
”Det er uholdbart, hvis Medicinrådets arbejde forsinkes, fordi der ikke er en formand for et fagudvalg,” siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.
Danske Regioner bakker op om Medicinrådets forslag
Bestyrelsen i Danske Regioner nikker på hovedet til Medicinrådets forslag om, hvordan der kan sættes skub i vurderingen af lægemidler. Et arbejde, der har ligget brak længe.
Udfordringerne handler bl.a. om, at LVS i visse tilfælde har haft svært ved at finde formænd, der kan leve op til rådets habilitetskrav. Det fik for et par uger siden Medicinrådet til at foreslå, at Danske Regioner udpegede formænd for fagudvalgene.
Denne trussel har sat skub i de faglige eksperters villighed til at være formænd. Og situationen med de manglende fagudvalgsformænd i Medicinrådet ser nu pludselig ud til at løse sig ved de faglige selskabers hjælp. I går modtog Medicinrådet således to nye indstillinger til fagudvalgsformænd fra Lægevidenskabelige Selskaber (LVS), hvilket betyder, at rådet har fået tre nye indstillinger inden for de seneste uger, og de resterende tre formandsindstillinger vil ifølge DSKO indløbe inden for den kommende måned, fortæller Medicinrådets formand, Steen Werner Hansen.
Men Danske Regioners bestyrelse har dog drøftet Medicinrådets redegørelse med løsningsforslag til, hvordan der kan sættes skub i Medicinrådets arbejde, hvoraf et af forslagene altså gik på, at regionerne i særlige tilfælde får mulighed for at indstille formænd.
”Det er uholdbart, hvis Medicinrådets arbejde forsinkes, fordi der ikke er en formand for et fagudvalg,” siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner i en pressemeddelelse fra Danske Regioner.
”Derfor imødekommer vi Medicinrådets forslag om, at regionerne undtagelsesvist får mulighed for at udpege en formand for et fagudvalg. Men vi vil selvfølgelig helst have, at LVS er i stand til selv at finde formændene,” tilføjer Bent Hansen.
Danske Regioners beslutning betyder også, at Medicinrådet får mulighed for, at indføre en kortere proces for vurdering af nye lægemidler, når rådet og ansøger er enige om, at et nyt produkt kan sidestilles med et eksisterende lægemiddel.
Omvendt får Medicinrådet også mulighed for at forlænge sagsbehandlingstiden med et udvidet ‘clock-stop’ i særlig vanskelige sager. Danske Regioner vil nu gå i dialog med Medicinrådet om, hvordan en forlængelse ud over 12 uger begrænses til ganske særlige tilfælde.
Der skal nemlig udarbejdes tydelige retningslinjer for, hvornår der kan foretages et sådant ‘clock-stop’.
-Vi har i det store hele sagt god for forslagene fra rådet, og nu forventer vi også, at Medicinrådet lever på til vores forventninger, lyder det fra Bent Hansen.
