Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Akutte patienter må vente i ambulancer

Ressourcemanglen er nu så stor, at akutte patienter i flere tilfælde ender med at måtte ligge i ambulancen ved hospitalet, mens de venter på, at en læge kan tilse dem. Det er for eksempel patienter med potentielle blodpropper, akut tarmslyng eller blødninger i maven, som venter.

Det er ikke en overlæge fra et hospital i England, hvor sundhedsvæsnet lige nu er i knæ, der fortæller dette. Det er en overlæge i Danmark – ved Regionshospitalet Gødstrup ved Herning. 

"Patienter kommer med ambulance, fordi de har brug for akut hjælp, og dét, at ambulancen skal bruges til ventende patienter, kan forhindre den i at hjælpe andre. Så sent som på min vagt i mandags, så jeg ambulancer i kø," siger overlæge Anders Møllekær, som udtaler sig på vegne af akutafdelingens samlede gruppe af special- og overlæger til Jyllands-Posten.

Situationen er så alvorlig, at lægerne har sendt hospitalsledelsen et bekymringsbrev, som beskriver en helt uholdbar hverdag på afdelingen.

Ifølge Møllekær er det allerede sket, at patienter med livstruende sygdomme, som ikke er blevet tilset i tide, er døde.

"Det ligner engelske tilstande, og jeg er bekymret for, at det er en fremtidig trend, vi kommer til at se herhjemme,« siger han til Berlingske.

En opgørelse fra hospitalets åbning i april og frem til november viser ifølge Herning Folkeblad, at akutafdelingen har været i "rød tilstand" i en tredjedel af døgnets timer.

Sidste år fik sygehuset ifølge Herning Folkeblad flere påbud om arbejdsmiljøet fra Arbejdstilsynet, men Anders Møllekær konstaterer overfor avisen, at arbejdspresset og arbejdstempoet er uændret. Som om akutafdelingen ikke er presset nok i forvejen, står den foran en større sparerunde i 2023. På et møde i december hed det, at afdelingen skulle spare 6,5 millioner kroner, men overlægerne forventer, at beløbet bliver langt højere.

Hospitalsdirektør Poul Michaelsen, Regionshospitalet Gødstrup, bekræfter overfor Herning Folkeblad, at ledelsen har modtaget et bekymringsbrev fra special- og overlægerne på sygehusets akutafdeling.

"Det beskriver en række meget bekymrende forhold. Noget er kendt i forvejen, og det arbejder vi allerede med. Noget af det andet er vi nysgerrige på at blive lidt klogere på. Vi har et stykke tid haft en god dialog med lægerne og de øvrige faggrupper på afdelingen om det. Vi tager det meget seriøst og meget alvorligt. Vi endevender, hvad det er for situationer, der peges på, og hvilke værktøjer vi sammen kan arbejde med for at komme til at stå et bedre sted," siger Poul Michaelsen til Herning Folkeblad.

akutmodtagelser