
Bo Krüger og Hans Henrik Knoop. Fotograf: Sara Galbiati
Bog om antiskrøbelighed brister under sin egen vægt
BØGER. Lektor i pædagogisk psykologi Hans Henrik Knoop og ledelsesrådgiver Bo Krüger fremhæver i en ny bog ’antiskrøbelighed’ som evnen til at imødekomme og lære af modgang. Tanken er ikke videre original, til gengæld er den væsentlig, aktuel og nem at forstå. Alligevel formår forfatterne at forpurre deres ærinde.
Antiskrøbelighed er udtryk for modstandsdygtighed og mulighed for udvikling ved eksponering for afmålt belastning ifølge forfatterne til ’Når modgang gør stærk – Antiskrøbelighed i en skrøbelig verden’. Problemet er imidlertid, som titlen fortæller, at vores samtid er skrøbelig, blandt andet fordi det moderne liv er tilrettelagt, så vi i lange stræk kan undgå det ubehag, som vi dog før eller siden vil møde.
Bo Krüger og Hans Henrik Knoop tyr til tyngdekraft og entropi fra fysikkens verden for at illustrere antiskrøbeligheden. Metaforen er temmelig kringlet udfoldet i bogens første del, men pointen står: Udvikling forudsætter forankring (tyngdekraft) og evnen til at håndtere forandring (entropi).
Figuren kan appliceres på forskellige strukturer, fysiologiske, psykologiske, sociale og kulturelle. Disses antiskrøbelighed er beskrevet i bogens anden del, om hvilken forfatterne i forordet indrømmer, ”Hvis du er typen, der hurtigt vil have konkrete idéer til, hvad du selv kan gøre, kan du med fordel springe del II over og gå direkte til del III”, hvor forfatterne beskriver syv principper for, hvordan man lever antiskrøbeligt.
Udpenslinger og utallige eksempler
Det er på sin vis en sympatisk pædagogisk tilgang at henlede læseren på det væsentlige, men det tyder også på, at forfatterne har svag tiltro til deres egen tekst, ikke mindst når de samtidig over bogens 300 sider på det grummeste udpensler og gentager pointer og eksemplificerer i bunkevis, så det væsentlige drukner.
Om den valide pointe, at teknologi eliminerer friktion, oplister og udfolder forfatterne over en halv sides penge seks (6) eksempler på, hvordan vi dermed kommer til at opfatte almindelig modstand som fejl: en langsom hjemmeside, et tøvende svar (elektronisk, antagelig), kedsomhed hos et barn, læseutålmodig hos en studerende, en medarbejder mødt med krav og en borger, som møder et fremmed synspunkt.
