Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Facaden på Ospedale degli Innocenti i Firenze. Foto: Sailko / Wikimedia Commons

Kulturkassen: ’De uskyldiges hospital’ fortæller de efterladte børns historie

KULTUR-KASSEN

Kulturkassen grafik

Journalisterne på Medicinske Tidsskrifter formidler medicinske nyheder, men har også brug for pauser fra sundhedsverdenen. I Kulturkassen deler redaktionen personlige kulturtips, der måske kan inspirere andre til et afbræk.

Maiken Skeem

Denne gang med
Maiken Skeem

 

Midt i Firenzes menneskemylder gemmer sig et næsten mennesketomt museum med en 600 år lang historie om forældreløse og efterladte børn. Et tilfældigt besøg i jagten på aircondition blev et af sommerferiens højdepunkter for journalist og redaktør Maiken Skeem.

Tankeløst var det måske at rejse til Firenze i juli i år – midt i en hedebølge og midt i en også efter toscanske forhold helt usædvanligt varm sommer.

Men også tankeløshed kan åbne nye, ukendte døre. Da vi overophedede havde travet byen tynd i Botticellis, Da Vincis og Mediciernes fodspor, endte vi, imens vi ventede på solnedgang og mildere temperaturer, med at søge tilflugt på flere mindre besøgte museer for at blive nedkølet af en sval airconditionbrise. Blandt de museer viste der sig at være en uventet historisk perle, som endte med at blive en af feriens højdepunkter. Museo degli Innocenti beliggende på Istituto degli Innocenti (’De uskyldiges institut’) eller oprindeligt ’Ospedale degli Innocenti’ (’De uskyldiges hospital’) er et sted, som siden 1445 har tilbudt husly og omsorg til de børn, som blev efterladt, eller hvis familier ikke kunne tage sig af dem.

Museet, som ligger på den prægtige plads – Piazza della Santissima Annunziata – i midten af Firenze, er helt tæt på byens mere berømte seværdigheder. Vi krydsede flere gange den smukke åbne søjlegang, som er museets facade. Svøbte børn på en blå baggrund udført i glaseret terrakotta pryder søjlegangens buer. Selve søjlegangen er et af de mest kendte eksempler på florentinsk renæssancearkitektur og er tegnet af renæssancearkitekten Filippo Brunelleschi, som blandt andet har konstrueret den enorme og imponerende kuppel på Firenzes domkirke.

Man skal gøre sig selv den tjeneste at gå indenfor i kulden på museet, for her venter en oplevelse, som man ikke får, når man står i kødrand med de mange andre turister for at betragte Davids perfekte krop eller Michelangelos gravmæler for Medici-familien.

Opførelsen af børnehjemmet begyndte i 1419, og den 5. februar 1445 modtog stedet sit første barn, en pige ved navn Agata e Smeralda. Børn kunne dengang efterlades eller indleveres ved en stenfordybning under søjlegangen. Senere brugte institutionen en gitterbeskyttet åbning, en finestra ferrata – et gittervindue, som stadig findes i dag. Dengang gjorde en klokke personalet opmærksom på, at et barn var indleveret. Den anonyme afleveringsordning ophørte i 1875 og blev erstattet af et afleveringskontor.

Spædbørnene på hjemmet blev passet af ammer. Mange af dem kom derefter ud til ammer på landet og vendte, hvis de overlevede den høje børnedødelighed, senere tilbage til instituttet. Drengene gik i skole og lærte et håndværk. Pigerne lærte at væve eller udføre husligt arbejde og kunne også optjene en medgift. Fra 1600-tallet begyndte institutionen også at hjælpe ugifte mødre.

Istituto degli Innocenti fungerer ud over at huse museet nu som en institution for sociale ydelser. For eksempel tilbyder man hjælp ved svære skilsmisser. Desuden har instituttet siden 1997 varetaget aktiviteter for Italiens nationale dokumentations- og analysecenter om børn og unge. På instituttet kan adopterede børn få hjælp, hvis de ønsker at opspore deres ophav. Også UNICEF har et forskningskontor i bygningen.

Det historiske arkiv på museet rummer mere end 13.000 arkivenheder og omkring 40.000 såkaldte genkendelsestegn. Genkendelsestegnene er små genstande, medaljoner, mønter, kors, knapper og bånd, som fulgte børnene, da de blev afleveret, og som kunne knytte barnet til dets oprindelse. Genkendelsestegnene er sirligt lagt i skuffer, som man som besøgende kan trække ud. På hver lille skuffe står et navn på et barn.

Museets store og imponerende kunstsamling omfatter værker af blandt andre Botticelli og Cosimo og et hovedværk ’Kongernes tilbedelse’ af Ghirlandaio. De værker kunne vi modsat på andre museer i Firenze betragte og beundre uden at skulle tage hensyn til andre gæster. Vi var de eneste besøgende.

På toppen af museet slog vi os ned på den luftige ’Caffè del Verone’. Loggiaen, det store åbne galleri, hvor caféen nu ligger, blev opført i slutningen af 1400-tallet og brugt til at tørre børnenes tøj. I 1800-tallet fungerede den også som opholdsterrasse for ammer og børn. I dag kan man søge tilflugt og blive skærmet for den brændende sol, drikke sin espresso, fordrive tiden eller læse en bog. Samtidig kan man skue ud over Firenzes terrakottafarvede tage, betragte kuplen på domkirken og spejde mod de slanke, søjleformede cypresser på bakkerne, som omgiver byen.

Stor anbefaling af Museo degli Innocenti, som bestemt er et besøg værd – både når det handler om arkitekturen, historien, kunsten og kaffen.

 

kultur, kulturkassen, topartikel