Med tildeling af prisen Art Installation of the Year af Design in Mental Health i London er det fastslået, at kunsten i foyeren på Regionshospitalet Gødstrup hører til i superligaen. ”Jeg bliver overstrømmet med de vildeste tilkendegivelser fra folk,” siger Erik. A. Frandsen, kunstneren bag værket.
Da Regionshospitalet Gødstrup ved Herning slog dørene op i 2022 skete det efter fem års forsinkelse. Nu kan hospitalet glæde sig over, at kunsten, som smykker foyeren, er blevet hædret med prisen for årets kunstinstallation af den britiske nonprofitorganisation Design in Mental Health, der arbejder på at skabe bedre design og rammer i sundhedssektoren.
https://www.designinmentalhealth.com/awards-winners/
3,5 fodboldbaner lang foyer
Foyeren i Gødstrup er ikke en foyer i gængs forstand. Det er en 350 meter lang gang, svarende til tre en halv fodboldbaners længde, der fordeler til hospitalets afdelinger samt cafe og venteområder.
”Foyeren er helt utrolig lang, og det kan let blive til en ørkenvandring at gå der. Jeg har derfor arbejdet med foyeren som en stor komposition, hvor der, uden skillevægge, bliver skabt særegne rum,” siger Erik. A. Frandsen, der står bag værket.
Opfindelse af nye teknikker
Tanken har været at skabe overskuelighed og visuelle pejlemærker gennem foyeren, hvor man bevæger sig fra somatikken og videre til psykiatrien. Det kunstneriske udtryk ændrer sig løbende, og der er brugt forskellige teknikker og greb for at give effekten af nye ”rum”.
Erik. A. Frandsen fortæller, at de undervejs har været nødt til at opfinde helt nye teknikker. I samarbejde med ph.d.-studerende fra ved Institut for Kemi ved Aarhus Universitet har de udviklet en metode til at støbe beton med farver for at kunne skabe den store blomsterfresko.
"Det er lykkes os at lave akvarelbeton," siger Erik. A. Frandsen.
I begrundelsen for tildelingen af prisen bliver den 60 kvadratmeter store kunstneriske visualisering af molekyler og tre søjler omgivet af fleksible LED-skærme, der viser slowmotion-optagelser af kemiske og fysiske processer, fremhævet.
Der er i kunstværket også arbejdet med glasstiftmosaikker og spejlpudsede stålbilleder, og møblerne i foyeren er udvalgt i dialog med arkitekten og er farvekoordineret med kunsten på væggene.
Åbner sindet
Rikke Degn, sygeplejefaglig direktør på Regionshospitalet Gødstrup, er stolt over prisen til hospitalets kunst.
”For os, der arbejder her til dagligt, virker kunstværkerne enormt stimulerende og motiverende, og de skaber abstraktion og glæde. Det er helt indlysende, at de beroliger, samtidig med at de åbner sindet og får en til at tænke mere kreativt og lidt mere ud af boksen,” siger Rikke Degn. Hun hører mange positive tilbagemeldinger fra patienterne og de pårørende.
”De fortæller, at de for en stund glemmer, at de er i et hospital. Det er lidt som at være på en dejlig cafe eller et museum.”
Busser med besøgende
Erik. A. Frandsen fortæller, at det har været en stor og spændende opgave at skulle stå for kunsten til det nye supersygehus, hvor processen er blevet vanskeliggjort af de mange forsinkelser.
”Hospitalet er et sted, hvor der er et flow af folk hver dag, og der kommer jo busser til Gødstrup med folk, der vil se vores kunstværk. Jeg får nogle sindssyge reaktioner fra folk, og det er jeg virkelig glad for. Det gennemhuller jo myten om, at kunst ikke er nødvendig,” siger han.
En vigtig pris
Prisen som årets kunstinstallation glæder Erik. A. Frandsen, ikke mindst fordi kunstværket er blevet bedømt som en brugsting med en konkret funktion i hverdagen.
”Det er folk uden for kunstinstitutionen, som har bedømt værket ud fra, hvordan det fungerer for de mennesker, der skal være der. Vi lever i sådan en mig-mig-mig tid, og jeg kan godt lide, at prisen ikke er en bedømmelse af kunstneren, men hvordan kunstværket skiller sig ud og bliver brugt. De kalder det en helt ny form for udsmykning; det er jeg stolt af,” siger han.

| Det færdige resultat af frescoen. |

| Mosaik ved opholdsområde. |
kultur