Svend Lings vil med sin biografi genstarte debatten om aktiv dødshjælp, men hans kompromisløse fremstilling kommer til at skygge for både hans legitime synspunkt og et konstruktivt bidrag til det svære etiske spørgsmål, mener anmelder Filip Granlie.
’Selvmordslægen’ Svend Lings fremlægger liv og sag i stærkt polemisk biografi
Svend Lings udgiver sin biografi for at genaktivere debatten om aktiv dødshjælp, men han ender med at skygge for sin legitime holdning og for et konstruktivt bidrag til det svære etiske spørgsmål, mener anmelder Filip Granlie.
”Svend Lings er ligegyldig. Det har han altid ment”. Sådan åbner journalist og medforfatter Malte Jørstad sit forord til Svend Lings’ biografi, ’De kaldte mig selvmordslægen’. Lings gentager i forskellig ordlyd sin ligegyldighed i løbet af biografien, for hensigten er, som det hedder i en pressemeddelelse, at ”sætte aktiv dødshjælp på dagsordenen igen”.
Sagen – aktiv dødshjælp – er primus motor, men den må kæmpe om pladsen med Svend Lings selv, ikke kun på grund af hans kompromitterende generalieblad: Lings har faciliteret viden og rådgivning om at begå selvmord til omkring 2.000 mennesker og er dømt i by-, lands- og højesteret for at have praktiseret aktiv dødshjælp.
Lings beskriver private nedslag i sit liv sideløbende med sit medicinske arbejde med selvmordsvejledning og sin samfundsmæssige indsats for aktiv dødshjælp. Det sker med en mere effektiv end elegant fremstilling af, hvordan episoder og tanker væver sig sammen i én skæbnebestemt tråd. Vi hører således, at han som ung læge stod over for en uhelbredeligt syg kvinde og blev mindet om, hvordan han optimerede barndomshjemmets aflivning af duer.
Læseren kan også ubesværet lægge to og to sammen i en sidehistorie om den sovjetiske ubådskommandør Vasili Arkhipov, som under Cubakrisen modsatte sig en nødvendig konsensusbeslutning og dermed afværgede atomragnarok. ”Visse mennesker har mod til at gå mod strømmen og stå fast på deres principper, selvom omgivelserne forsøger at overbevise dem om noget andet”, konstaterer Lings nonchalant.
Svag argumentation
Affødt af sin opvækst i ”det indremissionske helvede” nærer Lings en udtalt, livslang mistro, hvis ikke ligefrem et had, til kristendom. Han afviser blankt Det Etiske Råds forbehold for aktiv dødshjælp, fordi rådet rummer teologer, som bidrager med teologiske, filosofiske perspektiver, af Lings kaldet uvidenskabelige ”følelsesargumenter, og den slags hører ikke til i diskussionen af et så vigtigt emne”. Det er mildt sagt useriøst i diskussionen af et så vigtigt emne at benytte et gement ad hominem-argument imod det i øvrigt broget sammensatte råds ikke enstemmige vurderinger.
Lings ejer ikke tvivlens nådegave. Han kommer derfor til at placere sig hinsides den diskussion, han ellers angiver at ville initiere: Målet er åbenlyst ikke diskussionen og en given konklusion, som med debat, demokrati og vedtagne institutioner kan blive gjort gældende. ”Loven er forkert”, konstaterer han definitivt. Lings’ udgave af det, han kalder diskussionen om aktiv dødshjælp, forudsætter en konklusion, som ikke kan være status quo, kun en ændring af loven.
Med disse skyklapper for øjnene bedriver Lings højst overfladisk selvrefleksion og ser ingen grund til sagligt at forholde sig til og gendrive modargumenter. Det ville ellers have stillet ham stærkere. Stejlheden ender med at svække hans argumentation og blokere for hans synspunkt. Han gør altså sagen en gedigen bjørnetjeneste.
Forblændet af egen overbevisning
Det er en dårlig strategi, som ikke fører nogen vegne. Svend Lings tegner måske derfor et martyrbillede af sig selv som offer for noget, der minder om en konspiration anført af titlens ’de’: ”systemet”, medier, ”de kristne”, ”de finkulturelle kredse, som havde dømt mig i retten og ekskluderet mig fra Lægeforeningen”.
Dertil begår han en række tvivlsomme analyser. Uden at skele til de vidt forskellige årsager mener han, at Lægeforeningen sætter ham ”i bås” med nazistiske læger, som blev ekskluderet efter besættelsen. Om kritikken af Det Kongelige Teaters opera ’Manualen’ baseret på Lings’ selvmordsvejledning skriver han, at ”Romeo og Julie handlede som bekendt også om selvmord, uden det havde fået nogen fra Etisk Råd op af stolene”. Lings kalder det ”stupidt” af Det Etiske Råd, mens han ignorerer den betydelige forskel, at Shakespeares drama er fiktion, hvor ’Manualen’ tager udgangspunkt i en meget konkret og nærværende virkelighed.
’De kaldte mig selvmordslægen’ er en vild biografi om en ekstremt stædig og determineret mand, på én gang hudløst ærlig og dybt utroværdig, så indædt forblændet af sin egen overbevisning, at han pure afviser enhver opposition som a priori fejlagtig og irrelevant. Som psykologisk portræt er bogen interessant, men deklareret som oplæg til at genrejse en diskussion om aktiv dødshjælp er den fundamentalt mislykket i sin blinde insisteren på at have ret.
Svend Lings og Malte Jørstad: ´De kaldte mig selvmordslægen´. Svane & Bilgrav. 208 sider. Kr. 199,95.
