Mange bruger hormoner i overgangsalderen – men på en anden måde end tidligere

Danske kvinder er tilbageholdende med at bruge systemisk hormonbehandling i overgangsalderen. Men markant flere end tidligere bruger lokal hormonbehandling. Det er vigtigt, at de, som virkelig har brug for det, tilbydes behandling, mener ekspert.

I forskningsverdenen er det sjældent, at ét videnskabeligt studie kan sætte dagsordenen i 20 år. Men inden for forskningen i hormonterapi til overgangsalderen er det faktisk tilfældet. I 2002 blev der publiceret et stort og skelsættende studie fra Women’s Health Initiative i USA. Det viste, at kvinder i systemisk østrogen/progesteron-behandling havde en øget risiko for brystkræft og hjerte-kar-sygdomme. Faktisk var resultaterne allerede undervejs så markante, at man valgte at stoppe studiet før tid. I årene derefter faldt salget af systemisk hormonbehandling markant, og det er aldrig kommet op igen. Det gjorde sig også gældende i Danmark: I 2002 brugte omkring 188.000 danske kvinder systemisk hormonbehandling, men derefter faldt salget og har i de seneste år ligget stabilt på omkring 50.000 kvinder.

Systemisk virkende hormonterapi dækker i denne sammenhæng over tabletter med østrogen og østrogen/gestagen samt systemisk virkende hormonplastre, som kontinuerligt afgiver en lille dosis hormon.

”Før 2002 oplevede jeg, at der var en lidt paternalistisk holdning til systemisk hormonterapi. Mange praktiserende læger ville automatisk begynde at snakke hormonbehandling med deres patienter, når de nåede overgangsalderen og ikke længere havde deres egne hormoner,” siger Ellen Løkkegaard, der er overlæge og professor på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på Nordsjællands Hospital.

Lotte Hvas – speciallæge i almen medicin og tidligere praktiserende læge i 25 år – har forsket og undervist i kvinders overgangsalder i mange år. Hun oplevede, at udviklingen i holdningen til hormonterapi nok allerede var på vej før det skelsættende studie i 2002.

”Allerede inden 2002 var kvinderne begyndt at blive kritiske over for at tage hormoner, og de var godt klar over, at der kunne være en øget risiko for brystkræft. Dengang var det formentlig for mange kvinder, der fik hormoner, fordi alle – uanset symptomer – blev anbefalet behandling i mange år. I 2002 svingede pendulet måske for langt til den anden side, så for få kvinder fik hjælp. Men jeg tror, at vi er ved at finde en balance nu. Så dem, der virkelig har brug for det, tilbydes behandling,” siger Lotte Hvas.

Lokal behandling er blevet populær

Balancen er i stedet tippet over imod lokalt virkende hormonbehandling, som er steget markant siden det skelsættende studie i 2002. Dengang brugte kun omkring 79.000 danske kvinder lokal hormonbehandling, men siden da er tallet steget støt, og i 2022 brugte omkring 204.00 kvinder denne type behandling. Lokal hormonbehandling omfatter receptpligtige midler med østradiol – enten som vaginaltabletter eller som en vaginalring, der sættes op i skeden og løbende afgiver en lille smule hormon. Der findes også vagitorier – stikpiller til skeden - med det svagere virkende østriol, der kan fås uden recept. Lokalbehandlingen virker på gener fra slimhinderne i og omkring skeden, der kan give smerter ved samleje og øge hyppigheden af infektioner fra blære og skede.

"De lokale behandlingsformer er stort set bivirkningsfri – både på kort og lang sigt. Og på det område er der ingen undersøgelser, der viser øget risiko for brystkræft eller blodpropper i benene. Man kan få lokale gener såsom udflåd, men så kan man bare stoppe med dem igen,” siger Lotte Hvas, som tilføjer:

”En årsag til det høje forbrug er også, at behandlingen kan fortsætte livslangt efter behov. I forhold til hedeture, som forsvinder igen, så kan forandringerne i slimhinderne vare ved resten af livet. Så for at forebygge urinvejsinfektioner og af hensyn til sexlivet vælger mange at fortsætte lokalbehandling i mange år.”

