Skiftedag: Praktiserende læge overlader sin stol til ny læge efter 34 år

Hverdagen i almen praksis er på mange måder i forandring, men så alligevel ikke. I primærsektoren handler det mest af alt om relationen mellem læge og patient, mener to praktiserende læger. Den ene takker af efter 34 år i samme praksis - den anden har lige sat sig i hans stol. 

Han er en institution inden for almen praksis, indiskutabelt en af de mest indflydelsesrige læger på uddannelsesområdet i almen medicin og tidligere formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, Roar Maagaard, er gået på pension. Han har overdraget sit ydernummer i Skødstrup Lægepraksis nord for Aarhus til sin yngre kollega, Eva Laier Cervin, som blev færdiguddannet speciallæge i 2020.

Vi mødte de to til en samtale om ’familielægens’ rolle i lokalsamfundet - og om hvorvidt den rolle er under forandring. Vi bad de to læger ved hjælp af en god håndfuld stikord at reflektere over opbrud, nybrud og fremtidsudsigter for almen praksis – men ikke mindst over, hvordan det gode liv som praksislæge leves.

Det handler om at være til stede

For kort tid til den enkelte patient, en voksende bunke af opgaver og komplekse krav fra både kroniske og multisyge patienter og fra patienter med ondt i livet. Det psykiske arbejdsmiljø i almen praksis er under pres, og det fører til udbrændthed og stress, især blandt yngre læger. Det viser en rapport om praksislægers trivsel fra Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet udgivet i 2020. Ingen tvivl om, at mange praksislæger mærker presset, understreger både Roar Maagaard og Eva Laier Cervin – men det er ikke et pres, som for alvor har forplantet sig i lægehuset i Skødstrup nord for Aarhus endnu, understreger de begge. Ingen af dem mærker den stress, som mange af deres kollegaer taler om - og de har i øvrigt heller ikke været på kurser i kommunikation eller ’compassion’ for kontinuerligt at møde patienten med empati og overskud. Ikke fordi de ikke tænker, at det ikke er vigtig at pudse færdighederne af, men fordi de begge mener, at opskriften på den gode relation mellem læge og patient også indeholder andre ingredienser.

”Jeg tror, at det i høj grad handler om at være til stede og om at turde give noget af sig selv. At turde vise sine patienter lidt af, hvem man er som menneske, skaber autencitet - og giver i øvrigt også mig selv en større tilfredsstillelse i mit job,” siger Eva Laier Cervin, som tænker aktivt over, at hun ikke ’bare’ skal være lægen Eva, men også mennesket Eva, når hun sidder overfor sine patienter.

”Det ville være hårdt for mig at møde ind hver dag på arbejde og sørge for aktivt at skabe afstand eller ’lag’ mellem mit private og mit professionelle liv,” siger hun. Roar Maagaard, som har boet og arbejdet i lokalområdet et helt lægeliv, er enig. At være læge i et lokalsamfund er en livsgerning mere, end det er et job. Sådan var det dengang – og han håber, at det fortsat er og forbliver sådan.

”Jeg har jo egentlig aldrig rigtigt haft 100 procent fri, for jeg mødte også mine patienter i Føtex efter fyraften. Og inden jeg kom herind i dag, mødte jeg en af mine patienter hos æblemanden i Hjortshøj. Jeg har kendt hende i 30 år, fordi hun kom i klinikken igennem en længere periode, hvor hun var pårørende til en alvorligt syg søster. En del af mine patienter spørger til mine børn og min kone, som jeg i alle mine år i klinikken har haft et foto af på mit skrivebord, og som nogle på sin vis kender, fordi jeg har fortalt om eksempelvis min søn, som har haft kræft. Det styrker relationen til patienterne og skaber tillid, at man viser, hvem man er, og at man er til stede.”

For Roar Maagaard har det været et privilegium at leve sit liv et sted, hvor han også mødte sine patienter uden for klinikken – i lokalsamfundet. At lære nogle af dem at kende ikke bare som patienter, men også som mennesker.

”Jeg tror, at hvis man har den holdning, at det gode liv leves primært efter klokken 16, så er man i overhængende risiko for at blive stresset og udbrændt,” siger Roar Maagaard. Eva Laier Cervin har tre mindre børn og bor også i nærområdet. Hun er bevidst om, at hun er privilegeret, fordi det er hendes mand, som er mest til stede i familien.

