En byld forsvinder, og en ny dukker op. For mennesker med hidradenitis suppurativa, som forkortes HS, kan smertefulde bylder og sår vende tilbage igen og igen. Sygdommen giver betændelse omkring hårsækkene, ofte i armhulerne, lysken, under brysterne og omkring kønsorganer og endetarm. Med tiden kan der dannes ar og tunneler under huden.
Det er netop de varige skader, europæiske eksperter vil forsøge at komme i forkøbet. De ønsker, at flere patienter får biologisk medicin tidligere i sygdomsforløbet. Biologiske lægemidler er målrettede behandlinger, som dæmper bestemte dele af immunforsvaret og dermed kan bremse betændelsen.
For udvalgte patienter bør medicinen være førstevalget frem for antibiotika, mener eksperterne. En af dem er Simon Francis Thomsen, professor og overlæge på Bispebjerg Hospital.
"Desværre ser vi i dag alt for mange patienter blive henvist for sent til specialiseret behandling. Det skyldes blandt andet, at de har været igennem lange og gentagne antibiotikakure, inden vi ser dem på hospitalet,” siger Simon Francis Thomsen.
Ved HS er tiden vigtig, fordi betændelsen kan sætte varige spor. Når der først er dannet arvæv og tunneler, er det ifølge Simon Francis Thomsen sjældent muligt at få skaderne til at gå tilbage med medicin.
”Biologiske lægemidler nedbringer den kroniske inflammation, der er til stede ved HS.”
Inflammation er den betændelsesreaktion, som bliver ved med at være aktiv i huden. Simon Francis Thomsen vurderer, at biologisk medicin kan forebygge varige hudskader, hvis behandlingen sættes ind tidligt nok.
I dag skal patienter som hovedregel først have forsøgt andre behandlinger, blandt andet antibiotika, før biologisk medicin kommer på tale. Simon Francis Thomsen peger på, at et afgrænset forløb med antibiotika næppe ville forværre udsigterne, hvis patienten derefter hurtigt kom videre til biologisk behandling, når der var behov for det.
Problemet opstår, når forskellige læger undervejs begynder nye behandlinger med antibiotika, så månederne går uden tilstrækkelig kontrol over sygdommen. Gentagen brug af antibiotika øger samtidig risikoen for, at bakterier bliver modstandsdygtige over for medicinen.
Der kan også være gået mange år, før sygdommen overhovedet får et navn. Opgørelser viser en gennemsnitlig forsinkelse i diagnosen på op til ti år. Nogle patienter venter med at opsøge læge, fordi de skammer sig over bylderne og pus, der kan lugte. Samtidig kan sygdommen belaste det psykiske helbred og gøre det svært at opretholde et socialt liv.
Nogle patienter har særlig risiko for et svært forløb
De europæiske eksperter har gennem en såkaldt Delphi-proces sammenholdt deres vurderinger for at finde frem til, hvem der bør kunne få biologisk medicin fra begyndelsen. Det er en metode til at afdække faglig enighed, og arbejdet er offentliggjort i hudlægernes videnskabelige tidsskrift JEADV.
Der var særlig stor enighed om tidlig biologisk behandling til patienter med svær sygdom, patienter, hvis sygdom hurtigt bliver værre, og patienter, som af helbredsmæssige grunde ikke kan få antibiotika. Eksperterne pegede også på personer, der samtidig har andre betændelsessygdomme, eksempelvis i led eller tarm.
Simon Francis Thomsen fremhæver især patienter, som får gentagne udbrud og har mange aktive bylder og sår flere steder på kroppen. Hos dem er betændelsen efter hans vurdering så aktiv, at der er risiko for, at sygdommen udvikler sig og giver permanente skader.
Eksperterne var desuden enige om, at biologisk medicin kan være relevant tidligere ved blandt andet hyppige opblussen og sygdom omkring kønsorganer og endetarm. Anbefalingerne betyder dog ikke, at adgangen til behandlingen allerede er ændret i Danmark.
Hvor sikkert ved lægerne, at tidligere behandling hjælper?
Eksperterne bygger blandt andet deres vurdering på undersøgelser, hvor forskere har fulgt patienter i behandling. De tyder på, at biologisk medicin virker dårligere, jo senere den sættes ind, og at patienterne hurtigere må skifte til et andet lægemiddel.
”Vi har dét, jeg vil kalde mellemgod evidens.”
Sådan beskriver Simon Francis Thomsen styrken af den dokumentation, der findes. Han mener, at der er tilstrækkelig viden til at begynde tidligere hos udvalgte patienter. Han peger samtidig på, at det er vanskeligt at lave forsøg, hvor nogle patienter skal vente med en behandling, som forskerne vurderer kan beskytte dem mod varige skader.
Eksperternes enighed er dog ikke i sig selv ny dokumentation for behandlingens effekt. Forfatterne efterlyser også undersøgelser, som følger patienter fremad i tiden og kan bekræfte anbefalingerne.
Ditte Marie Saunte, professor ved Københavns Universitet og overlæge på Herlev og Gentofte Hospital, deltog også i arbejdet. Hun er enig i, at tidligere biologisk behandling muligvis kan forebygge varige hudskader, men understreger, at det skal være de rigtige patienter, der får den.
Ikke alle med mild HS får senere svær sygdom. Hvis alle blev sat tidligt i biologisk behandling, ville nogle derfor få medicin, som de ikke havde behov for.
Hendes forskningsgruppe undersøger sammen med Det Danske Bloddonorstudie, om målbare tegn i kroppen kan vise, hvem der har særlig risiko for, at sygdommen bliver værre. I dag må lægerne vurdere udviklingen ud fra de forandringer, de kan se i huden. Håbet er at kunne opdage risikoen tidligere og vælge behandlingen mere præcist.
Den første medicin virker ikke lige godt hos alle
Det biologiske lægemiddel, der normalt bruges først i Danmark, er adalimumab. Det blokerer signalstoffet TNF-alfa, som er med til at holde betændelsen i gang. Lægemidlet bruges også ved blandt andet psoriasis og visse gigt- og tarmsygdomme.
Men hos en del patienter med HS slår behandlingen ikke til eller mister sin virkning. Ifølge Simon Francis Thomsen stopper mere end halvdelen af de danske HS-patienter med adalimumab inden for det første år.
Han peger på flere mulige forklaringer. Medicinen er måske ikke præcist nok rettet mod de processer, som driver HS. Samtidig kan patienterne allerede have fået så omfattende hudskader, at behandlingen hjælper mindre, end hvis den var blevet givet tidligere.
Der findes andre biologiske lægemidler, som kan bruges, når den hidtidige behandling ikke har hjulpet tilstrækkeligt. Cosentyx (secukinumab) og Bimzelx (bimekizumab) dæmper betændelsen ved at blokere signalstoffer af typen IL-17.
De nyere lægemidler er dyrere end adalimumab. Derfor er der også et økonomisk spørgsmål i at behandle flere patienter tidligere, hvis nogle senere får brug for dyrere medicin. Simon Francis Thomsen håber omvendt, at tidligere behandling med adalimumab kan få effekten til at holde længere, så patienterne undgår både flere år med aktiv sygdom og et hurtigt skift til et dyrere lægemiddel.
Artiklen er en omskrevet version af artiklen HS-eksperter enige: Langt flere patienter bør få biologisk behandling i første linje på Dermatologisk Tidsskrift