
"Det er glædeligt, at vi nu har fået en ny pris, så vi igen kan anbefale behandlingen," siger Jørgen Schøler Kristensen.
Firma bag kæmpe-ups gør skaden god igen: Medicinrådet anbefaler igen brystkræftbehandling
I oktoner 2023 besluttede Medicinrådet for første gang at fjerne sin anbefaling af et lægemiddel, fordi prisen på midlet var steget og blevet for høj. Dette skyldtes en kæmpe-bommert fra virksomheden bag lægemidlet, Seagen. Nu er prisen blevet sænket til det tidligere niveau, og Medicinrådet anbefaler derfor igen behandlingen.
I oktober meldte Medicinrådet, at rådet ikke længere anbefalede brugen af tucatinib til behandling af HER2-positiv brystkræft i Danmark. Udmeldingen faldt efter, at virksomheden Seagen, som har markedsføringstilladelsen til tucatinib, ikke havde budt ind i forbindelse med en udbudsrunde, hvilket førte til, at en anden leverandør vandt udbuddet. Den leverandør satte prisen op, så den blev højere end den tidligere aftalepris, som Medicinrådet lagde til grund for at anbefale lægemidlet i marts 2022.
Det var første gang, at Medicinrådet fjernede en anbefaling på grund af prisstigning.
Seagen Inc., pegede på en administrativ fejl hos virksomheden selv som forklaring på, hvorfor lægemidlet ikke længere er tilgængeligt for danske HER2-positive brystkræftpatienter. Seagen Inc. skrev over mail til Medicinske Tidsskrifter, at de allerede havde en prisaftale med Amgros og forventede derfor ikke et nyt udbud.
Seagen Inc. understregede dog, at de tager situationen meget alvorligt – "især i betragtning af den betydelige indvirkning dette kan have på patienter med HER2-positiv lokalavanceret eller metastatisk brystkræft," skrev de.
Medicinrådet skrev i forbindelse med beslutningen fra oktober 2023, at Rådet ikke anbefalede kombinationsbehandlingen som standardbehandling, før prisen blev sænket til samme niveau, som lå til grund for Medicinrådets tidligere anbefaling fra marts 2022, eller lavere.
Det er nu sket i forbindelse med et nyt udbud fra Amgros. Derfor besluttede Rådet den 25. januar 2024, at tucatinib i kombination med trastuzumab og capecitabin igen er anbefalet som standardbehandling for brystkræft.
"Det er glædeligt, at vi nu har fået en ny pris, så vi igen kan anbefale behandlingen," siger Jørgen Schøler Kristensen, formand for Medicinrådet.
Relaterede artikler

