Hvad skal kunsten egentlig på hospitalerne?

Hospitaler er demokratiske offentlige rum, hvor vi kommer i kontakt med livet, døden og eksistensen. God hospitalskunst er eksistentiel, humoristisk og human, og så er den gennemtænkt og passer til konteksten, siger kunstfaglig rådgiver.

I Danmark har vi tradition for, at kunst og udsmykning skal tænkes ind som en del af de offentlige bygninger, hvor offentligheden har adgang, eller som benyttes af et stort antal ansatte. Tilbage i 1983 blev der ved lov vedtaget et kunstcirkulære, der gør det lovpligtigt at bruge 1 procent af håndværkersummen til statslige byggerier, og beløbet er siden blevet hævet til 1,5 procent. Kunstcirkulæret gælder dog ikke hospitalsbygninger, der hører under regionerne, men tankegangen hersker, og kunsten har høj prioriteret. 

”Når man tænker på hospitaler og deres betydning og kategori af offentligt rum, så et sted vi alle mødes på lige fod. Fødsel, sygdom, død – det berører os alle,” fortæller Jane Løvschall Dolmer, som er kunstfaglig rådgiver i IN SITU, der benyttes som konsulent ved både statslige, regionale og kommunale byggerier. Hendes ekspertise har været benyttet af flere nye hospitalsbyggerier.

Sundhed | fredag, 16. juni 2023 06:59

Kunstudsmykning på Regionshospitalet Gødstrup hædret med international pris

Med tildeling af prisen Art Installation of the Year af Design in Mental Health i London er det fa

Ud af patientrollen

Det øjeblik, man træder ind på hospitalet med en sygdom, bliver man patient på godt og ondt. Der kan være noget livsbekræftende i at omgive sig med kunst, om kan stimulere sanserne og få afledt tankerne og i at blive mindet om livet udenfor. 

”Der er et ønske om at drage kunsten ind i sundhedsvæsenet, for på den måde at drage livet udenfor ind på hospitalerne, som ellers kan være meget sterile. På hospitalerne er der behov for professionelle faglige rammer, men der er også behov for den humanistiske del, hvor man spejler mennesket ind i det, og her spiller kunsten ind,” siger Jane Løvschall Dolmer og tilføjer:  

”Man har brug for at kunne reflektere over livets mening. Få det eksistentielle ind, humoren, det humane – alt det ikke-sterile,” siger hun. 

Nej tak til kunstnepotisme

Siden 2010'erne har der været tryk på de offentlige sygehusbyggerier, og det ene supersygehus efter det andet er sprunget op af mulden. I den forbindelse har der skulle lægges kunststrategier.

”Statens kunstfond har støttet op omkring, at der blev lagt strategier for alle de nye sygehuse, fordi de ønskede at få professionaliseret rammerne, så det ikke – groft sagt - endte med at blive en af sygehusdirektørens bekendtes malerier, der kom op at hænge,” siger Jane Løvschall Dolmer. 

Når man skal have kunst på hospitaler, er det altafgørende, at man til at begynde med ser på rummets funktion.

”Man er nødt til at se på konteksten, og hvert sted og afdeling har sin funktion og betydning, og det kan spænde lige fra en ankomsthal til konkrete afdelinger, som dialysecenter, kemo ellerblodprøvetagning. Nogle af stederne er der alvorlige sygdomme på spil og måske endda et spørgsmål om liv og død, andre steder skal man blot vente og få tiden til at gå. Hvad er det for en sindstilstand, folk er i på de forskellige steder? I forhold til kunst giver det mening at se på, hvad kunstens funktion er lige præcis her: Skal den stimulere og skabe et rum for refleksion og eftertanke eller blot skabe en æstetisk ramme?” siger Jane Løvschall Dolmer. 

At integrere kunsten

Typisk er der nedsat en kunststyregruppe med repræsentanter fra ledelse, personalet og brugerne. Som kunstkonsulent er det Jane Løvschall Dolmers job at hjælpe med at beskrive stedet og kunstens formål i de forskellige rum, at få skabt en proces omkring arbejdet samt at pege på relevante kunstnere til opgaven.

Noget vi har arbejdet meget med, og som vi anbefaler, er at tænke kunsten med helt fra starten, så den er integreret i byggeriet. Har man bygget hele bygningen, og først derefter tænker på kunst, så bliver der ofte bare noget, man tilfældigt, man hænger op eller stiller frem. Der er en kæmpe forskel,” siger Jane Løvschall Dolmer, og tilføjer:

”Det kan næsten gøre et rum ophøjet, når kunsten er gennemtænkt og planlagt, og det kan mærkes af brugerne.”

Et vellykket resultat opnår man, ifølge Jane Løvschall Dolmer, når der tidligt bliver lagt en strategi, når rummets funktion tages i betragtning, og når der er en løbende dialog med den eller de kunstnere, der skal stå for arbejdet.

”Det gode resultat opnås, når der er lang proces med kunstneren, der løbende laver skitser, som bliver godkendt og reviderede,” siger hun. På den måde, er alle med på, hvad der bliver aftalt og besluttet, og man undgår uenigheder senere i forløbet. 

Fra kunst til kultur

I 2010'erne var der meget fokus på helende arkitektur, da en del forskning viser at de fysiske rammer har betydning for patientens helbredelse.

”Evidensen for, at noget har en effekt, er enormt vigtig. Natur, lys, materialer, kunst, de ord går igen i mange af de byggeprogrammer, der ligger til grund for opførelsen af supersygehusene,” siger Jane Løvschall Dolmer. Fokus har siden da ændret sig, og nu handler det mere om kultur bredere set. 

”Det nye, man taler om nu, er kultur som sundhedsfremme, og det næste bliver, hvordan kultur kan bruges bredere set og hvordan både musikere, forfattere, skuespillere og kunstnere kan bidrage i hospitalet. Det kan være tiltag som korsang på afdelinger, levende musik for dialysepatienter under behandling og teater og skrive-workshops i psykiatriske afdelinger,” siger Jane Løvschall Dolmer. I Gødstrup har de morgensang i foyeren, og der står et flygel, hvor alle kan spille. “Nogle gange skaber det en magisk stemning,” tilføjer hun. 

Kulturelle tiltag kan være på mange niveauer og indgå i både forebyggelse, behandling og i genoptræningen. I mange europæiske lande er de langt fremme og mere eksperimenterende end i Danmark, fortæller Jane Løvschall Dolmer:

”Der findes en sygdom, hvor børn ikke kan folde deres hænder ud. I England fik de en tryllekunstner ud på afdelingen, og det at lære at trylle gjorde, at børnene fik lært at åbne deres hænder. Det er et eksempel på, hvordan man kan gribe kulturinddragelse helt anderledes an.”