
”Vi har et stort arbejde foran os med at løfte diabetesindsatsen både på hospitaler, hos praktiserende læger og i kommuner for alle i Region Østdanmark,” siger Andreas Rudkjøbing.
Tidligere lægeformand får nøglerolle i stor Steno-fusion
Region Østdanmark har udpeget Andreas Rudkjøbing til at stå i spidsen for den kommende samling af de to Steno-centre øst for Storebælt. Men hvordan det nye center skal se ud er endnu ikke afklaret, og samtidig skal regionen have en ny bevilling fra Novo Nordisk Fonden på plads.
De to Steno Diabetes Centre i Region Hovedstaden og Region Sjælland skal efter planen samles til ét center i 2028. Andreas Rudkjøbing, der i dag er direktør for Steno Diabetes Center Sjælland, er udpeget som kommende direktør for Steno Diabetes Center i Region Østdanmark.
Han får dermed ansvaret for at forberede samlingen af to centre, der i dag er bygget forskelligt op. Steno Diabetes Center Copenhagen er samlet ved Herlev Hospital og ledes i dag af Magnus T. Jensen, mens Steno Diabetes Center Sjælland er fordelt på flere sygehuse i regionen.
”Jeg er meget glad og stolt over at være blevet udpeget som direktør for de to Stenocentre i Region Østdanmark; Steno Diabetes Center Copenhagen og Steno Diabetes Center Sjælland, som et led i etableringen af ét Stenocenter i regionen,” skriver Andreas Rudkjøbing på LinkedIn.
Udpegningen er en del af den nye direktørkabale i Region Østdanmark, hvor 12 direktører skal stå i spidsen for koncernstabe, driftsområder og Præhospitalet i den kommende fusionerede region.
Et center uden fast form endnu
Selv om retningen er besluttet, er den konkrete model for det kommende Steno-center endnu åben. I et oplæg til den nye organisering lægges der op til en model, hvor udviklings- og innovationsopgaver samles ét sted, mens den kliniske aktivitet foregår på flere hospitaler.
Den model skal både give et samlet fagligt tyngdepunkt og bevare en bred forankring i regionen. Men hvor funktionerne skal ligge, hvordan ledelsen skal organiseres, og hvordan balancen mellem central udvikling og nær klinisk aktivitet skal se ud, er endnu ikke på plads.
”Vi ved endnu ikke, hvordan et samlet Stenocenter i Region Østdanmark vil komme til at se ud. Det er noget af det, jeg sammen med kollegaer fra begge centre og med regionen skal stå i spidsen for at få på plads,” skriver Andreas Rudkjøbing på LinkedIn.
En ny bevilling skal forhandles
Steno-centrene er opbygget med støtte fra Novo Nordisk Fonden. Bevillingen til Region Hovedstaden lyder på 2,95 milliarder kroner, mens bevillingen til Region Sjælland lyder på 835 millioner kroner.
De nuværende aftaler løber ifølge Region Østdanmark frem til henholdsvis 2029 og 2030. Samtidig arbejder regionerne på en ny samlet ansøgning til Novo Nordisk Fonden, som skal tage stilling til den kommende finansiering i 2027.
Andreas Rudkjøbing peger samtidig på, at opgaven rækker langt ud over selve hospitalsbehandlingen.
”Vi har et stort arbejde foran os med at løfte diabetesindsatsen både på hospitaler, hos praktiserende læger og i kommuner for alle i Region Østdanmark,” skriver Andreas Rudkjøbing på LinkedIn.
Fra Sjælland til hele østregionen
Andreas Rudkjøbing tiltrådte som direktør for Steno Diabetes Center Sjælland 1. december 2023. Han er overlæge, ph.d. og speciallæge i samfundsmedicin og kom dengang fra en stilling som overlæge i Sundhedsstyrelsens Enhed for Sygehusplanlægning. Før det var han i fem år formand for Lægeforeningen.
"Det her er en drømmestilling, så jeg glæder mig meget. Centeret har et stærkt fokus både på udvikling af fremtidens behandlingstilbud, forskning og på samarbejde med de øvrige sektorer, som er vildt spændende områder. Jeg er meget optaget af både at lykkes med behandlingen på sygehusene og samtidig løse den udfordring, det kan være, at spille godt sammen med almen praksis og de kommunale tilbud," siger Andreas Rudkjøbing.
Han fremhæver også den decentrale model i Steno Diabetes Center Sjælland og arbejdet med social ulighed i sundhed.
"Noget jeg synes er særligt spændende ved Steno Sjælland er, at det er et decentralt center. Det giver en enorm styrke for de aktiviteter, der skal ud at leve i hele regionen, at vi allerede er tæt forankrede i den kliniske dagligdag. Derudover har social ulighed optaget mig meget. Der ligger et stærkt mandat både hos SDCS og Region Sjælland til at nå alle patienter – også dem med større behov – og det bliver fedt at få lov at arbejde med disse dagsordener," fortæller Andreas Rudkjøbing.
Privat er Andreas Rudkjøbing gift med Pernilla Höiby. Sammen har de fire børn i alderen 7-14 år og bor i Malmø.