Flere kvinder søger hjælp

Lotte Hvas ser det overordnet som positivt, at forbruget af lokal hormonbehandling til kvinder i overgangsalderen er steget.

”For det betyder, at flere kvinder får hjælp for de gener, de kan have med slimhinderne. Generne fra vulva er ikke længere så tabuiserede, som de var engang. Jeg oplever også, at specielt de yngre kvinder har en klar holdning til hormonbehandling. Mange vil ikke bare gå direkte fra p-pillerne og over til hormoner i overgangsalderen,” siger Lotte Hvas. Hun understreger, at udviklingen samtidig pålægger de praktiserende læger en opgave.

”De praktiserende læger kan virkelig gøre en forskel for kvinder i overgangsalderen, når det handler om at sætte ord på problemer med sarte slimhinder og smerter ved samleje, for kvinderne tager dem sjældent selv op. Man kan for eksempel snakke om det efter, at man som læge eller personale har taget en celleprøve for livmoderhalskræft, hvis man kan se på slimhinderne, at kvinden ikke selv producerer så meget hormon længere”.

”Samtidig skal man huske, at det har en enorm påvirkning af livskvaliteten, hvis underlivet ikke fungerer. Så som praktiserende læge kan man gøre en stor forskel i et kvindeliv, og det er de fleste kvinder meget taknemmelige for.”

Hormonplastre vinder frem

Ellen Løkkegaard har gennem sit arbejde i Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi været med til at lave en guideline for hormonterapi i overgangsalderen, der netop tager udgangspunkt i det faldende forbrug af systemisk hormonterapi siden 2002 – og forholder sig til nye tendenser i behandlingsmulighederne.

I guidelinen anbefaler selskabet derfor også i flere tilfælde at vælge behandling med østrogenplastre frem for tabletbehandling, hvis man som læge vælger at sætte en kvinde i behandling med systemisk hormonterapi. En behandlingsform, som nu i stigende grad vælges til.

”Fra registerstudier ved vi, at man ved at bruge plastre kan nedsætte risikoen for, at hormonbehandlingen får sideeffekter i form af hjerte-kar-sygdomme som stroke og blodpropper i hjertet. For ved at bruge plasterbehandling undgår man leverens ’first pass effekt’ ved ikke at skulle have en tablet ned.” 

Om hormonbehandling

Systemisk hormonbehandling og lokal hormonbehandling i overgangsalderen er to forskellige metoder til at behandle symptomer relateret til overgangsalderen, som for eksempel hedeture, svedeture, søvnforstyrrelser og vaginale symptomer. Her er nogle af de vigtigste forskelle:

Systemisk Hormonbehandling:

1. Behandlingen påvirker hele kroppen og bruges til at lindre en bred vifte af symptomer fra overgangsalderen.
2. Typisk givet i form af tabletter eller plaster.
3. Indeholder østrogener eller en kombination af østrogener og progesteron/ gestagen.
4. Tidligere forskning, især Women’s Health Initiative studiet fra 2002, har indikeret, at flere års behandling kan give øget risiko for blandt andet brystkræft og hjerte-kar-sygdomme
5. Primært anvendt af kvinder med svære symptomer, der påvirker deres generelle livskvalitet.

Lokal Hormonbehandling:

1. Lokalbehandling påvirker kun et bestemt område og er primært rettet mod vaginale symptomer som tørhed, irritation og smerter under samleje.
2. Kommer i form af vaginaltabletter, vagitorier, cremer eller ringe, der indsættes i vagina.
3. Indeholder typisk lavere doser af østrogener.
4. Generelt betragtes lokal hormonbehandling som at have færre risici og bivirkninger sammenlignet med systemisk hormonbehandling.
5. Bruges ofte af kvinder, der primært oplever vaginale symptomer eller som en supplerende behandling til systemisk hormonbehandling.

Begge former for hormonbehandling bør diskuteres med en læge for at bestemme den mest hensigtsmæssige behandling for den enkelte kvindes symptomer og sundhedshistorie.