
Patient køres ind på det nye hospital. Foto: Region Nordjylland
Fra gyserrapporter og milliardoverskridelser til patienter i sengene: Nyt hospital i Aalborg taget i brug
Seks års forsinkelse. Milliarder i ekstraregninger. Gyserrapporter, vandskader og politisk krisestemning. Søndag 8. februar 2026 rullede de første ambulancer med patienteer endelig ind i Hospitalsbyen i Aalborg Øst.
66 patienter blev flyttet fra Hobrovej til det nye universitetshospital, og dagen efter blev de første operationer gennemført. Efter mere end et årti med byggeri og en af de mest omtalte hospitalskriser i Danmark er der nu patienter i sengene.
"Det er på alle mulige måder fantastisk, at vi nu er kommet hertil," siger regionsformand i Region Nordjylland, Mads Duedahl (V), og tilføjer: "Alt har spillet, som det skulle, så der er kun grund til at være rigtig stolt og tilfreds. Alle ved, at byggeriet har været igennem nogle store udfordringer og forsinkelser, men nu kan vi virkelig se fremad."
"En ting er at være godt forberedt, noget andet er at få det ført ud i virkeligheden. Det gik helt som planlagt – og med stor ro og stort overblik. Jeg vil gerne anerkende den kæmpe indsats en lang række medarbejdere har lagt i flytningen, både i planlægningen forud og på selve dagen. Ingen nævnt, ingen glemt. Så stor en patientflytning er begivenhed, som de fleste kun oplever én gang i deres arbejdsliv," siger hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen.
Fra 2020-plan til 2026-virkelighed
Da Nyt Aalborg Universitetshospital blev planlagt, lød målet klart: Hospitalet skulle stå færdigt i 2020. Budgettet lød på omkring 4,9 milliarder kroner.
I juni 2021 lød det, at byggeriet ikke ville blive færdigt ved udgangen af året. Fremdriften haltede. Der var fejl og mangler i entrepriser, mangel på håndværkere og begyndende materialemangel. Planen blev justeret til gradvis ibrugtagning i slutningen af 2022 og fuld drift i første halvår 2023.
I februar 2022 kom næste tilbageslag. Byggeriet blev yderligere mindst et halvt år forsinket, og budgettet voksede med 130 millioner kroner. Det samlede merforbrug blev på det tidspunkt anslået til mindst 372 millioner kroner. Driftsstarten blev skubbet til første halvår 2024.
"Medlemmerne af Forretningsudvalget fik en redegørelse af sagen og ser med stor bekymring og alvor på den aktuelle situation. Derfor blev det på dagens møde besluttet at igangsætte yderligere handlinger," sagde Mads Duedahl.
I september 2022 kom den gyser-rapport, der for alvor ændrede fortællingen. Indvielsen blev udskudt til midt i 2026. Budgetoverskridelsen var vokset til omkring 1,37 milliarder kroner.
"Jeg er ærlig talt dybt rystet og er rigtig ked af det på nordjydernes vegne. Da jeg tiltrådte som ny regionsrådsformand, krævede jeg at få alt på bordet, og det har vi nu fået. Det er nødvendigt, at vi har fået alt endevendt, for så kan vi komme videre, og det er mit fokus," sagde han dengang.
I august 2025 lød vurderingen, at byggeriet samlet var blevet omkring 1,5 milliarder kroner dyrere og endte på 7,4 milliarder kroner i 2023-priser. Indflytningen blev fastlagt til første halvår 2026.
En del af et nationalt supersygehusprojekt
Nyt Aalborg Universitetshospital er en del af de 16 kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier, som blev besluttet efter 2007 med en samlet ramme på 41,4 milliarder kroner i 2009-priser. Seks af projekterne er helt nye hospitaler, mens de øvrige er om- og tilbygninger.
I oktober 2023 fremgik det af en rapport fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at alle de resterende seks store byggerier var under skærpet tilsyn. Sundhedspolitisk Tidsskrift beskrev den 27. oktober 2023, hvordan projekter i Aalborg, Odense, Bispebjerg, Køge og Nordsjælland alle var ramt af meromkostninger og forsinkelser.
Den samlede pris for byggerierne stod på det tidspunkt til omkring 62,2 milliarder kroner i 2023-priser – flere milliarder over den oprindelige ramme. Overskridelserne ses især ved de byggerier, der er blevet senest færdige.
Nyt Bispebjerg Hospital er foreløbig det mest forsinkede projekt med en forsinkelse på op mod otte år. Nyt OUH i Odense og Nyt Hospital Nordsjælland er ligeledes ramt af betydelige merudgifter og tidsmæssige forskydninger.
Professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard udtalte i den forbindelse: "Efterhånden er der ikke meget, som kan overraske i forhold til kvalitetsfondsbyggeriet. Der har været store udfordringer og budgetproblemer ved stort set alle sammen, og især de store. Nyt Aalborg Universitetshospital har også haft også haft tekniske udfordringer."
Vandet, der ikke forsvandt
Jes Søgaard har ret i, at der har været mange tekniske problemer i Aalborg. Aktindsigter fra forskellige medier viste, at der allerede i 2017-2019 var tegn på vand i murværk og utilstrækkelig afdækning under byggeriet.
I en mail fra efteråret 2019 stod der: "Måske er I allerede orienterede, men jeg fik en oplysning fra nogle svende på pladsen i går. Når der bores i lysningsinddækningerne, så kommer der nogle gange vand ud af dem (meget ildelugtende). Vil det være en idé at bore et drænhul i samtlige af dem?"
Problemerne blev offentligt beskrevet i 2023.
Samme år besluttede regionen at udskifte op til 36 kilometer vandrør efter fund af rust og bakterievækst.
I august 2025 blev der fortsat registreret vandskader. Projektdirektør Asger Schou sagde til Nordjyske: "Altså, der er sgu vandskader alle steder, for der kan altid hoppe noget pexrør af og sprænge nogle ting".
Samme år blev 165 lokaler undersøgt for skimmel. I 15 lokaler blev der konstateret behandlingskrævende skimmel.
Nu er patienterne her
Det, der i 2020 skulle have været en fejring af et nyt, nordjysk supersygehus, blev i stedet en årelang krisehistorie. Men seks år senere er hospitalet altså nu taget i brug.
Søndagens patientflytning omfattede sengeafdelingerne for kæbekirurgi, øjenafdeling, øre-, næse- og halskirurgi, neurokirurgi, bryst- og plastikkirurgi, hjertemedicin, kræftbehandling, blodsygdomme, hjerte- og lungekirurgi samt karkirurgi.
I forvejen var en række andre funktioner udflyttet – for eksempel billeddiagnostik, simulationstræning og fælles analysehal. Servicefunktioner er også allerede flyttet ud. Blandt andet køkken, lager og sterilcentral.
I foråret er der planlagt yderligere to somatiske patientflytninger, og også psykiatrien flytter ind i Hospitalsbyen i løbet foråret. De sidste patienter forventes flyttet til Hospitalsbyen i maj inden indvielsen i samme måned.


