"Det er en svær økonomisk situation, og derfor er vi nødt til at stramme yderligere op," siger hospitalsdirektør på Aalborg Universitetshospital, Per Christiansen.
Kæmpe spareplan: Nordjyske sygehuse skal skære – selv på måltider og rengøring
Dansk Sygeplejeråd var i sidste uge ude og advare om, at Region Nordjylland har varslet nedlæggelse af 229 stillinger. I dag kommer regionen så selv med en pressemeddelelse om sagen – og det er ikke opløftende læsning.
Forbruget på Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland skal nedbringes med omkring fire procent, og det svarer i kroner og ører til, at Aalborg Universitetshospital skal finde 260 millioner kroner og Regionshospital Nordjylland skal finde 44 millioner kroner.
Det betyder, at 230 stillinger bliver nedlagt. 186 af stillingerne er ikke besatte, da hospitalerne har haft ansættelsesstop. Det betyder samlet, at der er 44 medarbejdere, der ikke længere kan blive i deres nuværende stilling.
Men besparelserne er så store, at hospitalsdirektørerne ikke nøjes med at nedlægge stillinger. Selv på maden og rengøringen skal der spares. Konkret betyder det blandt andet, at ambulante patienter ikke længere tilbydes et helt måltid, ligesom der for eksempel kan forventes et lavere niveau for rengøring. Der kigges også på, om der kan fjernes undersøgelser, der ikke er nødvendige.
"Det er en svær økonomisk situation, og derfor er vi nødt til at stramme yderligere op, men det er vigtigt at understrege, at det ikke må påvirke patientsikkerheden eller patientrettighederne," siger hospitalsdirektør på Aalborg Universitetshospital, Per Christiansen, og samme melding lyder fra hospitalsdirektør Henrik Larsen fra Regionshospital Nordjylland.
De to hospitalsdirektører fortæller, at den økonomiske situation påvirker alle ansatte, og at alle afdelinger har truffet svære beslutninger for at nå i mål. Hospitalernes medarbejdere har bidraget til den svære tilpasning og været involveret via hospitalernes MED-organisationer.
"Det er en svær situation, som naturligt påvirker arbejdsmiljøet. Vi kigger på, hvad vi ikke længere skal tilbyde af services. Vi skal vælge klogt i vores behandlingsmønstre og have fokus på de behandlinger og services, som giver værdi for patienterne," lyder det fra Henrik Larsen.
Der er mange grunde til, at økonomien har overskredet budgetrammerne på hospitalerne. Det skyldes blandt andet stigende forbrugspriser, udgifter til privathospitaler og behandlinger andre steder end i egen region. Dertil kommer et øget antal patienter – især akutte – ligesom rekrutteringsudfordringer har medført et stort forbrug af vikarer, der har været meget dyre i forhold til egne medarbejdere.
Hospitalerne har siden foråret 2023 arbejdet med at nedbringe deres forbrug, og der har bl.a. været indført kvalificeret ansættelsesstop. For at overholde budgetterne fremover har planerne for 2024 derfor været nødvendige at indføre nu.
Udover merforbruget på hospitalerne, som der nu skal styr på, så er hele Region Nordjylland i forbindelse med budgettet for 2024 blevet pålagt at spare 31,1 millioner kroner på administrative udgifter bredt i hele regionen.