Ny kombinationsbehandling effektiv mod metastatisk prostatakræft uanset mutationer

En ny type behandling mod prostatakræft ser ud til at have stor effekt sammenlignet med standardbehandlingen ifølge resultater fra to store studier.

Behandlingen kombinerer to typer medicin: PARP-hæmmere og et nyt hormonelt lægemiddel, som kan man bremse væksten af kræftceller i prostata. Resultaterne viser, at kombinationsbehandlingen i første linje kan forbedre overlevelsen for patienter med metastatisk prostatakræft, uanset om de har en bestemt genmutation eller ej.

Resultaterne kommer fra det nye fase III-studie TALAPRO-2 samt opdaterede resultater fra PROpel. Studierne blev præsenteret på kræftkonferencen ASCO-GU (Genitourinary Cancers Symposium 2023).

Andreas Røder, overlæge og leder af Copenhagen Prostate Cancer Center på Rigshospitalet samt professor i urologi på Københavns Universitet siger, at særligt det nye fase III-studie TALAPRO-2 har været længe ventet. 

”TALAPRO-2 har været ventet som målestok op imod resultaterne fra MAGNITUDE og PROpel-studierne. Vi begynder nu at have et klart billede af, at PARP-inhibitorer har en synergistisk effekt i kombination med new hormonal agents,” siger Andreas Røder efter at have set resultaterne. 

I forsøget TALAPRO-2 blev det vist, at hvis man kombinerer medicinen talazoparib, som hæmmer PARP (enzym, der spiller en vigtig rolle i DNA-reparationen) med "new hormonal agent (NHA)"-medicinen enzalutamid, så kan man øge tiden, hvor sygdommen ikke udvikler sig på røntgenbilleder (kaldet radiografisk progressionsfri overlevelse) med 37 procent i forhold til kun at bruge Enzalutamid alene. Forsøget involverede i alt 805 patienter. 

Når man behandler en patient med en PARP-hæmmer, kan det føre til ophobning af DNA-skader i kræftcellerne, som kan føre til deres død. 

Effekt uanset HRR-defekt

TALAPRO-2 underbygger dét, som analyser af PROpel-studiet tidligere har vist: at der er en betydelig effekt ved at kombinere en PARP-hæmmer med en hormonelt lægemiddel i første linje, men også at der genfindes betydelig effekt hos patienter med metastatisk kastrationsresistent prostatacancer, uanset om de har defekt homolog rekombinationsreparation (HRR) eller ej. En HRR-defekt tæller blandt andet mutation i BRCA1/2-generne, som PARP-hæmmere indvirker på. 

For Andreas Røder er der mange svære spørgsmål, som åbner sig med de nye resultater. 

”Betyder HRR-defekt noget for, om behandlingen er relevant for patientgruppen? PROpel og TALAPRO-2 peger alle mod et nej. Herefter er spørgsmålet, om patienterne så skal testes (for HRR-defekter, red.) med dyre analysemetoder eller ej. På den ene side virker det unødvendigt. På den anden side ser det ud til, at effekten trods alt er stærkest blandt patienter med mutationer i HRR, og derfor kunne det blive et selektionsparameter alligevel,” siger Andreas Røder.

I TALAPRO-2 opnåede 37,5 procent komplet respons i talazoparib+enzalutamid-armen, mens det kun var 18,2 procent, der opnåede komplet respons i placebo+enzalutamid-armen. Det sekundære endepunkt, som var samlet overlevelse, er endnu ikke nået. 

De endelige overlevelses-resultater fra PROpel viser, at en tendens til overlevelses-fordel blev observeret i alle undergrupper uanset mutation, dog med størst fordel i undergruppen med BRCA1/2-mutationer.

Kun relevant for en periode

For mænd med metastatisk kastrationsresistent prostatacancer vil kombinationen af en PARP-hæmmer og en hormonelt lægemiddel altså umiddelbart være at foretrække i forhold til førstelinjestandarden, som lige nu er abirateron og kemoterapi.

Men måske den situation er kortvarig. Standardbehandlingen for hormonfølsom prostatakræft er for nyligt gået fra at være androgendeprivationsterapi (ADT) alene til at være NHA+ADT og i nogle tilfælde NHA+ADT+kemoterapi. Det betyder, at mænd, som udvikler kastrationsresistens, i mange tilfælde allerede har fået en NHA i forvejen og derfor ikke vil indgå i en førstelinje behandling mod metastatisk kastrationsresistent prostatacancer, vurderer Andreas Røder.

”PARP+NHA vil kun i en periode være en relevant kombination i første linje, da patienter, som er kandidater til den behandling, fremadrettet allerede vil have været eksponeret for NHA og kemoterapi, da vi i stor stil har ibrugtaget dobbeltbehandling (ADT+NHA, red.) og triple-behandling (ADT+NHA+kemoterapi, red.) mod hormonfølsom prostatacancer. Så om meget kort tid vil der ikke være patienter, som ikke har været eksponeret for NHA, inden de bliver kastrationsresistente,” siger Andreas Røder. 

Spørgsmålet er derfor, om effekten af PARP+NHA-kombinationen kan genfindes i metastatisk kastrationsresistent prostatacancer, der tidligere er blevet behandlet med en NHA. Det vil fremtidige studier afklare. 

”Vigtigst af alt kan vi bruge studierne til at konkludere, at PARP-hæmmere virker mod prostatacancer. Vi mangler at finde den optimale situation at anvende behandlingen i, men de afklarende studier er på vej. Indtil da mener jeg, at vi vigtigst af alt må have iværksat et testapparat for HRR blandt mCRPC, ligesom man på individbasis må overveje, om et tillæg af PARP-hæmmer kunne være en idé for den patient, som skal starte førstelinje mCRPC-behandling (behandling mod metastatisk kastrationsresistent prostatacancer, red.) med NHA. Nu har vi i hvert fald tre studier, der viser, det er bedre end NHA alene,” siger Andreas Røder.