Anledningen er ikke en strategisk analyse eller påfund fra et kreativt bureau. Men derimod direktør Kristian Lunds mangeårige, kompromisløse – og til tider direkte frygtløse – forhold til sko.
Ifølge Skoringens modedirektør, Preben Passform, har direktøren for Medicinske Tidsskrifter i årtier været et levende eksempel på, at skomode ikke nødvendigvis handler om kontrol, men om personlighed.
Det hele begyndte i 1990’erne, hvor Kristian Lund stod i spidsen for Børsens Nyhedsmagasin og Børsens Magasiner. En tid med pænt jakkesæt på arbejde, faste frokoster på Victor og klare forventninger til, at tingene – også skoene – matchede. Netop derfor vakte det både opsigt, da direktøren en dag mødte op på kontoret iført én sort og én brun sko.
"Da vi påpegede det, fik vi at vide, at der var mørkt i deres skoskab. Hvorefter han traskede videre og fortsatte dagen som ’manden med den sorte og den brune sko’," fortæller Kim Dalhoff Jensen, Sales Manager hos Ritzau og tidligere annoncesælger på Børsens Nyhedsmagasin.
”Det var modigt. Og fuldstændig ufrivilligt banebrydende,” lyder det fra Preben Passform. ”Ingen talte dengang om kreativ dissonans eller normcore. Men han gjorde det. Og han gjorde det i jakkesæt.”
Episoden lever ifølge fodfolket i den danske skobranche videre som et af de øjeblikke, hvor forbløffelsen bredte sig fra redaktionen til modebranchen – og blev talt om længe efter.
Skopudsemaskinen
Kim Kim Dalhoff Jensen husker også, at de på Børsens Nyhedsmagasin på et tidspunkt fik opstillet en skopudsemaskine. Salgsfolket yndede nemlig at gå i jakkesæt og pudsede sko.
"Kristian, som i øvrigt kaldte os mormonerne, havde en fest med maskinen. Han påstod, at Nyhedsmagasinets redaktion måtte være den eneste redaktion i Kongeriget med et sådant aggregat. Den var placeret tæt ved døren til Kristians kontor og endte faktisk med at blive brugt af alle fra nær og fjern. Inklusive Kristian selv. Der blev talt med kolleger, når man fik pudset sine sko," fortæller Kim.
"Måske var maskinen i virkeligheden forløberen for ’kaffeø-samtalen’," fungerer Kim i dag. "Overså Kristian, i al sin moro over aggregatet, at det blev et centralt værktøj for den fantastiske kultur og trivsel, der var på Nyhedsmagasinet dengang? Og som nærmest forsvandt natten over, da Kristian forlod det til fordel for BT.?"
Til kåring i sutsko
Omtrent et årti senere cementerede direktøren sin status som uofficiel stilikon, da han som direktør for Dagens Medicin – stadig i jakkesæt – var på vej til Aarhus Universitetshospital for at overrække pokalen til Danmarks Bedste Hospital, i øvrigt hans egen opfindelse, båret af lige dele data og fingerspitzgefühl.
Medarbejder på Dagens Medicin, Niels-Bjørn Albinus, fortæller:
"Arrangementet starter kl. 9, så Kristian har travlt. Diplomer og meget andet pakkes, og så er det afsted. Køreturen til Aarhus går glat, og der er stadig nogle minutter at løbe på, da han ruller op foran hospitalet. Det er først, da han stiger ud af bilen og træder ud i sneen, at det går op for ham, at han fortsat er iført sine godt slidte tøfler. Så efter pænt at have hilst på hospitalsledelsen, får han gjort hospitalsdirektøren opmærksom på problemet. Direktøren hvisker en sekretær i øret, og vedkommende haster op til en skobutik i Skejbycentret. Kort efter er Kristian udstyret med et par mere passende sko i den rette størrelse."
Niels-Bjørn Albinus undrer sig i dag over, hvor regningen for skoene endte. Hos Dagens Medicin? Kristian? Eller skatteborgerne i Region Midtjylland?
Begejstret modebranche
At Kristian i situationen får fat i et par sko lynhurtigt, beskrives i dag som et højdepunkt i dansk erhvervs- og modehistorie.
”Det er ikke en fejl. Det er en fortælling,” siger Preben Passform begejstret. ”Vi taler om en mand, der uden at blinke har kombineret autoritet, faglig tyngde og total afslappethed i sit fodtøj.”
Netop kombinationen af det formelle og det uformelle har ifølge Skoringen været afgørende for sponsoratet. Medicinske Tidsskrifters direktør fremhæves som et forbillede for en ny form for skomode – en, der signalerer, at man godt kan have styr på forretningen, selv om farverne og stilen ikke altid stemmer.
”Når man kan sikre sponsorer år efter år og samtidig udfordre farveharmonien og stilen i sit fodtøj, så har man noget, vi i Skoringen må tage alvorligt,” lyder det videre.
Sponsoratet markerer begyndelsen på et samarbejde, hvor faglighed, humor og afslappet elegance går hånd i hånd. Der er muligvis planer om fælles kollektioner, kampagner, nyhedsbreve, magasiner og webinarer, lyder det samstemmende fra Kristian Lund og Preben Passform.