Professor efter kontroversiel udmelding om mere tvang i psykiatrien: Mit budskab er ødelagt  

“Mange flere psykisk syge burde tvangsbehandles”, lød overskriften på en artikel bragt i Politiken kort før jul. Artiklens forfatter, professor Poul Videbech, har siden da fået skarp kritik af 13 kolleger i branchen. De kalder hans opfordring til mere tvang for reaktionær og paternalistisk. Men budskabet er helt misforstået, fortæller professoren. 

“Hvis man læser kronikken med den overskrift, så forstår jeg godt, mine kollegaer har fået den galt i halsen”. 

Professor Poul Videbech havde oprindeligt kaldt sin kronik “psykiatrien er lidende, og politikerne forstår ikke faren”. Men overskriften blev altså ændret af Politikens redaktion, hvilket har “ødelagt budskabet” ifølge Videbech. 

I kronikken skrev han bl.a. om, hvordan anvendelse af tvang over for psykisk syge er blevet begrænset meget, hvilket kan indebære store fordele:  

“Men det kommer med en pris: nemlig retten til at blive hjemløs og gå til på grund af sygdom og misbrug, uden at nogen griber ind, skrev Poul Videbech: 

“Utallige gange er jeg blevet kontaktet af pårørende, der grædende spørger, om man dog ikke kan tvinge deres elskede søn eller datter til at komme i behandling, fordi de er svært psykotiske. Mange læger vil, undtagen i de alvorligste tilfælde, vige tilbage fra at anvende tvang - for sådan er holdningen nu engang i vores samfund. Det er, som om man fra lovgivernes side mener, at det at gå i hundene er et bevidst valg, en syg person træffer. Et valg, som man for enhver pris skal respektere,” skrev Poul Videbech i kronikken. 

Over for Sundhedspolitisk Tidsskrift forklarer han dog, at det ikke skal læses, som om han mener, at mange flere psykisk syge burde tvangsbehandles. Tværtimod. 

“Det er jo meget ubehageligt for alle parter at bruge tvang. Psykiaterne hader det, og det gør patienterne også. Men der kan være situationer, hvor en patient er selvmordstruet eller selvskadende, hvor det kan være nødvendigt at gribe ind. For eksempel har jeg på et tidspunkt oplevet en patient, der ville tage sit ene øje ud med en gaffel. Det kan man jo ikke bare lade stå til og se på, uden at gribe ind. I sådanne tilfælde tror jeg, alle er enige om, at det er nødvendigt at bruge tvang,” siger Poul Videbech og tilføjer: 

“Med sådan en patient ville jeg være stolt over at være paternalistisk - der har man pligt til at gribe ind, andet ville være kynisk,” tilføjer han. 

I kritikken af Poul Videbech, som er bragt i Politiken i begyndelsen af januar, lægger lægekollegerne vægt på, at professoren ikke har øje for en nylig rapport fra WHO og FN’s menneskerettighedskommission, der opfordrer til en mere rettighedsbaseret tilgang med mindre tvang. Blandt kollegerne er blandt andre overlægerne i psykiatri Anders Lindelof, Carl Leffler, Kristina Milting, Lene Dalgaard Eplov og Lone Emilie Rasmussen samt Casper Westergaard, praktiserende speciallæge i psykiatri og John Brodersen, professor i almen medicin.

Men Poul Videbech er sådan set enig med kollegerne, forklarer han: 

“Jeg vil gerne have mindre tvang i psykiatrien, allerhelst vil jeg have ingen tvang overhovedet. Men det forudsætter, at vi får en psykiatri, som fungerer, og som behandler patienterne ordentligt, så politiet ikke skal ud at finde dem,” siger Poul Videbech. 

Kronikken er heller ikke gået ubemærket hen hos Dansk Psykiatrisk Selskab, der dog har læst teksten med andre øjne end kritikerne. 

