
Med miniatureveje og små lygtepæle på grønne bakker byder Nina Beiers kunstværk "Vejen" patienter, pårørende og medarbejdere velkommen til Aalborg Universitetshospital.
Hospitalsbyen i Aalborg har fået stort værk af anerkendt kunstner
Kunstværket ’Vejen’ byder patienter, pårørende og medarbejdere velkommen til Aalborg Universitetshospital og præger hospitalsmiljøet både indefra og udefra.
Hospitalsbyen i Aalborg har netop indviet kunstværket ’Vejen’. Værket er skabt af den danske kunstner Nina Beier og befinder sig ved hospitalets hovedindgang. Hospitalsbyen er det område i den østlige del af Aalborg, hvor Region Nordjylland arbejder på at samle de mange hospitalsfunktioner i Aalborg.
Værket, der blev indviet i september, har været under opbygning siden det tidlige forår og har allerede fanget opmærksomheden hos mange besøgende. Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Værket strækker sig fra forpladsen til hospitalets hovedindgang og videre ind i et af byggeriets gårdrum.
Kunstværket er doneret af Ny Carlsbergfondet og understøtter ambitionen om at gøre kunst og kultur til en integreret del af Hospitalsbyen, særligt i de patientnære og fælles områder.
Regionsrådsformand Mads Duedahl (V) glæder sig over donationen:
”Vi er meget taknemmelige for donationen fra Ny Carlsbergfondet. Kunst har stor betydning for de rammer, vi tilbyder patienter, pårørende og medarbejdere, og dette værk bliver en markant del af Hospitalsbyen. Jeg ser frem til at opleve, hvordan kunstværket bidrager til helheden og til det første indtryk, man får, når man ankommer til hospitalet,” siger Mads Duedahl.
Kunstneren Nina Beier fortæller, at hun har lånt små lygter og brudstykker af en miniaturevej derfra og lagt dem hen over bakker bygget af sten, jord og planter.

