
”Det er faktisk vildt og en historisk begivenhed. Vi er gået fra at have en underfinansieret psykiatri med midlertidige puljefinansieringer og lappeløsninger. Nu bryder man med det og laver et varigt løft. Det er noget, som man vil se på med beundring og misundelse fra andre lande,” siger Merete Nordentoft.
Psykiaternes formand kalder psykiatriplanen historisk – og peger på én ting, hun især er glad for
Psykiaternes faglige organisationer er godt tilfredse med sidste del af 10-års planen for psykiatrien. Vi står nu med en samlet plan for psykiatrien, som de fleste andre lande vil være misundelige over, siger professor Merete Nordentoft. Hun vil dog stadig følge implementeringen af planen tæt.
Regeringen indgik mandag en politisk aftale med et bredt flertal af Folketingets partier, der udmønter anden og sidste del af 10-års planen for psykiatrien. Aftalen vil samlet set tilføre psykiatrien yderligere 4,6 milliarder kroner i 2030 sammenlignet med 2019, hvilket er et økonomisk løft på 35 procent.
Både Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (BUP) er mere end godt tilfredse med, at psykiatrien som fagområde nu kan se frem til et varigt løft.
”Det er faktisk vildt og en historisk begivenhed. Vi er gået fra at have en underfinansieret psykiatri med midlertidige puljefinansieringer og lappeløsninger. Nu bryder man med det og laver et varigt løft. Det er noget, som man vil se på med beundring og misundelse fra andre lande,” siger Merete Nordentoft, der er forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab og professor ved Psykiatrisk Center København.
Udgående teams er en hjørnesten
Blandt elementerne i aftalen peger hun især på, at udgående psykiatriske teams har fået en central rolle i aftalen.
”De udgående ambulante teams er et helt centralt bindeled for, at den psykiatriske behandling hænger sammen. Det er et tilbud tilrettelagt til de sværest psykisk syge, og det er en kontinuerlig behandling, som rækker ud over sygehusene og giver mulighed for at holde kontakt til patienterne i flere år,” siger Merete Nordentoft.


