Kræftsyge Esben Dalgaard hjælper døende til en smuk afsked i stærke DR-programmer

STREAMING. I ’Min sidste gave’ møder vi fire meget forskellige slags mennesker ramt af terminal sygdom. De får hjælp til at lave et særligt afskedsarrangement. Muligvis for selv at kunne vinge et par bokse af inden døden, men ofte mindst lige så meget for de pårørendes skyld.

Public service bliver taget til nye længder i dokumentarprogrammerne ’Min sidste gave’. På den absolut gode måde. Fire uhelbredeligt syge danskere får med Danmarks Radio i ryggen mulighed for at udleve en drøm af et afskedsarrangement sammen med deres nærmeste. Skuespiller Esben Dalgaard har selv uhelbredelig modermærkekræft. Hn leder i alle fire programmer slagets gang og gør brug af sit gode netværk til at få en række livsbekræftende og mindeværdige oplevelser arrangeret for de døende og deres omgangskreds. 

I første afsnit møder vi Nick fra Silkeborg, der er terminal kræftpatient. Luftfarts-entusiasten kommer en tur ud at flyve i helikopter med sin søn, mens hans datter får en lille eksklusiv koncert med det lokale musikidol Michael Hausted, som Esben Dalgaard kender godt nok til at bede om en sådan tjeneste. Det er opløftende, tudefærdigt smukt at kigge på, og sikke dog en skøn og stærk familie. I alle afsnittene er det påfaldende, hvor meget de pårørende fylder: Afsnittet om 30-årige Glenn, der vil skrive en bog til sine efterladte, bliver lige så meget et portræt af kæresten og deres parforhold, som begyndte i et realityprogram, men kort efter tog en tragisk drejning, da Glenn fik en kræftdiagnose.

I et andet afsnit møder vi solofaren Heinrich, der har en lungesygdom. Han er ankeret i en rigtig håndboldfamilie og drømmen er at få den danske landstræner Nikolaj Jakobsen på visit i håndholdhallen i Thyborøn. Også her kan Esben Dalgaard trylle og netværke. Også her virker det som om, hovedpointen med arrangementet er at se de pårørende, i dette tilfælde nogle døtre, overraskede og glade. For mig blev det en smuk pointe, at programmerne kun i begrænset grad handler om selvrealisering og mere om at sprede glæde og trøst. I programmerne følger vi arbejdet med at få arrangementerne på plads, mens Esben Dalgaard også taler med familien. Som kræftpatient forstår han sig på emnet, han taler om, og hans egen sygdomshistorie er muligvis også medvirkende til, at han tør være befriende direkte i sine spørgsmål og kommentarer. Han er en lydhør gæst i mange slags hjem, og han forstår sig på at tale med både børn, voksne, kærester og ægtefæller.  

De fire afsnit er gennemsyret af et ønske om at gøre noget godt for andre, så det er meget svært ikke at holde af programmerne, også hvis man umiddelbart synes, det lyder anmasende at komme og ville lave fjernsyn blandt mennesker midt i så svært et livskapitel. Mine parader var i hvert fald hurtigt nede. Dog tror jeg også, det er godt, der trods alt kun er fire afsnit af serien, selvom der desværre sidder mange flere, man kunne unde en sådan intervention.

Det føles koldhjertet at vurdere programmerne som underholdningsprodukt, men en vis monotoni og gentagelse indfinder sig, hvis man ser dem i ét hug, som jeg næsten gjorde. Økonomisér lidt med programmerne i stedet, så har du altid noget smukt fjernsyn til øjeblikke, hvor du trænger til at blive mindet om det bedste i mennesket.  

’Min sidste gave’ kan ses på dr.dk