Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Nedladende sprogbrug ødelægger troværdighed af ellers relevant kritisk bog om alternativ medicin        

BØGER. ”Man må være klar til lidt af hvert, når man går disse terapier efter i sømmene. Blandt alternative behandlere er der nemlig ikke noget, der er for dumt til at være sandt,” lyder karakteristikken af Danmarks omkring 2.700 alternative behandlere i ny bog. Bogen kritik får desværre mere karakter af et personligt og følelsespræget korstog end af en objektiv afdækning.

To ud af fire danskere har på et tidspunkt prøvet akupunktur, zoneterapi eller anden alternativ behandling. En ud af fire har været hos en alternativ terapeut inden for det seneste år, for hvert år opsøger 1,3 millioner danskere alternativ behandling, som langt de fleste er tilfredse med, fastslår bibliotekar og forfatter Jens Laigaard i sin nye bog ´Alternativ behandling´. I bogen foretager han en kritisk gennemgang af en række af de alternative behandlinger, som danskere bruger omkring fire milliarder kroner på om året.

”De bedste videnskabelige undersøgelser viser, at alternativ medicin ikke helbreder,” konkluderer Jens Laigaard efter at have beskrevet behandlingsfilosofierne, og hvad han vurderer som det mangelfulde videnskabelige grundlag bag massage og akupunktur samt en række andre knapt så ofte benyttede behandlingsmetoder som akupressur, healing, kraniosakralterapi, kinesiologi, homøopati, ernæringsterapi, reiki og metasundhed. Et marked, som han beskriver som værende ’for dumt til at være sandt.’

”Alternativ behandling kan ikke helbrede nogen som helst sygdomme. Akupunktur virker ikke bedre end placebo, men tilbydes alligevel af en tredjedel af landets praktiserende læger og personale på en tredjedel af landets sygehuse,” kritiserer Laigaard. Han opfatter alternative behandlere som vidtløftige mystikere, der udøver ’hokus pokus’ støttet af svage og opportunistiske politikere, som enten ikke tør stille krav om videnskabelig dokumentation, eller som er for dumme til at forstå, hvorfor det er forkert at sidestille udokumenterede alternative behandlinger med konventionelt videnskabeligt anerkendte og evidensbårne behandlinger.

Jens Laigaard lægger heller ikke skjul på sin foragt over for, hvad han vurderer til at være den tredjedel af praktiserende læger og sygehuse, som tilbyder patienter akupunktur:

”Man kan kun gisne om, hvad der har fået et så stort antal videnskabeligt uddannede personer til at omfavne en så usikker omgang kinesisk visdom. Er de blevet forført af placeboreaktioner hos deres patienter? Er det et forsøg på at virke folkelige og nytænkende? Eller mener de det i virkeligheden ikke alvorligt? Der er omkring 400 medlemmer i Dansk Medicinsk Akupunktur Selskab, og det er hovedsageligt læger, men antallet af danske autoriserede læger, der sætter nåle i folk, er i alt helt oppe omkring 1000. Og tallet bliver endnu højere, hvis vi tæller sygeplejersker, jordemødre og fysioterapeuter med. Det er for mange. Disse mennesker, som er opflasket med fysiologi, biokemi, evidensbaseret medicin og klinisk videnskab, burde vide bedre. Akupunktur i det offentlige sundhedsvæsen er et alvorligt problem, som de involverede parter må diskutere og prøve at få afklaret,” skriver Laigaard, for hvem forbud mod alternativ behandling ikke er spor fremmed:

”Intet vil være lettere end at stille krav om et videnskabeligt holdbart bevismateriale for diverse behandlinger, og nedlægge forbud mod de behandlinger, der ikke kan leve op til dette. Myndighederne kunne tage fat i de mest virkelighedsfjerne terapier såsom healing, homøopati og reiki, og så gå videre derfra,” anbefaler Laigaard, der også mener, at alternative behandlere bør tvinges til at oplyse i annoncer og på hjemmesider, at deres behandlinger ikke helbreder og i øvrigt ikke er bedre end placebo:

”På den positive side kunne man forvente, at en del alternative behandlere hellere vil opgive deres forretning end fortælle, hvad det i realiteten er, de sælger. En seriøs og direkte konfrontation af alternativ behandling, iværksat af Folketinget, ville være et pust af frisk luft,” skriver Laigaard, der også opfordrer forsikringsselskaber til at holde op med at yde tilskud til akupunktur, zoneterapi og anden alternativ behandling samt erhvervsvirksomheder og kommunale forvaltninger til at sætte en stopper for ’virkningsløs okkultisme som personalegode’.

