Hvornår går grænsen mellem vanvid og normalitet? Og har vi selv indflydelse på det? Spørgsmålene løber som en understrøm gennem tyske Leon Englers romandebut ´Vanviddets botanik´, der er lige så meget en bog om psykiatriens historie og begrænsninger som om psykisk sygdom.
Bogen foregår i Wien og München og handler om en ung mand, der vokser op med angsten for at ende som sine forældre og bedsteforældre: Sindssyg. På hver sin måde, og i forskellig grad, var vanvid en del af deres liv, og af forståelige grunde, frygter hovedpersonen at det skal gå ham på samme vis. Selv det, er der en diagnose for.
For at undslippe den skæbne uddanner han sig – ligesom Leon Engler selv – til psykolog. Der er tydelige selvbiografiske træk i romanen, men den er ikke en nøgleroman. Snarere bruger Engler sine egne erfaringer til at undersøge et almenmenneskeligt spørgsmål: Kan man frigøre sig fra en familiehistorie, eller bærer man den med sig resten af livet?
Resultatet er en imponerende roman om, hvordan vores forfædres kringlede sind kan hænge som en familieforbandelse over et ungt menneske. Gennem hele bogen går spørgsmålet igen: Kan man undgå vanviddet, når der når det synes at løbe som en mørk strøm gennem slægten?
Rodløs
Ikke at familiehistorikken rækker særlig langt. Et par generationer, så er alt udvisket, glemt, smidt ud. Det er en historisk fattigdom i familien, et fravær af fædre, af uønskede børn afleveret på børnehjem. Det er det modsatte af et langt og stærkt familietræ med agtværdige forfædre.
Det understreges allerede i bogens første scene. Hovedpersonen gennemgår sin afdøde mors flyttekasser, blot for at opdage, at alle familieportrætter og andre værdifulde minder ved en fejl er kørt på lossepladsen, mens det, der skulle have været smidt ud, er blevet gemt. Tilbage står han bogstavelig talt med familiens affald.
Det er et smukt og tragikomisk billede på romanens projekt: Hvordan skriver man en familiehistorie, når selve historien er i stykker?
Vanviddets botanik
Romanens hovedperson flakker omkring gennem europæiske storbyer, altid på flugt fra sin skæbne, indtil han nærmest snubler ind i psykiatrien. Og der sidder han en dag, på et et psykiatrisk hospital uden for Wien. Ikke som patient, men til sin egen overraskelse i funktion af psykolog. Her kommer han tættere end nogensinde på sin værste frygt, men favner den også med en overraskende ømhed.
“Patienterne her er hverken dårer, galninge eller rumvæsner. De er vores bedstemødre og bedstefædre. Her på den lukkede afdeling kommer jeg tættere på min egen familie, mine mærkelige bedsteforældre, end nogensinde før.”
Romanens titel viser sig gradvist at rumme bogens centrale idé. Botanik handler om at beskrive, ordne og klassificere naturens mangfoldighed. Men kan man gøre det samme med menneskesindet?
Leon Engler lader hovedpersonen fortælle, hvordan læger i 1600-tallet begyndte at drømme om at klassificere psykiske sygdomme lige så systematisk, som botanikerne klassificerede planter. Den engelske læge Thomas Sydenham formulerede ambitionen således:
“Det ville være godt, hvis alle sygdomme blev reduceret til endegyldige og entydige arter med samme akkuratesse som den, botanikerne har udvist i beskrivelsen af planter.”
Det er denne tanke, som Leon Englers roman undersøger og udfordrer.
Mennesket før diagnosen
Hovedpersonen er psykolog på en lukket psykiatrisk afdeling i Wien men bærer under kitlen på sin egen families historie med psykisk sygdom. Han leder efter sig selv i patienterne, går på jagt i deres diagnoser, men som bogens ledende cheflæge knastørt konstaterer, før hun suser videre til næste patient: “diagnoser er nødvendige, men aldrig tilstrækkelige.”
Det er bogens store styrke, at den ikke skriver imod psykiatrien. Tværtimod. Som uddannet psykolog skriver Leon Engler med stor respekt for både patienter og behandlere. Han udstiller ikke psykiatriens diagnoser som forkerte eller overflødige, men minder os om, at de altid kun er foreløbige forsøg på at beskrive et menneskes lidelse.
Bogens pointe er således, at psykisk sygdom findes i spændingsfeltet mellem biologi, livshistorie, relationer og erfaring.
I Tyskland, hvor bogen først udkom og har vundet stor anerkendelse, er den blevet beskrevet om en litterær familieanamnese. Det er en præcis betegnelse. Romanen kan nærmest læses som en udvidet psykiatrisk journal, hvor de oplysninger, der normalt ikke har plads i journalnotatet, såsom tvivlen, angsten, kærligheden og familiens fortællinger, bliver det egentlige omdrejningspunkt.
I bogen viser vanviddet sig notorisk vanskeligt at indfange i entydige kategorier. I spændingsfeltet mellem de to størrelser udfolder Leon Engler en både øm, intelligent og tankevækkende fortælling om psykisk sygdom på tværs af generationer.
Det er sjældent, at en roman formår både at være intellektuelt udfordrende og dybt menneskelig. ´Vanviddets botanik´ lykkes med begge dele.
Leon Engler: ´Vanviddets botanik´, udkommet på Gyldendal, pris 195 kroner hos Saxo