”Måske sidder jeg ikke i forældrerådet i mine børns klasser, men jeg er der, når det er nødvendigt, og jeg mener ikke, at jeg går glip af noget. Andre kan selvfølgelig mene noget andet. Jeg har altid arbejdet fuld tid og trives med det. Min holdning er som udgangspunkt, at det kan være svært at arbejde på meget nedsat tid i almen praksis. Jeg tror, at det ville være vanskeligt at bevare konti­nuiteten i relationen til patienterne, hvis man kun er lidt til stede i sin praksis. Patienterne møder jeg også, når jeg har fri, og dermed er det ikke muligt at slippe arbejdet helt. Men det, tænker jeg, er et valg, jeg aktivt har truffet, da jeg valgte at blive praktiserende læge. Umiddelbart tænker jeg ikke, at jeg er i faregruppen for at få en alvorlig stressreaktion – men alle kan havne der. Jeg tror bare ikke, at det nødvendigvis har noget at gøre med, hvor mange timer man lægger i sit arbejde.”

De understreger i øvrigt begge, at det er vigtigt i den sammenhæng at have en meget stor ydmyghed over for, at deres praksis ligger i et privilegeret område, hvor der ikke er noget problem med at rekruttere læger, og hvor det ikke er de socialt sårbare familier, der fylder mest i venteværelset.

De næsten raske og de rigtigt syge

Roar Maagaard har overdraget flere af sine mangeårige patienter til Eva Laier Cervin – ’håndholdt’ og med stor omhyggelighed lader de begge forstå. Det er en væsentlig del af hans livsværk, der nu gives videre.

”Nogle patienter har mere brug for relationen til deres læge end andre og mere brug for, at vi påtager os et ansvar for dem og deres forløb. Det handler særligt om de mest sårbare, som ofte også er de mest syge patienter. Vi forsøger så vidt muligt, at de ser den samme læge hver gang,” siger Roar Maagaard.

Men det er ikke nødvendigvis de sårbare og skrøbelige patienter og heller ikke de ældre kronikere, der fylder mest i venteværelset, påpeger de begge.

”Det er langt fra min oplevelse, at det er patienter med KOL, hjerteinsufficiens eller diabetes, der tager mest tid og kræver mest. Det er medicinske lidelser, som vi kan hjælpe dem med. Og de ældre patienter er i øvrigt generelt i almen rigtig god stand,” siger Eva Laier Cervin. Hun tilføjer:

”De patienter, der fylder mere og mere i almen praksis, er faktisk yngre patienter, som oplever trivselsmæssige problemer i familien eller på jobbet, noget som også går ud over deres fysiske tilstand. De henvender sig med stress eller diffuse, kropslige symptomer og har en forventning om hjælp, som kan være vanskelig at imødekomme, fordi vi som samfund ikke har ressourcerne til det. De gennemgår ofte langstrakte forløb, hvor de i nogle tilfælde også skal have hjælp til at navigere i de kommunale systemer - faktisk fylder attester ganske meget af vores tid. Men paradokset er, at det langt fra er altid, at vi kan afhjælpe deres problemer, som ofte ikke er medicinske,” siger Eva Laier Cervin.

Roar Maagaard formåede i sin hverdag at finde sin vej i attesterne, så de ikke fyldte mere end nødvendigt, pointerer han, men er enig i, at de mange patienter med ’ondt i livet’ og de attester, der følger i deres kølvand, kan udgøre en risiko for, at man prioriterer skævt i sin hverdag:

”Vi skal hele tiden være opmærksomme på, at de ’næsten raske’ ikke kommer til at tage tiden fra de ’rigtigt syge.’ Den første gruppe kommer nemt til at fylde dagen ud, og vi skal aktivt gøre en indsats for at prioritere vores tid og primært tilgodese dem, som har størst behov.”

Ved en skillevej

Mere tid til den enkelte patient. Det håber Eva Laier Cervin, at fremtiden i almen praksis vil byde på. Noget af det, hun frygter personligt og mener kan få enhver praktiserende læge til at brænde ud, er nemlig at opleve, at hun ikke gør sit arbejde godt nok, fordi hun ikke har tiden.

”Strukturen i almen praksis ligger mig meget på sinde. Jeg vil meget gerne påtage mig mere af det ambulatoriearbejde, som flyttes ud af hospitalerne, og vi skal i fremtiden løfte flere opgaver – men det betyder også, at sygeplejerskerne skal spille en langt større rolle i almen praksis, end de allerede gør i dag. Lægen skal være tovholder, men det er og bliver nødvendigt med flere hænder for at løfte den stigende mængde af opgaver, som bliver lagt ud i almen praksis. Hvis vi eksempelvis skal tilbyde flere kontroller, så må det nødvendigvis også føre til et lavere normtal per læge. Ellers vil vi ikke have tiden til det.”

