Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

”Hvis man synes, at firmabetalte kongresser er et problem, må vi rette ind"

Overlæge og leder af Fase 1-enheden, Rigshospitalet, Morten Mau-Sørensen får et stort udbytte, ikke mindst netværksmæssigt, af at deltage i internationale kongresser. Men han er samtidig ikke interesseret i, at offentligheden sætter spørgsmålstegn ved hans habilitet, fordi rejsen er betalt af et medicinalfirma.

”Hvis offentligheden synes, det er et problem, at læger tager til et møde om året, som bliver betalt af forskellige medicinalfirmaer, så må vi holde op med det. Vi er offentligt ansatte, og vi skal stå inde for det, vi gør. Hvis nogen mener, at vi er inhabile, kan vi gøre to ting: Enten rette ind og stoppe med at tage til firmabetalte kongresser, eller også kan vi forklare offentligheden, at vi ikke er inhabile,” siger Morten Mau-Sørensen og tilføjer:

”Jeg er ikke optaget af, hvem der betaler min rejse. Jeg vil bare gerne deltage i internationale kongresser, og det uden at få skudt i skoene, at jeg er købt af et medicinalfirma. For det er jeg bestemt ikke. Vi ansøger jo også Lægemiddelstyrelsen, som godkender, at kongresdeltagelser bliver støttet af et medicinalfirma – hvilket jeg mener, er vigtigt, vi gør. Men hvis vores arbejdsgivere synes, at der er et problem, må vi lave det om.”

Hvis firmasponsorerede kongresdeltagelse fremover ikke bliver en mulighed, er det afgørende, at der skabes en alternativ mulighed for at komme på kongres, mener Morten Mau-Sørensen. Han bakker op en løsning hvor regionerne betaler for lægers kongresdeltagelse i stedet for medicinalbranchen.

”Hvis vores arbejdsgiver - regionerne - prioriterer vores videreuddannelse, så bør de betale. Hvis man gerne vil have kvalitet, bliver man nødt til at uddanne folk. Og hvis man synes, der er et problem med habiliteten, må man selv betale for det,” siger Morten Mau-Sørensen.

Hans interesse for at deltage i kongresser er både at få præsenteret ny viden, men især at skabe nye forskningssamarbejder. Netop networkings-delen vil lide stærkt under en manglende kongresdeltagelse fra danske side, mener han.

”Det vil gøre os til dårligere læger, hvis vi ikke har mulighed for at komme på kongresser. Det er der ingen tvivl om. Kongresser løfter dansk onkologi, giver os internationale samarbejder og giver os viden. Så det er meget vigtigt, vi er her,” siger Morten Mau-Sørensen.

 

Morten Mau-Sørensen, overlæge og leder af Fase 1-enheden, Rigshospitalet

  • Deltog i ESMO på invitation fra et medicinalfirma.
  • Er ikke indstillet til Medicinrådet. Har ikke deltaget i arbejdet i Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS).

kongresrejser, habilitet, Medicinrådet, Morten Mau-Sørensen

Del artikler