Når Laigaard i den bedste af alle verdener ønsker sig diverse indskrænkninger, forbud og ophør af alternativ behandling, så er det på trods af, at flertallet af brugerne ifølge ham selv er tilfredse og oplever sig bedre efter behandlinger. Samt på trods af, at han selv konstaterer positive behandlingsresultater på placebo-niveau:

”Vi oplever flere tilfælde af kroniske sygdomme, fordi de ældre udgør en større del af befolkningen. De kroniske sygdomme er dem, lægerne ikke kan helbrede, så her er patienterne mere tilbøjelige til at søge hjælp uden for det etablerede system. Hvad har de alternative behandlere at byde på? Ikke noget der virker, men noget der undertiden hjælper på symptomerne, i hvert fald for en tid. De er gode til at nusse om patienterne, de rører ved dem og snakker meget. De bruger teknikker og ord, som er svært gennemskuelige for almindelige mennesker, men giver indtryk af, at der er fagfolk på arbejde. Patienten kan være nok så meget kritisk forbruger, men hun kan både se og mærke, at hun får noget for pengene. Og dette “noget” frembringer jævnligt en placeboeffekt,” skriver Laigaard, der således på én og samme gang tilskriver og afskriver behandlingerne mulige positive effekter.

Men hvorfor for eksempel reducering eller fravær af smerter, stress og andre ubehagelige symptomer ikke har en sundhedsværdi i sig selv, selvom det øgede velvære angiveligt alene er afstedkommet af de alternative behandlingers placeboeffekter, giver Laigaard ingen svar på. Hans forståelser af de dynamiske placeboeffekters mulige positive værdier for lidende patienter forekommer således for det første noget antikverede og for det andet ikke særligt patientvenlige.

For hvorfor håne patienter for ’dumhed og uvidenhed’ og nedgøre dem, når de siger, at de ’får det så dejligt’ efter behandlinger og hvorfor være så ivrig efter at forbyde behandlinger, som – placebo eller ej – tager symptomer, som læger kan have svært ved at stille noget op imod? Fravær og reducering af symptomer, som – hokus pokus eller ej - ovenikøbet udmærker sig ved at være uden de ofte voldsomme bivirkninger som eksempelvis symptomreducerende smertemedicin ofte medfører?

Helt grundlæggende er Laigaard vred over, at det er tilladt at opsøge behandlinger, som han vurderer ikke at kunne finde videnskabelig evidens for helbreder. Og når patienter siger, at de alligevel er blevet hjulpne, og i øvrigt sjældent klager over udeblevne effekter, ja så bliver han endnu mere vred og håner dem for at være for dumme til at forstå, at det er placebo-effekten, som er på spil, hvorfor de burde forbydes at opsøge den slags.

Men hvorfor læger, alternative behandlere og patienter ikke må udnytte mulige placeboeffekter står tilbage som ét stort spørgsmålstegn. Ikke mindst i lyset af, at han også fastslår, at behandlingerne stort set aldrig medfører alvorlige skader, og at langt de fleste patienter sideløbende har kontakt med egen læge, når det handler om mere alvorlig sygdom.

Til gengæld har forfatteren fat i nogle lange ender, når han kritiserer en mere end mangelfuld kvalitetskontrol af det alternative marked, og når han klandrer det offentlige sundhedssystem for at være alt for slapt overfor alternative behandlere, der mod høje summer lover helbredelse af desperat syge patienter. Hans påpegning af, at det på det danske marked forholdsvis nye behandlingskonsept ´Metasundhed´ hviler på den tyske læge, antisemit og konspirationsteoretiker Ryke Geerd Hamers sundhedsfarlige tænkning, er også i den grad væsentlig information – og måske noget som myndighederne rent faktisk bør kigge nærmere på.

Laigaard har skrevet sin bog ud fra en legitim opfattelse af, at alternativ behandling udgør et samfundsproblem. Han rejser fundamentalt vigtige kritiske spørgsmål og har – når følelserne ikke tager over – mange gode pointer. Samtidigt med, at hans forsøg på at afdække diverse terapiers eventuelle behandlingseffekter er af principiel stor værdi for millioner af brugere og pårørende.

Men desværre betyder forfatterens udstrakte brug af sarkasme, ironi og nedladende omtale af ikke kun behandlere, men især også patienter, læger og politikere, at han mister troværdighed, hvorved den fremsatte kritik mere får karakter af et personligt og følelsespræget korstog end af den objektive, videnskabeligt funderede afdækning, som både politikere, sundhedsprofessionelle, alternative behandlere og patienter fortsat mangler adgang til. Det kunne have været så godt, men faktisk er resultatet lidt skidt, hvis man er på jagt efter en bog, som kan guide både væk og frem til.

Jens Laigaard: ´Alternativ Behandling. En kritisk undersøgelse´ er udkommet på Skriveforlaget og koster 289 kroner

 

 

kultur

Del artikler