Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Tina Kristensen er allerede er i behandling med Dupixent for prurigo nodularis. Det skyldes, at hun samtidig har atopisk eksem, for Dupixent er allerede godkendt af Medicinrådet til behandling af atopisk eksem. Foto: Thomas Howalt Andersen

Medicinrådet anbefaler nu den medicin, som reddede Tina: ”Før kløede jeg mig til blods hver nat”

Medicinrådet har netop i denne uge besluttet at anbefale Dupixent (dupilumab) til behandling af den sjældne hudsygdom prurigo nodularis. Patient Tina Kristensen har allerede haft imponerende effekt af lægemidlet. 

På sit møde 22. november besluttede Medicinrådet, at man nu vil anbefale det biologiske lægemiddel Dupixent (dupilumab) til behandling af den sjældne hudsygdom prurigo nodularis, som er karakteriseret ved svært kløende knopper. Dermed kan hudlæger på de danske hospitaler se frem til at kunne give en effektiv behandling for en sygdom, der ellers i rigtig mange år ikke har været gode behandlingsmuligheder for. 

Det glæder i den grad Tina Kristensen, som allerede er i behandling med Dupixent for prurigo nodularis. Det skyldes dog kun, at hun samtidig har atopisk eksem, for Dupixent er allerede godkendt af Medicinrådet til behandling af blandt andet atopisk eksem.

”Jeg er virkelig glad for, at de har fået det igennem, for det (Dupixent, red.) virker så godt for mig. Og det hæmmer jo en lige så meget at have prurigo nodularis som atopisk eksem,” siger Tina Kristensen, der bor i Søborg og til daglig er skolesekretær på en skole på Frederiksberg.

Hudproblemer hele livet

Tina Kristensen ved i den grad, hvad hun snakker om, for hun har haft problemer med sin hud hele livet. Hun startede som spæd med at have atopisk eksem, og i løbet af sit 43-årige liv er hun blevet smurt med alverdens hormoncremer og fede cremer. De kløende knopper, som er karakteristiske for prurigo nodularis, har også været der så længe, hun kan huske. Mest på benene, men også på kroppen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

”Det har bare altid været et livsvilkår for mig, at jeg kløede mig. Jeg har forsøgt, at det ikke skulle hæmme mig. Men jeg har altid været ked af mine ben,” siger hun.

”Når det har været værst, har det kløet så meget, at jeg kløede mig selv til blods hver nat. Jeg har altid haft sort sengetøj, fordi jeg kløede hul på knopperne. Om natten føltes som om, at der kravlede noget inden under min hud”.

Derfor har Tina haft mange år med svært påvirket søvn, hvor hun kun fik sovet et par timer om natten. Kløen betød også, at hun kunne være nødt til at aflyse aftaler med venner og familier.

”Det har nogle gange været så slemt, at jeg ikke kunne overskue at tage bukser på. Så har jeg bare siddet derhjemme og kløet, men jeg har set fjernsyn og taget nogle kolde klude på for at lindre huden.”

Dupixent var en livsændring

I 2016 var Tinas hudproblemer blevet så invaliderende, at hun kom i behandling hos Jesper Elberling, der er overlæge på Allergi-, Hud- og Kønssygdomme på Herlev og Gentofte Hospital. Her prøvede hun forskellige behandlinger – blandt andet det immundæmpende lægemiddel Ciclosporin – men ingen af dem var rigtig effektive. Vendepunktet kom først, da hun i juli 2022 begyndte på Dupixent.

”I dag har jeg slet ikke knopper mere, og kløen er også væk. Jeg kan sove igen, og det er en kæmpe livsændring for mig. Det er mega dejligt,” siger Tina. 

Sat ned i dosis

Når Tina tænker tilbage på tiden før Dupixent, kan hun godt se, at det var helt vanvittigt, at hun i mange år kun sov et par timer om natten. 

”Jeg tænkte bare, at sådan er livet for mig. Jeg havde flere veninder, som sagde, at jeg ikke skulle acceptere det, men jeg kendte jo ikke til andet”.

Da Tina begyndte på den nye medicin, fik hun indsprøjtninger hver 2. uge. For nylig blev hun sat ned til indsprøjtninger hver 3. uge, og effekten er stadig god. Både på prurigo nodularis og atopisk eksem. Hun bruger heller ikke længere hormoncremer eller andre fede cremer, da hendes hud nu er pæn og udglattet. 

 

 

Fakta om prurigo nodularis:

  • Prurigo nodularis er en sjælden kronisk hudsygdom, som er karakteriseret ved meget kløende, små bindevævsknuder på krop og strækkesiderne af arme og ben.
  • Sygdommen påvirker i alvorlig grad livskvaliteten, da patienterne for eksempel har søvnproblemer og i mange tilfælde undgår sociale aktiviteter på grund af hududslættet.
  • I en række videnskabelige studier er der set en sammenhæng mellem udvikling af prurigo nodularis og sygdomme som atopisk eksem, diabetes, hjertesvigt, autoimmune sygdomme og psykiske sygdomme. Læs om nyt dansk studie om prurigo nodularis:

 

Del artikler