Psykiater Georg Adamopoulos, der driver privat klinik i Viborg, har valgt at tilslutte sig Lægerne Danmark.
Psykiater tilslutter sig lægenetværk, der bypasser ventelisterne
Ventelisterne til psykiatrien er lange, og mange oplever, at det kan være svært overhovedet at få en tid hos en speciallæge. Samtidig vokser et marked for privatfinansierede konsultationer, hvor patienter selv betaler for at blive undersøgt og behandlet. Midt i den udvikling udvider Lægerne Danmark nu med en ny speciallæge i psykiatri.
Psykiater Georg Adamopoulos, der driver privat klinik i Viborg, har valgt at tilslutte sig Lægerne Danmark, som er et landsdækkende netværk af praktiserende læger, der tilbyder konsultationer med egenbetaling. Netværket udvider dermed med nye specialer.
Netværket omtaler sig selv som et supplement til det offentlige sundhedsvæsen og fremhæver, at deres model skal gøre det lettere for læger at tilbyde ledige tider. Kritikerne frygter omvendt, at modellen skaber ulighed og udfordrer rammen for, hvad praktiserende læger må under overenskomsten. Debatten har fyldt store dele af året.
Georg Adamopoulos har arbejdet som speciallæge i både Sverige og Grækenland, hvor han oprindeligt kommer fra, og han har været udsendt som militærlæge på Balkan og i Mellemøsten. Siden 2016 har han bestredet en række stillinger som cheflæge og ledende overlæge i regionerne Syd, Midt og Nord. Erfaringerne fra både hospitalspsykiatrien, udlandet og forsvaret bruger han i dag i sin private klinik, hvor han arbejder med en helhedsorienteret tilgang til patienterne.
”Først og fremmest er det afgørende, at man som læge investerer i relationen til patienten, for det er forudsætningen for at kunne hjælpe hende. Samtidig skal vi som læger være opmærksomme på, at det er patienten som menneske og ikke hendes diagnose, der skal behandles. Diagnoser er nyttige i den forstand, at de er rammesættende, men de giver ikke det fulde billede af den person, der sidder over for dig,” siger Georg Adamopoulos, privat speciallæge i psykiatri, i en pressemeddelelse.
Flere specialer og online booking på vej
Lægerne Danmark blev lanceret i 2024 og har en landsdækkende online bookingplatform, hvor patienter kan finde en læge og booke tid enten fysisk i klinikken eller via video. Netværket beskriver sig som et supplement til det offentlige sundhedsvæsen, hvor patienter selv betaler for konsultationer, men til gengæld kan få kortere ventetid og større fleksibilitet.
På prislisten fremgår det, at en konsultation hos en alment praktiserende læge koster fra 750 kroner, mens en tid hos en psykiater kan bookes fra 1500 kroner. Blodprøvetagning koster fra 500 kroner. Samtidig er en række speciallæger på vej ind i systemet: børnelæger, hudlæger, gynækologer, øjenlæger, sportslæger, fysioterapeuter og kiropraktorer er annonceret som ”kommer snart”, alle med priser fra 750 kroner.
Tanken er, at det samme bookingsystem og journalsystem skal kunne bruges på tværs af specialer, så både privatpraktiserende læger og speciallæger, der ønsker at lægge ekstra timer som bibeskæftigelse, kan tilbyde ledige tider uden at skulle bygge hele infrastrukturen op alene.
”Vi ønsker at give flere patienter mulighed for at blive tilset af en læge, når de har behov for det. Samtidig skal det være enkelt for en speciallæge – uanset om hun praktiserer privat eller lægger nogle ekstra arbejdstimer som bibeskæftigelse – at kunne tilbyde konsultationer med så lidt administrativt besvær som muligt. I Danmark har vi desværre stor lægemangel, men med vores organiserede netværk kan vi være med til at øge det samlede antal af konsultationer til gavn og glæde for alle,” siger praktiserende læge Jakob Fraes, medstifter af Lægerne Danmark.
Relaterede artikler



