Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Lise Müller vender igen og igen tilbage til John Irvings ’En bøn for Owen Meany’. Men med et travlt liv som folketingsmedlem er det efterhånden ”nærmest et under”, når SF’s sundhedsordfører får tid til at læse.

SF’s sundhedsordfører: ”Både min mand og jeg græd undervejs”

KULTUR-TEMPERATUR. SF’s nye sundhedsordfører kender som sygeplejerske til arbejdslivet i hjemmeplejen. Hun har lutter rosende ord om det sønderjyske hjemmepleje-drama ’Hjem kære hjem’, som hun kalder en vanvittigt præcis og rørende film.

Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?

”Jeg besøgte for nylig et lille galleri på Sydfyn for at se en udstilling med kunstneren Ida Schapiro, som jeg tilfældigvis faldt over på Instagram for flere år siden. Hun maler portrætter med en dybde og melankoli, der tiltaler mig, så jeg har fulgt med i hendes arbejde, når hun har delt det på Instagram. Og derfor var jeg nødt til at opleve billederne i virkeligheden. Det er ikke en vanvittigt stor produktion, men det er nogle virkelig fine billeder. Jeg foretrækker nok den slags små kulturelle dryp frem for de helt store museer.”

 

KULTUR-TEMPERATUR

Sundhedspolitisk Tidsskrifts søstersite Sundhedskultur udspørger centrale sundhedsfolk om deres oplevelser med kultur.

Hvilken bog kan du anbefale til familie og venner?

”Det er efterhånden en gammel bog, men den roman, jeg altid vender tilbage til, er John Irvings ’En bøn for Owen Meany’. I mit nuværende job er det nærmest et under, hvis jeg får læst, men i sommerferien nåede jeg blandt andet ’Uden for uden’ af Niels Krause-Kjær. Det er en god bog, som giver en forståelse for livet og traditionerne i landbruget.”

Hvilken bog eller film vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?

”Jeg vil anbefale ’Glemt på en søndag’ af Valérie Perrin. Bogen handler om en kvinde, der arbejder på et plejehjem, og om de ældre, som ikke får besøg. Jeg har selv arbejdet i hjemmeplejen, så bogen taler ind i meget af det, jeg selv har oplevet. Der er også ’Hjem kære hjem’, som er en vanvittigt præcis og rørende film om livet i hjemmeplejen og de fantastiske øjeblikke, der opstår, når man får lov at hjælpe et andet menneske.  Både min mand og jeg græd undervejs.”

Har du selv forsøgt dig med noget kunstnerisk?

”Nej, det kan jeg ikke rigtig prale af. Jeg har gået til kor og opført scenekunst i folkeskolen, men ellers er jeg desværre ikke særlig kunstnerisk anlagt. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at spille et instrument – måske guitar eller klaver.”

 

 

Lise Müller, 52

  • Sundhedsordfører og integrations- og udlændingeordfører for SF, valgt i Fyns Storkreds. Folketingsmedlem siden marts 2026

  • Mangeårig sygeplejerske og sygeplejespecialist på Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på Rigshospitalet

  • Uddannet sygeplejerske med en master i sundhedspædagogik
  • Sad i Region Hovedstadens regionsråd fra 2009 til 2017 og var næstformand for SF fra 2017 til 2026, også tidligere medlem af Det Etiske Råd

kultur, kulturtemperatur, topartikel