Dokumentation på sundhedsområdet er vigtig. Den skal sikre, at vigtig viden ikke går tabt, og at mennesker får den rette hjælp og behandling. Men hvis reglerne for, hvad der skal dokumenteres, ikke er tydelige nok, kan ønsket om sikkerhed få den modsatte effekt.
Det er særligt alvorligt på handicapområdet, fordi hjælpen foregår i menneskers eget hjem. Hjælpere er ikke kun til stede i få minutter. De kan være der mange timer i døgnet og være med helt tæt på de mest private dele af hverdagen.
Hvis nogen så begynder at skrive ned, hvornår du sover, går i bad, børster tænder, spiser eller sidder ved din computer, kan det meget hurtigt føles som overvågning i eget hjem.
Og som borger med handicap står man i en særlig situation. Man kan ikke bare sige, at man ikke vil have hjælperne i sit hjem mere, hvis man er afhængig af deres hjælp for at komme ud af sengen, gå i bad eller få den behandling, man har brug for. Det skaber en magtesløshed, som vi bliver nødt til at tage alvorligt.
Det betyder ikke, at hjælperne eller leverandørerne ønsker at overvåge nogen. Tværtimod tror vi, at en del af problemet netop opstår, fordi det kan være svært at finde ud af, hvad myndighederne forventer.
En hjælper kan være underlagt krav fra flere forskellige steder. Der kan være én platform hos leverandøren og en anden hos respirationscentret. Der er sundhedsfaglige krav, kommunale krav og forskellige opgaver, som skal holdes adskilt. Når systemerne samtidig ikke taler sammen, bliver opgaven ikke ligefrem lettere.
Og når virksomheder og medarbejdere ved, at manglende dokumentation kan føre til kritik eller påbud fra myndighederne, er det meget menneskeligt at rygdække sig. Er man i tvivl, skriver man lidt mere. For en sikkerheds skyld.
Derfor er det ikke nok at fortælle medarbejdere, at de skal dokumentere korrekt. Vi bliver nødt til at være langt tydeligere om, hvad korrekt dokumentation faktisk er. Hvad skal skrives ned? Hvornår skal det skrives ned? Og lige så vigtigt: Hvem skal bruge oplysningen?
For meget dokumentation er ikke automatisk mere sikker dokumentation. Tværtimod har både VIVE og Styrelsen for Patientsikkerhed peget på, at uhensigtsmæssig og unødvendig dokumentation kan have negative konsekvenser for patientsikkerheden. Det er derfor ikke nok kun at reagere, når der dokumenteres for lidt. Vi skal også forebygge, at frygten for at gøre for lidt ender med, at der dokumenteres for meget.
Her skal borgeren tænkes langt mere ind.
Hvis dokumentation skal sikre overlevering mellem hjælpere, har det en betydning, om borgeren selv kan fortælle, hvad der er sket, og hvad den næste hjælper skal vide. Selvfølgelig skal relevante sundhedsfaglige oplysninger stadig journaliseres. Men borgeren skal ikke reduceres til en person, der bliver dokumenteret om, hvis borgeren selv kan være med til at sikre den nødvendige information.
På ældreområdet har man allerede arbejdet med principper for bedre og mindre dokumentation. Den samme tydelighed har vi brug for på handicapområdet.
Vi har brug for klare krav og ordentlig undervisning i journalføring. Ikke kun i, hvad man skal dokumentere, men også i, hvor grænsen går. For hvis reglerne er uklare, mens konsekvensen af at dokumentere for lidt er meget tydelig, så har vi næsten bygget rygdækningen ind i systemet.
Og når den rygdækning foregår i et menneskes eget hjem, kan resultatet blive en oplevelse af at være overvåget det sted, hvor man burde kunne være mest privat. Det er ikke patientsikkerhed.
Deltag i debatten
- Deltag i debatten – send dit indlæg sammen med et vederlagsfrit billede af dig selv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
- Fagligt indspark (fra sundhedsprofessionelle): 500-6.000 tegn
- Debatindlæg: 2.000-6.000 tegn
- Kronik: 6.000-12.000 tegn