“Jeg tror i virkeligheden ikke, vi er så langt fra hinanden,” siger professor, overlæge og forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, Merete Nordentoft, og uddyber: 

“Det er muligt at nedbringe tvang i psykiatrien, men det er ikke sådan, vi tror, at man kan afværge alle tvangsindlæggelser. Der er nogle, der er så tydeligt syge og inde i et psykotisk univers, at man ikke kan komme i kontakt med dem. De kan være til fare for sig selv og andre, og dem ville det være farligt ikke at tvangsindlægge. Så en gang imellem kan tvang afværge, at en situation bliver meget værre, end den er,” siger hun og tilføjer: 

“Der er ingen, der har et ønske om tvang generelt og slet ikke mere tvang - for man sætter jo også noget på spil i relationen mellem behandler og patient, som kan skade relationen,” siger hun. 

I sin kronik fremlægger Poul Videbech en række forslag til, hvordan man bedre kan hjælpe de psykiatriske patienter - han foreslår bl.a. at genindføre såkaldte langtidsafdelinger for mennesker med skizofreni, hvor patienterne kan komme på afstand af stoffer og andre fristelser. 

Men også den del slår lægekollegaerne hårdt ned på. Deres argument er, at de fleste har brug for at komme sig i deres hjemmemiljø frem for på institutioner. 

Til det svarer Poul Videbech: 

“Det er ikke forkert, at mange kommer sig i hjemlige omgivelser, jeg mener bare, at man skal have et differentieret tilbud. Der er nogle, der er så syge, at der også skal være et tilbud til dem. Jeg har selv arbejdet på en langtidsafdeling, vi havde tid til at tale med patienterne, så vi kunne skære ned på medicinen, og de kan få støtte til at få en ny og bedre tilværelse,” siger han. 

Poul Videbech mener, at det i sidste ende er politikernes ansvar, at der bliver brugt mindre tvang i psykiatrien. 

“Hvis politikerne giver ordentlige betingelser for patienter og personale, så kan man mindske tvang, som er vanvittigt ubehageligt og ydmygende for den, der udsættes for det. Politikerne vil gerne have en psykiatri i verdensklasse, der ikke koster, man er så småt begyndt at gøre noget ved det. Hvis man implementerede 10 års planen og betalte de penge, det kostede, så kunne man nå rigtigt langt,” siger Poul Videbech. 

Han så derfor gerne, at personalet blev bedre uddannet i at klare tilspidsede situationer, at der kom tilstrækkeligt med sengepladser til de dårlige patienter, og at der fysisk var plads til, at patienten kunne sidde og tale med sin kontaktperson, uden andre i rummet. På den måde kan man være med til at mindske kortvarige indlæggelser og genindlæggelser med ineffektive behandlingsforløb, som er sådan virkeligheden ser ud i dag ifølge Videbech.  

Hos SIND - landsforeningen for psykisk sundhed - har man også lagt mærke til kronikken i Politiken. Ligesom Dansk Psykiatrisk Selskab tager formand for foreningen, Mia Kristina Hansen, afstand fra kronikkens overskrift om mere tvang i psykiatrien: 

“Vi tror, der er mange mennesker, som udsættes for tvang, hvor det ikke var nødvendigt, hvis de havde fået den rette hjælp. Derfor vil vi gerne arbejde for, at man får skabt et psykiatrisk system, der kan hjælpe lang tid før, så det ikke bliver nødvendigt med tvang. Vi anerkender dog også, at der kan være situationer, hvor det er nødvendigt,” siger formanden og fortsætter: 

“Som systemet er lige nu, så ender vi med at få mennesker, der er meget dårlige og ofte ikke har tillid til, at nogen ønsker at hjælpe dem. Jeg er meget bekymret for de allermest syge, for jeg har svært ved at se dem i den 10-års plan, som regeringen har fremlagt. Vi har stadig en gruppe mennesker, som har brug for hjælp, ikke tvang,” siger Mia Kristina Hansen. 

Poul Videbech har dog ikke mistet håbet for bedre behandling af psykisk syge fuldstændigt. 

“Noget af det, der giver mig håb for, at fremtiden kan blive bedre for mennesker med psykisk sygdom er, at vi har fået et godt samarbejde med patientorganisationerne, hvor vi lytter til hinanden og prøver at forstå hinandens synspunkter,” siger han.