På den måde står den praktiserende læge eller ’familielægen’ ved en skillevej. Der er ingen tvivl om, at der bliver flere opgaver – både lette og tunge – at løfte i fremtiden. Men horisonten er lys, mener Roar Maagaard, som ser en gryende forståelse både hos politikere og i administrationen af sundhedsvæsenet, som strækker sig langt ind i Sundhedsstyrelsen.

”De ved, at almen praksis er patienternes indgang til sundhedsvæsenet, og at primærsektoren i stigende grad er nødt til at spille den koordinerende rolle i et stadigt mere komplekst og specialiseret sundhedsvæsen. De samme politikere har også en grundlæggende og god forståelse for, at almen praksis ikke bare skal fungere, men fungere godt – ellers kommer det til at gå endnu værre i sundhedsvæsenet som helhed.”

De kliniske nødder

En af de opgaver, som i øjeblikket i nogen grad flytter sig fra hospitalerne ud i almen praksis, er diagnostikken. For eksempel oplæres flere praksislæger i ultralyd med henblik på at kunne stille mere simple diagnoser fremfor at henvise til ofte lange ventetider i sygehusvæsenet. I lægehuset i Skødstrup er tre læger under oplæring i ultralyd, og både Eva Laier Cervin og Roar Maagaard er enige om, at det er en rigtig god ide.

”Vi skal være skarpe på diagnostik. Patienterne kommer her med en berettiget forventning om, at den indledende diagnostik foregår hos deres egen læge. Ultralyd kunne meget vel være en del af paletten, som vi tilbyder i fremtiden. Der er naturligvis faldgruber, når man arbejder med ultralyd, men det er lægerne, som varetager implementeringen, helt bevidste om. Vi vil i almen praksis primært kunne stille mere simple diagnoser, som for eksempel urinretention og galdesten, og i øvrigt henvise til yderligere udredning og behandling,” siger Roar Maagaard. Eva Laier Cervin pointerer, at netop diagnostikken er en af de ’fineste og fremmeste’ opgaver i almen praksis.

”Diagnostikken er de kliniske nødder, som skal knækkes. Og netop i diagnostikken spiller relationen til den enkelte patient også ganske meget ind. For jo bedre vi kender vores patienter, jo mere vi kender til deres symptomer, desto bedre bliver vi til at stille den korrekte diagnose og få patienten hurtigt videre i systemet, hvis det er nødvendigt.”

Skulle Roar Maagaard give ét enkelt godt råd videre til Eva Laier Cervin, inden han lukker døren bag sig helt til lægehuset i Skødstrup og åbner en ny til pensionistlivet, så ville det da også stå med store bogstaver hen over alt andet, at man som praksislæge hver eneste dag skal huske at pleje relationerne til patienterne.

”Lægegerningen i almen praksis handler mere end alt andet om at skabe, dyrke, pleje og værne om relationerne til patienterne. De kommer ikke af sig selv. Det relationelle er nemlig omdrejningspunktet ikke bare for glade og tilfredse patienter – men også for det menneskeligt givende og fagligt udfordrende lægeliv.” Eva Laier Cervin tilføjer til ligningen:

”At gøre en aktiv indsats for, at kollegaerne er glade og har en god arbejdsdag, og at der er et godt arbejdsmiljø, er vigtigt for mig. For er man ikke glad for at møde på arbejde, så smitter det naturligvis af på kollegaerne - og i sidste ende også på patienterne.”

Blå bog: Eva Laier Cervin

• 2020 Speciallæge i almen medicin
• 2010 Cand. med fra universitet i Oslo
• 2004 BA i antropologi fra Harvard University
• Gift med Thomas og har tre børn, Martha på 11 år, Elise på 9 år og Ingrid på 6 år
• Bor i Skæring nord for Aarhus

Blå bog: Roar Maagaard

• 1991-2022 Uddannelseskoordinator og klinisk lektor ved Aarhus Universitet/Region Midtjylland
• 2005-2011 Formand for Dansk Selskab for Almen Medicin og indtil 2022 formand for DSAM’s og PLO’s fælles videreuddannelsesudvalg
• 1988-2022 Alment praktiserende læge i Skødstrup Lægepraksis
• Gift med Birthe og har to voksne børn
• Bor i Risskov nord for Aarhus
• Pensionisttilværelsen skal blandt andet bruges på at være censor på de danske medicinstudier og som sagkyndig hos Styrelsen for Patientklager og på en del internationalt, fagligt arbejde