
Antal børn og unge med psykiatriske diagnoser pr. 1000 0-17-årige i hhv. 2013 og 2022. Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed
Stor stigning i antallet af børn med diagnoser – sådan ser det ud i din kommune
På landsplan har 39 procent flere børn og unge under 18 år en psykiatrisk diagnose sammenlignet med for 10 år siden, men der ses store forskelle på tværs af landet. Se, hvordan det ser ud i din kommune.
73.220 børn og unge under 18 år var registreret med en psykiatrisk diagnose 1. januar i år, og for ti år siden gjaldt det 54.130 børn og unge. Det svarer til, at 6,33 procent i hele aldersgruppen i dag har en diagnose, hvor tallet for 10 år siden svarede til 4,55 procent af alle under 18 år.
De nye tal stammer fra et analysenotat fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed.
Men der er forskelle i antallet af børn og unge med psykiatriske diagnoser på tværs af regioner. Pr. 1. januar 2023 havde eksempelvis 55 ud af 1.000 børn og unge fra Region Nordjylland en psykiatrisk diagnose, mens den tilsvarende andel var 72 ud 1.000 børn og unge fra Region Sjælland. Og ser man specifik på antallet af ADHD-diagnoser, så er 17 ud af 1.000 børn og unge registreret med en ADHD-diagnose i Region Syddanmark, mens det tilsvarende er 30 ud af 1.000 børn og unge i Region Midtjylland og Region Nordjylland.
I Struer er det også ADHD- og autisme-diagnoserne, som boomer. Mere end fem procent af børnene i Struer Kommune er således diagnosticeret med ADHD.
Vil kende årsagen
Pernille Darling, der er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri ved Hejmdal Privathospital, siger, at den generelle stigning kan være et udtryk for, at danskerne ikke længere stiller sig tilfredse med at behandle symptomer på angst og depression.
"Vi interesserer os for, hvad der har skubbet de her symptomer i gang," siger Pernille Darling til Kristeligt Dagblad.
Måske taler man også for meget om en stigning, mener Søren Dalsgaard, lærestolsprofessor og overlæge ved Børne-og Ungdomspsykiatrisk Center ved Region Hovedstadens Psykiatri. Antallet af diagnosticerede begynder snarere at afspejle, hvor mange der faktisk har problemerne, mener han.
"Hvis folk ikke bliver udredt i deres barndom, er der større sandsynlighed for, at de får problemer senere i livet. Eksempelvis har svenske og norske studier fundet, at halvdelen af de indsatte i fængslerne opfyldte kriterierne for ADHD," siger Søren Dalsgaard til Kristeligt Dagblad.
Men bedre diagnosticering står ikke alene som forklaring på stigningen.
Speciallæge Pernille Darling påpeger, at vores samfund har ændret sig på en måde, så flere har problemer med at trives i deres hverdag. Skiftende lærere og flere børn i klasserne er nogle af forklaringerne.
Se tallene for din kommune: