Behandlingsrådet: Små, håndholdte ultralydsscannere giver ikke merværdi i akutmodtagelsen
Giver det mening med en generel implementering af håndholdte ultralydsscannere i lommestørrelse til undersøgelser af patienter i akutmodtagelsen? Nej, mener Behandlingsrådet, der er endt med en ”anbefaler ikke” i deres vurdering.
”Anbefalingen tager udgangspunkt i, at der på det foreliggende grundlag ikke kan ses en samlet merværdi for anvendelsen af håndholdte ultralydsscannere sammenlignet med ikke-håndholdte ultralyds-scannere, da litteraturstudiet indikerer usikkerhed særligt omkring risiko for falsk negative fund. Behandlingsrådet påpeger, at dette er af særlig vigtighed i en akutmedicinsk setting,” skriver Behandlingsrådet i deres begrundelse.
Behandlingsrådet vurderer, at der kan være lokale forhold, der kan tale for, at håndholdte ultralydsscannere benyttes. Det anses heller ikke for problematisk, at de fortsat benyttes på de akutmodtagelser, hvor de allerede er implementerede.
”Behandlingsrådet anbefaler, at eventuel brug af de håndholdte ultralyds-scannere skal ses som en del af afdelingernes samlede kapacitet af ultralydsapparater. Behandlingsrådet ønsker at understrege vigtigheden af, at data fra de håndholdte ultralydsscannere dokumenteres og overføres til patientadministrative systemer med henblik på patientsikkerhed og oplæring. Desuden bemærker Behandlingsrådet, at der i akutmodtagelser bør være en generel opmærksomhed på, om anvendelsen af håndholdte ultralydsscannere kan øge risikoen for dobbelt- eller triplediagnostik,” skriver Behandlingsrådet i deres vurdering.
Teknologien udvikler sig løbende, og kliniske studier og lokale erfaringer kan påvirke evidensgrundlaget. Derfor er den anbefalingen er gældende i en tidsbegrænset periode frem til 1. kvartal i 2025.
