePro.
